Location, location, location! Det er beliggenheden, der er det afgørende, når der skal gøres en god ejendomshandel. Så når unge danskeres foretrukne bandeord er fuck og shit, er det faktisk ikke spor værre, end når den ældre generation siger 'sgi' i stedet for 'sgu,' forklarede sprogforskeren Marianne Rathje for nylig i artiklen 'Vi bruger fire bandeord per halve time' om danskernes bandefrekvens og den yngre generations forkærlighed for engelske bandeord. Hun tilføjede ganske vist, at »'fuck' og 'shit' er meget, meget grimme ord, hvor de kommer fra. Men i Danmark virker det ikke lige så stærkt at sige 'fuck' som at sige 'knep'«. Fuck og shit sagt på dansk territorium mister al saft og kraft og er nærmest blevet en slags formildende omskrivning af bandeord fra kategorien 'kroppens nedre funktioner'. No big deal. I ordenes transatlantiske hjemland, derimod, kan man hverken sige eller skrive dem i det offentlige rum uden voldsomme sociale og strafferetslige konsekvenser. Og man skal ikke slippe dem løs i privatlivet, før man har sikret sig, at det er acceptabelt blandt de sprogbrugere, man kommunikerer med. Eller at situationen er ekstrem nok til det. Ellers vil man for evigt være udelukket af det gode selskab. Uden hensyn til alder. Som en venindes søn dybt chokeret meddelte sin mor, da hans far forgæves prøvede at agere blikkenslager i en akut situation i et af husets badeværelser og i yderste frustration udspyede et fuldtonende 'fuck!' som reaktion på det tilstoppede wc: »Mom, did you hear what Dad said?«. Han vidste kun alt for godt, hvad der ville være sket, hvis han selv havde sagt sådan. Amerikanske børn og unge mennesker, der uforvarende kommer til at sige the f-word i forældres, læreres eller andre voksnes påhør, bliver hårdt og ubarmhjertigt straffet. Skoleelever risikerer øjeblikkelig karantæne, brev med hjem, forældre-lærer-konference og, hvis det gentager sig, bortvisning. For ikke at tale om de hjemlige sanktioner, stuearrest i ugevis, fratagelse af tv- og computerprivilegier, tilbageholdelse af lommepenge og lignende hårdtslående sanktioner. Det er derfor, at tegneseriefigurer, der bander, bliver nødt til at sige #$%&*?!. Bullshit, gement lort fra dyreriget, er BS, eller til nød bull, og a crock of shit bliver til a crock, selv om alle ved, hvad det betyder. Det kan bare hverken siges eller trykkes i det, der hedder a family paper, som journalisterne forklarer, hvis den person, de citerer, udtrykker sig i uacceptabelt blomstrende vendinger, der til nød kan gengives som f---, s--- eller b---. Kun de mest subversive og alternative publikationer er ikke underlagt disse restriktioner, så de vælter sig til gengæld vellystigt i de dejlige forbudte ord, som når vi fra de store årgange som børn skrev frække ord på plankeværker og offentlige toiletvægge. På network tv, som er gratis og derfor tilgængeligt for alle, hører man et bleep, hvis nogen bruger a four letter word i en direkte udsendelse, og ingen producer kan slippe af sted med et program, der indeholder så meget som et enkelt lille s- eller f-ord. The Federal Communications Commission, som har udarbejdet reglerne for, hvad der kan vises på de gratis tv stationer, arbejder ihærdigt på at underlægge kabel-tv de samme restriktioner og har allerede fået den kontroversielle radiovært Howard Stern fyret fra en række radiostationer og idømt millioner af dollar i bøder for at strø om sig med de forbudte ord. To tilfældigt valgte eksemplarer af 'ALT for damerne' afslører dog ved en grundig nærlæsning, at der er mange andre aspekter af det engelske sprog, som danskerne har taget til deres hjerte og gjort til deres eget. Faktisk ser det ud til at være noget nær umuligt for etniske danskere at kommunikere med hinanden uden et så omfattende angelsaksisk/amerikansk ordforråd, at det må kunne give de fleste af landets engelsklærere spasmer af henrykkelse. En skuespiller beskriver det som et wake up call at få et barn, mens en anden har en »ret heavy indre dialog kørende«. En kreativ direktør og forhenværende VIP- roomservice-waiter er hotel freak, der betragter tostjernede hoteller som low standard og er meget on and off med sine kærester, men til gengæld trofast over for sin soulmate. En læge er blevet grebet af filosofien om simple living, der ifølge artiklens forfatter breder sig både i USA og Danmark, men dog ikke har imponeret chefredaktøren mere, end at hun i sin leder indrømmer at få et kick ud af at købe nyt, dyrt tøj. I 'Spørg om alt'-brevkassen kan man få svar fra en lifecoach, og en læser med et problemfyldt sexliv beskriver en surprisefest for sin utro kone, der trods dette sofistikerede transatlantiske initiativ dog fortsætter med at bolle ved siden af. En anden læser fremviser sin lejlighed, som hun undskyldende forklarer, at der ikke er meget hiphop over og understreger samtidig, at hun ikke går i trashet tøj, selv om hun elsker den musik. I den ugentlige 'Find DIN stil' skyldes den udvalgtes metamorfose, der i dette nummer gør hverdag til fest, bl.a. en stylist og en makeupartist, som dog ikke laver trapezkunster i en cirkusmanege, men administrerer blommefarvet øjenskygge og metalglimtende blusher. Nogle sider senere elsker en designer at shoppe i Gossip, Urban Factory og en secondhandforretning, og en ung familie, hvis livsstil beskrives som moderne, så det batter, fremviser et touch af shabby chic i deres nye hus. En Le Klint lampe hedder Sunflower, og højdepunktet for bladets supermodel er naturligvis en konkurrence i New York. En travl mor, der også er ejer af firmaet Image Consult og alligevel godt kan klare sin talrige børneflok forklarer, at det er en trend at have travlt, og at hun især nyder kundernes response og kicket ved at udrette noget helt specielt. Under rubrikken ' Trends til tiden' er der et armbånd fra My Philosophy og en top fra By Malene Birger, og det er ikke et gammeldags legetøj, der kan bringes i accelererende omdrejninger om sin egen akse af et fingernemt barn, men ganske som herovre et klædningsstykke der bæres på overkroppen. Endelig anbefaler 'Sund og slank' rubrikken, at man bliver fit med fuldkorn og henviser til en amerikansk undersøgelse fra American Journal of Clinical Nutrition. At være single, og især singlepige, kan være problematisk, forklarer forfatteren til artiklen 'Dyrk dig selv', fordi det kan være svært for kvinder at klare et one-night stand. Men så kan man trøste sig med at lave retter med aubergine, som det foreslås i artiklen ' Deep purple', men med masser af olivenolie, for let's face it, ellers smager denne elegante grønsag som bølgepap, understreges det. Singlepigen Laura i tegneserien 'Laura og Nugga' foretrækker at få sin dosis amerikansk kultur på skærmen og afslår en invitation til at møde en venindes venner fra New York, fordi hun skal se 'Sex in the City', som herovre hedder Sex and the City og kun kan ses på den avancerede kabelkanal HBO. Og hvis hun bliver tørstig under dette lukulliske udbud af erotiske skueretter, kan hun åbne en Coca Cola light, med eller uden lemon, som det anbefales på bagsiden af bladet med sloganet ' the one and only calorie'. Ifølge den seneste udgave af ugeavisen Bien, 'Since 1882. Only weekly Danish newspaper printed in the United States', som sloganet på forsiden lyder, er forklaringen på denne amerikanisering, at »danskerne kopierer storebror«, hvilket vil sige USA. Og da selv en dansk avis herovre ikke kunne drømme om at trykke et f- eller s-ord, er deres eksempel en teenagepige i cowboybukser, der står i kø på McDonalds og snakker i mobil og slutter samtalen med at sige, at det lyder nice, vi ses honey. Denne sproglige imperialisme går ifølge artiklen helt tilbage til Den Første Verdenskrig, da amerikanske tropper gik i land i Europa, og skyldes desuden amerikanernes økonomiske magt, tekniske landvindinger og evne til at markedsføre sig, som det hedder. Da Bien henter det meste af sit stof fra danske aviser, er det fristende lige at tilføje, at hvis samme teenagepige havde været amerikaner, ville hun have udtrykt sig noget anderledes. Hun ville ikke have sagt nice, men cool eller awesome, og i stedet for honey ville det have være dude eller girlfriend. Honey bruges principielt af ældre familiemedlemmer, ægtefæller og folk i servicefagene, der stammer fra sydstaterne og endnu ikke har fået aflagt dialekten og de regionale talemåder. Hvis pigen havde snakket med sin far eller mor, ville hun have sluttet samtalen med et »love you, too« som svar på »love you, honey« eller »sweetheart«, for sådan siger forældre, børn og/eller ægtefæller nemlig telefonisk farvel til hinanden herovre. Også over mobilen i frejdig offentlighed og alles påhør. En skik, som det nok vil tage lidt længere tid at inkorporere som en naturlig del af dansk kultur end s- og f- ordene. Men det er da en fascinerende tanke, hvis det kunne blive så fucking trendy at formulere sine ømme følelser over mobilen, at frekvensen på fire bandeord per halve time i hvert fald i op til flere sekunder blev afbrudt. Al denne ståhej for usle to gange fire bogstaver er naturligvis aldeles uforståeligt for en gennemsnitsdansker under folkepensionsalderen, hvilket faktisk er min pointe. At bande når og hvor det passer en, er en grundlovssikret dansk borgerret, og at gøre det på udenlandsk er bare tegn på en progressiv kreativitet og global indstilling, som kun kan bifaldes. Dette nydanske kombinationssprog, som man passende kan kalde Danglish, analogt med Spanglish, der er betegnelsen for den blanding af engelsk og spansk, som førstegenerationslatinoerne herovre taler, er ikke længere dansk med et fremmed islæt, men simpelthen et resultat af sprogets dynamiske udvikling. Ganske som ingen mere siger skærmterminal eller tekstbehandlingsanlæg. Det skal man til Island eller Frankrig for at opleve, hvor en computer hedder henholdsvis tölva og ordinateur. På samme måde er udvalgte aspekter af amerikansk kultur blevet integreret som en del af den danske kultur og har derfor også mistet deres karakter af udenlandskhed. Vi står altså over for det interessante paradoks, at jo mere amerikaniserede danskerne føler sig ved at fylde deres hverdag med amerikansk sprog og populærkultur, jo mere uamerikansk bliver deres adfærd og livsstil i virkeligheden. I en artikel i 'ALT for damerne' om det nye fænomen dating og de dermed forbundne ritualer nævnes det for eksempel, at man gerne på forhånd skulle blive enige om, hvem der skal ned til Seven Eleven efter kondomer. Mens det herovre, hvor skikken stammer fra, handler om, at manden kommer med blomster og henter sin date, betaler for middag, biograftur, drinks og hvad der ellers sådan kan løbe på for til sidst på høvisk vis at følge hende til gadedøren. Derefter er det så op til hende, hvor mange dates, det skal vare, før de tager det næste skridt, take it to the next level. Hvis de altså overhovedet går ind for førægteskabeligt sex, hvad der jo slet ikke er sikkert herovre. Det betyder naturligvis ikke, at folk herovre ikke gør det. Hvis man er gammel nok til, at det er legalt - her i Californien skal man være 18 år, før man må have sex, og 21, før man må drikke, købe eller på anden måde komme i kontakt med spiritus - går man stille med dørene. En live in boyfriend, som i juridisk fagsprog hedder common law marriage, hvis det har varet længe nok, er forholdsvis acceptabelt, men spørgsmålet er altid, hvornår de skal giftes, ikke om de skal. Og undersøgelser der viser, at skilsmissefrekvensen er langt større blandt par, der har levet sammen, før de blev gift, dukker jævnligt op i pressen. Men hvis man er ung og bor hjemme, kan repressalierne for seksuel aktivitet være frygtindgydende. En herboende dansk venindes datter, hvis kæreste efter normal dansk skik og brug overnattede hos hende, måtte omhyggeligt sørge for, at hendes veninder ikke blev klar over, hvad der foregik, for så ville deres forældre forbyde dem at have mere med hende at gøre. Og kæresten, som ikke kunne styrtdykke hurtigt nok ned til de forbudte nydelser i hendes seng, slog kort efter op med hende, fordi hun var en slut, hvis umoralske forældre ikke havde begreb om at opdrage en pige. Behjertede danskere, der bekymrer sig om den omsiggribende amerikanisme i fædrelandet, kan altså tage det ganske roligt. Dels er påvirkningen meget overfladisk, dels er der tale om en hybridkultur, der nok virker noget spøjs på os, der har boet længe herovre i det transatlantiske, men som i virkeligheden er utrolig dansk. At kunne udvande grimme engelske bandeord, så de bliver næsten lige så uskyldige som det fredsommelige sgu, kræver en pacifistisk determination, som man simpelthen må beundre. At jeg stadigvæk ikke kan glemme synet af de københavnske busser med sloganet 'Fuck fremtiden' på kæmpeplakater, som del af en annoncekampagne, der kørte en sommer, jeg var hjemme på besøg, betyder nok bare, at 23 års kulturel påvirkning på udebane ikke er gået sporløst henover mig. Og mine venner elskede historien og var helt overbevist om, at Wonderful Copenhagen virkelig måtte være noget særligt. Jeg måtte også mindes pikbilerne, som min teenagesøn på sit første besøg herovre i USA ikke kunne komme sig over. Californiske nummerplader består af tre bogstaver og fire tal, så kombinationen 'pik' forekommer med matematisk forudsigelighed. Men hans nye Nikon-kamera fangede mange flotte pikbiler det år. Og tanken om, at en vildt snerpet born again Christian meget vel kunne sidde bag rattet af en af dem, gav ny mening til udtrykket ignorance is bliss.