Ørepine, en pine, som årtier senere står lige levende, en dolk, der bliver stødt ind i øret og drejet rundt, det er svært at finde noget positivt at sige om den sag. Jeg var 5-6 år, da ørepinedolkene drejede rundt i skallen på mig, på besøg og skulle sove hos mine elskede bedsteforældre, jeg kunne selv gå til deres sommerhus hjemmefra. Min morfar - en smuk mand med strålende øjne og en kras ironi, der let kunne hyle en 5-årig ud af den, og som siden viste sig at have ufattelige hemmeligheder - mænd er så mærkelige, selv min egen morfar - jeg husker bedst, når han gik tur i haven og med sin stok vendte jordbærrene, for at de også skulle blive røde på undersiden. Og min mormor, som var den, der stod op om natten, da jeg lå og hylede - vel i vilden sky, som man gør med ørepine: I en kande med blomster havde hun kakao, min mormor havde blomster på alting, og når jeg siger 'alting', er det ikke for sjov, da vi ordnede hendes ting efter hendes død, lagde jeg mærke, til at der ikke var noget, hun ikke havde blomster, især roser, på, bedårende, ja, hvorfor har man ikke bare blomster på alle sine ting ... indtil da troede jeg kun, hun havde det på noget, en del ganske vist. Med alting mener jeg lamper og lampeskærme, tallerkener og sengetøj og sæber og puder og bestik og bøger naturligvis, plus vaser og malerier, bluser og jakker og stolebetræk og gardiner (naturligvis), lyserøde roser over hele baduljen - det er min mormor! Når hun lavede medaljer, blev glasuren lyserød, så de faldt ind. Hun havde et blomstrende hjem. Plus en blomstrende have. Mildt sagt. Vi sad i nattens stilhed med de blomstrede kakaokopper og gættede krydsogtværs, indtil jeg glemte, hvor ondt det gjorde at have dolke i ørerne. GIVE TØNDER BREDE RINGE - fire bogstaver - det tredje er et e, og det var mig, der løste den den nat, min - ganske vist vigende - analfabetisme til trods. Min morfar var vild med biler, de to rejste Europa tyndt i midten af forrige århundrede, og foran Forum Romanum, foran Eiffeltårnet, foran alle vores verdensdels skønneste seværdigheder ser vi morfars Citroën centralt placeret, og nogle gange er min mormor kommet med på billedet. Da min bror flyttede til Afrika, sendte han uden at tænke over det præcis samme slags billeder hjem af en smadrekasse af en bil, han havde fået sejlet hele vejen derned. På mine allerpæneste dage kan jeg se genskæret af min morfars øjne hos mig selv, og fra min søde mormor har jeg - ligesom vist alle mine brødre - den slags næse, som ser ud, som om den er kastet på på fire meters afstand, som jeg også morer mig over hos min morbror - hvorfor min mor slap fri, ved jeg ikke; hende vil jeg vende tilbage til. Jeg er vild med biler. Og endnu mere med blomster. Hvis man er heldig, har man flere bedsteforældre, jeg taler ikke om den moderne version med måske 3-4 vilkårlige sæt undervejs, jeg taler om kød og blod og æg! Min anden bedstemor - huuuiij! Det vil alle sige, som har mødt hende! Da hun var midt i halvfemserne, var en af hendes favorithistorier stadigvæk, dengang en svajer fik øje på hende på cyklen i fuldt skrud, høje hæle, stor hat og slør ud over hele pibetøjet, det må have været højeste mode engang i 20'erne eller 30'erne - og han sagde (hér klukkede hun stadig af grin 70 år efter): »Næe, er du så farlig ... at du skal holdes i bur?«. Hun var en fin dame, sådan så hun i hvert fald ud, men hendes bærende kraft, som holdt hende mere vital end de fleste i næsten et århundrede, var et vidunderligt lyst sind, som fik hende til at møde alt og alle med venlig interesse. Da hun var 90, besøgte hun min bror i Afrika - bilen brød sammen, de måtte ud at gå (dyrene dernede er faktisk vilde, både løver, leoparder og de andre), min bror bevæbnet med en sten, hm, gennem oversvømmelse, mudder og alverdens ting, de fandt frem til et sted at overnatte, i hendes telt lå en sort mamba, som skulle jages ud, før hun kunne gå i seng - hendes lyssind er en livsvarig gave at have mødt. Fra hende har jeg fået en hage, hvor virkelig ingen andre kan være med - min far havde altid frygtelig travlt: »Vi kan bare få den skåret væk, Bett-Mari, vi får en læge til at skære den af ... det kan man godt, Bette«. Den slags vås kom han med, endda før plastikkirurgi blev hverdagskost. Jeg er så glad for min bedstemors hage! Når hun talte i telefon, så galede hun op, vel fordi lyden skulle hele vejen udenom - det var en fast fornøjelse at holde røret ud i strakt arm, mens hun snakkede - i dag fniser jeg ved tanken om, hvordan jeg blæser hjernen ud af hovedet på folk, når jeg skræpper op i telefonen ... Der var engang en pige på mit arbejde, som kaldte mig pyntesyg - jeg var færdig af grin, det havde jeg aldrig hørt før, hun skulle godt nok have set min bedstemor - og især hvordan min bedstemor dullede gamle Dulldar op. Han solgte landbrugsmaskiner, det betød at rejse rundt på markeder blandt bønder, køer, smede og selvbindere. Min far og jeg sad og kikkede på billeder - ham vender vi også tilbage til, han var meget uformel i det meste, især i sin påklædning kan man sige, slidt sweater, der kunne rulle uden om den gevaldige vom, han takket være min mors vidunderlige køkken og strålende franske kokke fik bygget op i årenes løb (»Er du sindssyg, den skal jeg ikke af med, den har kostet mig to en halv million«), og så en rulamsfrakke, som jeg husker gennem i hvert fald 35 år. Men hans far - ude på dyrskuerne! Tofarvede sko, hvidt jakkesæt, blød lys hat, et lille matchende mønstret lommetørklæde havde hun også set sit snit til at placere; min farfar var sin kones påklædningsdukke, og han lignede en italiensk gangster. Min egen far sad i sine gamle hængerøvsbukser og blev helt flov over denne udhaler af rang, samtidig med at jeg ikke skulle sidde der og grine ad hans elskede Dulldar. Bønderne må nu også have grinet. Og Ningue især har moret sig! Min farfar havde et eller andet underligt med penge, jeg er også bange for, at man ikke kan frakende ham en vis fornærethed, min tante hævder, at der altid lå en møbelpolstrer med rumpen i vejret og lappede på møblerne, måske er det dér, jeg har det fra, når jeg er nærig: Når det er min tur til at give, er jeg den, der er smuttet. 'Flovt' er ikke ordet! Og jeg ved ikke noget mere ulækkert end folkesporten at snakke om penge - folk, der praler af deres penge, idrgh! Min mor var smuk. Og mærkelig. Undtagen om morgenen, da var hun ikke andet end stinkesur, da skulle hun virkelig være blevet liggende. Den indsigt er kommet mig til nytte: hellere holde sig under dynen, indtil man er pænere og gladere; det andet kommer der ikke noget godt ud af. Jeg har et billede af hende fra et blad, hun er måske 16-17 år, har fået nye sko og sidder stolt og glad med dem på nede på molen. Hun er yndig, en fotograf kommer forbi og tager et billede af hende, de fik lov at bruge billedet som reklame - Jeg er så glad for mine Jacoform ... Smuk og ret besynderlig. Hun fik seks børn og var ved at dø hver gang; hun blev også virkelig knald i bøtten, når hun var gravid, hun indrømmede det delvis: »Tænk, jeg drak Coca-Cola«, for hende det yderste tegn på vanvid, men det var meget værre. Hun elskede babyer. Da hun ventede min yngste bror, altså sit sjette barn, sad hun dagligt og glædede sig ved at folde de små sparkedragter sammen på nye måder. Jeg tror nok, hun syntes, vi var lidt trivielle i mellemfasen, indtil vi så selv begyndte at producere dem. Hendes måltider var fester hver gang (o.k., glem morgenmaden), hun arrangerede skovture, indrettede sjove steder at spise, syede duge og servietter (blomstrede), der passede til et sted i haven; dengang havde man 'unge piger i huset' hos sådan nogle som os, og jeg husker, da en ny kom, og pigen, som skulle rejse, fortalte, at hun ikke havde været med til at lave samme ret to gange i det år, der var gået - det tog mig 25 år at forstå! Da min mor døde - alt for tidligt af de elendige mentol-Dunhills, som hun elskede at fyre op under - sad jeg og læste i den røde stribe af Kvindens Hvem-Hvad-Hvor, hun havde stående i sit køkken - jeg opdagede, at hun tit havde skrevet ned, hvad vi fik til middag - hun lavede altid tre retter, selv på den mest platte novembertirsdag - på to ud af tre dage stod der 'Rester'. Helt vildt! Sådan så hendes køkken overhovedet ikke ud! Hun var ikke bare en ørn i sit køkken, suveræn, men også samtidig en slags løvinde. Det var i søstersolidaritetens tid, og sidst på eftermiddagen plejede jeg at spørge, om jeg skulle hjælpe med maden. »Mmja, kunne du ikke være sød at lave salatdressing ...«. Det var det eneste, hun turde overlade mig, sin egen datter! I årevis stod jeg samvittighedsfuldt og rørte en klat dijon sammen med to fingre eddike og seks fingre olie, plus salt og peber. Jeg kender stadig ingen, der laver så præcis en salatdressing som jeg. Og hvis nogen nærmer sig mit køkken ... uhauha! Alligevel lærte alle hendes børn at lave mad. Hun kunne levere et flamboyant hysteri, der fik alle mænd til at snige sig langs panelerne. Som datter er det skønt at have set det i øjnene, det findes, er effektivt og kan bruges til særlige lejligheder. Det går også i arv til drenge, men er sjovt nok mindre klædeligt til mænd; der bliver det til kvindagtigt hysteri, helt uden stil. Min far er den morsomste mand, jeg har mødt. De mest tåbelige ting kunne han pine lidt morskab ud af og hvorfor ikke; engang lavede han en tegning til min mor, som hed 'Verden set med Ryfs øjne', Ryf var en lille fjollet hund, hun anskaffede, da alle de der børn var ved at være fløjet, den havde nogle meget store buskede øjenbryn, der må have præget hele dens tilværelse - det var mest alt det hår, der gik ned foran øjnene, og som må have forhindret dyret i at se noget særligt, som han havde koncentreret sin tegning om. Han elskede at fortælle historier, helst nogle med sig selv som helten - jo et ret menneskeligt træk. Og så elskede han, når han kunne finde en eller anden halvgod undskyldning for at sætte sig ind i hvad som helst, som morede ham, og som han kunne bruge oceaner af tid på at fordybe sig i. Det måtte gerne ende som epokegørende opfindelser. Rygeovne, pejse, chokolademousse til Irma - sammen med den trinde Leif Mønsted eksperimenterede han med chokolademousse, så køkkenet var bæfarvet flere aftener i træk, uden at min mor syntes andet, end at det var ufatteligt irriterende. En 'panoramainformator' udviklede han, en selvkørende havevander, og så videre. »Skal du aldrig ud at arbejde ligesom andre mennesker?«, spurgte jeg min far i de arbejdersolidariske 70'ere; en af hans favoritbeskæftigelser var at ligge på sofaen. »Jeg tænker, Bette ...«. Han var en strålende fotograf, og jeg elsker at fotografere, men jeg var dum nok til ikke at få ham til at lære mig det, fordi det hele tiden skulle ende med, hvordan han var helten, og det var trættende i længden. Jeg prøver at huske det, når mine børn spørger om noget. Min mor er lavet ud af et æg, som blev dannet i min mormors mave, da hun var et lillebitte foster i min oldemors mave - blandet med hvad min smukke og mærkelige morfar havde at tilføre. Historien rækker langt tilbage, endda kan jeg huske min oldemor spadserende rundt i haven, med stok og i lang sort kjole. Hun brugte stanglorgnetter! Jeg var det tredje af min mors æg, som blev til et barn, og da jeg forinden lå i hendes mave - bibragt min farmors anseelige hage, glæden ved at filosofere liggende og helst også udtænke noget at grine ad, sammen med ægte afsky for faste arbejdstider - dannedes mine egne syv millioner æg, som ved Jordens vildeste lykketræf er blevet til tre mirakuløse fuldtræffere, som qua barnefaderens medvirken ikke har fået min mormors sjove påkastede næse, men noget, man kunne kalde en jydegøj - de er jyder i lag på lag i den familie - hos den lille skimter jeg tilløb til hagen - YES! Og han er så sjov, den sjoveste, jeg har mødt efter min far, min lille søn. Min mor havde en fin skønhedsplet på sin læg, hos min bror landede den på halsen og blev til en klat spildt øllebrød, nu sidder den og pynter over min datters fod! Og den der stædighed, den der påståelighed, som jeg genkender så let, hører jeg nu hos hende, YES! - blandet med sin fars nøgterne intellekt ... interessant. Og den ældste, ha, han så et billede af sin far og troede det var ham selv - men indeni - HA!, der får jydepotterne kamp til stregen. Hvordan skulle jeg vide, hvem jeg er, uden alle dem!