0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kultur i kommunalreformen

Kunsten trives de mest forbløffende steder. Det har politikerne bare ikke opdaget, hvis man går de kommende teaterreformer efter i sømmene. Det har professor Jørn Langsted gjort.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Regeringen har sendt den dynge af lovforslag til høring, der skal skrive amterne ud af dansk politik og offentlig forvaltning, således også på kulturområdet. Men netop på kulturområdet - særlig på teaterområdet - er der andet og mere på spil end oprydning efter amterne.

Nu har amterne jo egentlig ikke spillet nogen stor kulturpolitisk rolle. Først i de senere år, da de begyndte at blive lukningstruede, fandt flere amtsråd på at engagere sig kulturpolitisk ud over de opgaver, de har været tvunget til, som f.eks. drift af landsdelsscener.

På Kulturministeriets område er der fire lovforslag med i dyngen. I flere tilfælde drejer ændringerne sig om, at ordet 'amter' blot slettes i de gældende kulturlove. Blandt ændringerne gemmer sig også en præcisering af, at de nye regioner kun meget perifert skal beskæftige sig med kulturpolitik. Når de udarbejder udviklingsplaner for den overordnede regionale udvikling, får de mulighed for at igangsætte kulturbegivenheder og udvikle kulturelle tilbud, men de kan ikke forestå eller yde tilskud til vedvarende drift af kulturinstitutioner eller kulturaktiviteter. Regionernes kulturpolitiske rolle bliver altså eventmageren.

Men Kulturministeriet benytter lejligheden til andet og mere end bare at dele det kulturpolitiske rov efter amterne eller at definere regionernes kulturpolitiske rolle. Dette andet har stået på programmet i årevis, uanset hvem der har været kulturminister. 'Bedre arbejdsdeling' eller 'klarere opgavefordeling' hedder det. Og det drejer sig ikke om bedre arbejdsdeling eller klarere opgavefordeling i kunsten eller blandt kulturinstitutionerne, nej, det drejer sig om bedre arbejdsdeling blandt de offentlige tilskudsydere.

Det har været en stadig pine for centraladministrationens bureaukrater siden slutningen af 1980'erne, at staten på en række kulturområder har opbygget nogle støtteordninger, hvor både stat og kommune/amt yder tilskud. Da man gjorde det i sin tid, var hensigten at animere kommuner og amter til at engagere sig kulturpolitisk, og samtidig var ideen, at staten (som vores alle sammens) tog ansvar for kulturpolitikken ud over hele kongeriget. Rindalismen og dens opgør med den uforståelige københavnerkunst lå ikke langt væk. Et modtræk mod rindalismen var, at Det Kgl. Danske Kulturministerium ikke bare interesserede sig for avanceret kunst i hovedstaden, men for kunst og kultur i hele landet, helst i samarbejde med lokale myndigheder. Det blev anset for en god kombination af hensyn til det lokale, herunder også det lokale engagement, og det statslige samlede ansvar, herunder også at give forskellige egne af landet mere lige betingelser med hensyn til adgangen til kunst og kultur og at give muligheder for, at producerende kunstinstitutioner kunne etableres uden for de fire største byer.

Man var altså fælles om at løse nogle kulturpolitiske opgaver. Udviklingen af dansk børneteater skete f.eks. kulturpolitisk på den måde, at den enkelte kommune tog ansvar for et børneteater, som blev støttet efter ordningen for egnsteatre eller den for små storbyteatre. Og staten havde det overordnede ansvar for den samlede struktur og var medfinansierende. Staten havde valgt at satse på, at børneteateropgaven blev løst af mange forskelligartede teatre, placeret ud over landet. Man løftede opgaven, at skaffe landet et netværk af professionelle børneteatre, hvoraf mange turnerer over hele Danmark, i fællesskab. Denne ordning har medført et børneteaterliv, der ikke kan roses højt nok. Og rosen strømmer i disse år ind fra internationale teaterkredse, hvor man er opmærksom på det kunstnerisk utrolig høje stade, som de bedste danske børneteatre er på. Og de er det bl.a., fordi der ikke ligger nogen fristelser til at producere mammutforestillinger i den nuværende danske børneteaterstruktur. Teatrene spiller tæt på børnene, og de henvender sig til dem på en respektfuld og kærlig måde. Dansk børneteater er en af de ganske få ting i dansk teater, som er kendt uden for rigets grænser, og som vi modtager stor anerkendelse for. Her gør Danmark en forskel. Det er altså teatre, der er lokalt bosiddende, som spiller i hele nationen, og som opnår international anerkendelse.

Nu hedder det sig, at det er helt forkert, at stat og kommuner deles om ansvaret for bl.a. børneteatrene, for det fører til administrativ uorden, og det er - i bureaukratsproget - udgiftsdrivende, både for staten og kommunerne. Og man ser for sig, hvordan udgifterne driver ned ad væggene i Kulturministeriet og i landets byrådssale! Om det måske har været til gavn for kunsten eller kulturlivet, at det på én og samme gang var placeret i en lokal kulturpolitik og funderet i en landsdækkende kulturpolitik, er det utidigt at interessere sig for. At tænke både-og er ikke rigtig in. Nu skal der klarere linjer på tapetet. Nu bør det være enten-eller. Enten statslig kultur eller kommunal.

I de kulturpolitiske brokker, der indgår i forliget om kommunalreformen, var der lagt op til konstruktion af en trancherkniv, der kunne skille tingene ad og placere dem entydigt som statsligt ansvar eller kommunalt ansvar. Trancherkniven var konstrueret af en modstilling mellem den kultur, der har 'national betydning', og den, der har 'regional forankring'. Kulturen med 'national betydning' skulle oven i købet være kvalitetsmæssigt i top og fungere som fyrtårn. Eksemplet ovenfor med landets børneteatre turde vise, at denne modstilling mellem det nationale og det lokale ikke dur i forhold til den kunstneriske virkelighed. Det er den lokalt funderede kultur, der får såvel national som international betydning. Og fordi noget er lokalt forankret, betyder det absolut ikke, at det kvalitetsmæssigt befinder sig i anden division.

Trancherkniven med det nationalt betydningsfulde over for det lokalt forankrede er altså ikke følsom over for den faktiske situation i kunstens og kulturens verden. Den er med andre ord et tvangsinstrument. Det, den kunne bruges til, var en statsliggørelse af de store teaterinstitutioner, af dem, der bl.a. fungerer som spillested for fordanskninger af det internationale mainstreamrepertoire. Det var landsdelsscener, Det Danske Teater, Den Jyske Opera og Peter Schaufuss Balletten, der skulle gøres til nationale fyrtårne af en særlig kvalitet. De andre, egnsteatrene, de små storbyteatre og de store københavnske teatre, skulle være kommunale teatre og var altså med et snit med kniven tænkt som sekondteatre.

At den anvendte terminologi var en opfindelse til lejligheden og helt ad hoc viste sig ved, at de store storkøbenhavnske teatre i løbet af de politiske forhandlinger blev ophøjet fra deres tiltænkte placering i ordningen for små storbyteatre, altså sekondteatre, til nu at skulle blomstre som statslige kvalitetsteatre og fyrtårne.

Og at det ikke lykkedes at få lagt det hvide snit og gjort arbejdsdelingen i kulturpolitikken klar og entydig i det endelige resultat, der nu er til høring, skal ikke forlede én til at tro, at nu er den hellige grav vel forvaret. Manøvrer af lignende art vil fortsætte. Måske vil restaureringen og traditionstænkningen ikke være helt så tydelig næste gang, og måske vil kunstideologien ikke være helt så håbløst gammelmodig, men bestræbelserne på at skrotte, at kvalitet i kunsten trives de mest forbløffende steder, vil fortsætte.

Det mest synlige resultat af kommunalreformen på kulturområdet vil være, at vi fra at have ét teater i Danmark, Det Kgl. Teater, som staten har eneansvaret for (på nær de 40 millioner kroner, som Københavns Kommune fra 2005 skyder ind i dette teater hvert år), så vil staten fra 2007 få eneansvaret for yderligere 13 teatre (Aarhus Teater, Odense Teater, Aalborg Teater, Det Danske Teater, Den Jyske Opera, Peter Schaufuss Balletten og Hovedstadens Teater, bestående af Aveny-T, Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Gladsaxe Teater, Nørrebros Teater, Østre Gasværks Teater og Rialto Teatret). Med eneansvar følger også retten til at udpege bestyrelsen. Fremover skal den siddende kulturminister altså udpege bestyrelserne for landets 14 største teaterinstitutioner. I disse bestyrelser skal ledelsesmæssige, økonomiske og erhvervsmæssige - og jo, også teaterfaglige - kompetencer være til stede. Når bestyrelserne hævdes at skulle professionaliseres, så er det ikke professionelt teater, der tænkes på. Og én af bestyrelsernes helt centrale opgaver er jo at ansætte og fyre teaterchef, der igen bestemmer teatrets kunstneriske linje. Det her system ser ikke kønt ud. I nogle fremmede lande ville vi ikke tøve med at betegne sådan et system som statsstyring af teaterlivet. Det er påfaldende og nærmest uhyggeligt, hvordan der går beton i sager under en regering, der kalder sig liberal, så resultatet kommer til at ligne Østeuropa før Murens fald. Selvfølgelig ud fra de bedste intentioner og et ønske om at rydde op. Og så bag om ryggen på én kommer statsstyringen af kulturen snigende med centralisme og magtkoncentration.

I de oprindelige planer så landets egnsteatre ud til at skulle lægges ud som et rent kommunalt ansvar, og kommunerne kunne så få reguleret lidt på bloktilskuddet, der jo i øvrigt ikke er kulturpolitisk følsomt. I det lovforslag, der er sendt til høring, bevarer staten et medansvar. Men man vil ophæve den nuværende ordning, hvor staten refunderer kommunerne halvdelen af deres udgifter. I stedet vil man operere med et fast beløb på finansloven, som skal fordeles mellem de eksisterende egnsteatre. Motivet har ikke noget med kunst eller kvalitet at gøre, men er rent ud sagt »at sikre staten en mere hensigtsmæssig budgetlægning«. I årene 1991-1997 havde man også indrettet sig med et fast beløb på finansloven, hvilket betød, at refusionsprocenten var på konstant flugt nedad, fordi kommunernes aktivitetsniveau på området steg, sådan at jo flere egnsteatre kommunerne igangsatte, eller jo mere de gav dem i tilskud, jo lavere blev refusionsprocenten for samtlige egnsteatre. Erfaringerne med denne omvendte animering var, at alternative kulturpolitiske flertal i Folketinget hvert år måtte ind på målstregen og redde i sidste øjeblik med ekstrabevillinger.

Det er ikke lige den ordning, man vil gentage. Ifølge lovforslaget, som det foreligger, skal statens støtte til egnsteatre sendes til det enkelte egnsteater. Man ophæver altså bindingen mellem statsligt og kommunalt tilskud. Kommer der nye egnsteatre til, vil det betyde, at den statslige pulje skal deles mellem flere, altså igen omvendt animering. Men fidusen ved den ordning, man nu har udtænkt, vil være, at en solidarisk aktion fra egnsteatrenes side vil få svært ved at vinde gehør. Nu vil det nemlig ikke være en refusionsprocent, som falder drastisk, men det vil være det ene teater efter det andet, der kommer til at mangle 100.000 kroner i det årlige tilskud. Det er altså en ganske spidsfindig måde, staten langsomt vil skrue ned for sit engagement i egnsteatrene på.

Og egnsteatre, det er f.eks. teatre som Odin Teatret i Holstebro, Team Teatret i Herning, Randers Egnsteater, Fredericia Teater, Teatret Møllen i Haderslev, Cantabile 2 i Vordingborg, Teater Mungo Park i Allerød, Holbæk Egnsteater etc. Det er børneteatre, og det er voksenteatre. Det er nogle af landets mest interessante og bedste produktionssteder for teater. Det er kunstnerisk kvalitet, væsentlighed og nyudviklinger af teaterkunsten. Det er eksperimenterende teatre med årelangt internationalt ry. Det er en bredde og mangfoldighed af teatre. Denne mangfoldighed burde man faktisk kulturpolitisk passe på i stedet for at udsætte den for mærkelige justeringer og ændringer i ly af kommunalreformen. Og i stedet for bare at kalde det »et supplement til de store teaterinstitutioner i alle egne af landet«. Det er faktisk en nedvurdering af, hvad der er vigtigt i teaterkunsten.

Man benytter også lejligheden til at afskaffe den landsdækkende teaterabonnementsordning. Der skal imidlertid stadig afsættes penge til formidling af teater, men fremover skal landets teaterforeninger konkurrere med musik- og teaterhuse om at få andel i disse formidlingspenge. Det mest katastrofale er dog nok, at den eksisterende ungdomsrabatordning gøres valgfri.

Forslaget til ændring af teaterloven er generelt karakteristisk ved, at den overlader det meste til kulturministeren. Det er kun det mest nødtørftige, der står i lovteksten eller i bemærkningerne. Store beføjelser vil blive overladt til den siddende kulturminister. Demokratisk er det ikke betryggende, at hastværk kommer til at betyde, at lovteksten får så mange tomme huller, der først efterfølgende fyldes ud med indhold. Der burde kunne findes en bedre balance mellem lovgiverne i Folketinget og dem, der i Kulturministeriet efterfølgende skal administrere lovgivningen.

En anden betydningsfuld ændring i de lovforslag, der er sendt til høring på kulturområdet, er, at det fra 2007 bliver pålagt kommunerne at drive en musikskole. Det har hidtil været valgfrit, og da ganske mange kommuner frivilligt har oprettet en musikskole, og da kommunerne nok reduceres til godt en tredjedel af det nuværende antal, kan man selvfølgelig spørge sig selv, om det ikke er fuldkommen omkostningsfrit at pålægge de nye storkommuner at drive en musikskole?

Det væsentlige er, at man faktisk i forslaget til lovtekst ret detaljeret beskriver, at disse musikskoler ikke kan nøjes med et spartansk tilbud. De skal undervise i såvel rytmiske som klassiske genrer, de skal undervise i alle instrumentgrupper og i sang, og de skal have sammenspil. Intentionen med dette detaljeringsniveau er at sikre, at musikskoleundervisningen i de nye storkommuner mindst holder samme faglige niveau som nu. Det er der grund til at kippe med flaget for.

Den store knast i forbindelse med, at musikskoler bliver en lovpligtig opgave, er imidlertid, at de penge, staten hidtil har refunderet kommunerne øremærket, fremover skal flyde ud til kommunerne som en brøkdel af det almindelige bloktilskud. Så vidt jeg kan se, kan det meget let føre til, at de kommuner, der har investeret meget i musikskoler hidtil, nærmest bliver straffet. Det er ikke rigtig nogen god idé.

Der er alt i alt grund til, at kulturlivet er meget opmærksom på, hvad det er for nogle kulturpolitiske ændringer, der søges gennemført i sammenhæng med og delvis i ly af kommunalreformen. Der er mere på spil end bare amternes afskaffelse og fordelingen af deres opgaver mellem dem, der bliver tilbage.