0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sælg dine æg - sælg din bedstemor

Med denne varmblodede kærlighedserklæring til farmors hage, mors kogekunst og mormors storblomstrede liv vandt forfatteren Maria Grønlykke tredjepræmie i Kronikens 100 års jubilæums konkurrence. En afvæbnende hyldest til familien. Nyd den.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ørepine, en pine, som årtier senere står lige levende, en dolk, der bliver stødt ind i øret og drejet rundt, det er svært at finde noget positivt at sige om den sag.

Jeg var 5-6 år, da ørepinedolkene drejede rundt i skallen på mig, på besøg og skulle sove hos mine elskede bedsteforældre, jeg kunne selv gå til deres sommerhus hjemmefra. Min morfar - en smuk mand med strålende øjne og en kras ironi, der let kunne hyle en 5-årig ud af den, og som siden viste sig at have ufattelige hemmeligheder - mænd er så mærkelige, selv min egen morfar - jeg husker bedst, når han gik tur i haven og med sin stok vendte jordbærrene, for at de også skulle blive røde på undersiden. Og min mormor, som var den, der stod op om natten, da jeg lå og hylede - vel i vilden sky, som man gør med ørepine: I en kande med blomster havde hun kakao, min mormor havde blomster på alting, og når jeg siger 'alting', er det ikke for sjov, da vi ordnede hendes ting efter hendes død, lagde jeg mærke, til at der ikke var noget, hun ikke havde blomster, især roser, på, bedårende, ja, hvorfor har man ikke bare blomster på alle sine ting ... indtil da troede jeg kun, hun havde det på noget, en del ganske vist. Med alting mener jeg lamper og lampeskærme, tallerkener og sengetøj og sæber og puder og bestik og bøger naturligvis, plus vaser og malerier, bluser og jakker og stolebetræk og gardiner (naturligvis), lyserøde roser over hele baduljen - det er min mormor! Når hun lavede medaljer, blev glasuren lyserød, så de faldt ind. Hun havde et blomstrende hjem. Plus en blomstrende have. Mildt sagt.

Vi sad i nattens stilhed med de blomstrede kakaokopper og gættede krydsogtværs, indtil jeg glemte, hvor ondt det gjorde at have dolke i ørerne. GIVE TØNDER BREDE RINGE - fire bogstaver - det tredje er et e, og det var mig, der løste den den nat, min - ganske vist vigende - analfabetisme til trods.

Min morfar var vild med biler, de to rejste Europa tyndt i midten af forrige århundrede, og foran Forum Romanum, foran Eiffeltårnet, foran alle vores verdensdels skønneste seværdigheder ser vi morfars Citroën centralt placeret, og nogle gange er min mormor kommet med på billedet. Da min bror flyttede til Afrika, sendte han uden at tænke over det præcis samme slags billeder hjem af en smadrekasse af en bil, han havde fået sejlet hele vejen derned. På mine allerpæneste dage kan jeg se genskæret af min morfars øjne hos mig selv, og fra min søde mormor har jeg - ligesom vist alle mine brødre - den slags næse, som ser ud, som om den er kastet på på fire meters afstand, som jeg også morer mig over hos min morbror - hvorfor min mor slap fri, ved jeg ikke; hende vil jeg vende tilbage til.