Den daglige tur til arbejdspladsen er formentlig ikke noget, ret mange mennesker skænker mange tanker. De tager plads i bilen, sætter sig op på cyklen eller går til tog eller bus. I virkeligheden er det ikke meget anderledes, end hvad jeg selv gør. Alligevel oplever jeg vist turen til mit arbejde på en noget anden måde end de fleste andre - og måske også med flere aparte oplevelser undervejs. Jeg har i 18 år været blind uden lyssans og er altså i meget høj grad henvist til at bruge min høresans og mine øvrige sanser. Turen fra Taarbæk, hvor jeg bor, til min arbejdsplads, gavebutikken Vi Ses i Valkendorfsgade i København, begynder om morgenen, hvor jeg går ned ad trapperne i den ejendom, jeg bor i. Lige så snart jeg kommer ud fra opgangen, er min hvide stok i gang. Den teknik, jeg bruger, er vel en slags avanceret pasgang. Jeg har stokken i højre hånd, og når venstre ben går frem, svinger jeg stokken til højre. Når højre ben går frem, svinger jeg stokken til venstre. På den måde er det muligt at komme ind i et almindeligt gangtempo, hvor jeg hele tiden har stokken et skridt foran mig. Hvis alt går vel, mærker jeg så diverse forhindringer, før jeg støder ind i dem. Hvis man er vågen og bruger stokken rigtigt, kan man faktisk mærke alle forhindringer, der vel at mærke befinder sig under en vis højde. Det vil sige, at man som blind via den hvide stok bliver gjort opmærksom på trapper, kantsten og parkerede biler, men også på skiftende underlag. Med stokken kan jeg mærke den fliserække, jeg vil følge, og fornemme, hvornår fliserne skifter til brosten, asfalt, grus eller jord. For at være i stand til at navigere rundt efter disse kendemærker er det nødvendigt at have et helt klart billede af ruten i hovedet. Her har jeg en stor fordel af at have set verden og have en god visuel hukommelse. Foran mit hjem følger jeg fortovet ganske kort. På et tidspunkt smalner de to fliserækker ind til én, fordi et par ejendomme ligger ganske tæt ved vejen. Her kan jeg høre, at lyden ændrer sig, og jeg finder kantstenen med min stok og går lige over vejen. Med stokken mærker jeg kantstenen på den anden side af vejen og kan nu fortsætte mod højre. Jeg følger fliserækken ud mod kørebanen, fordi der ofte står cykler parkeret ind mod husrækken. Så når jeg til Taarbæk Strandvej, og idet jeg runder hjørnet, kan jeg mærke vinden blæse om hjørnet. Herefter er der kun få skridt hen til stoppestedet. For at være helt sikker på, hvor jeg stiller mig, lader jeg lige stokken ramme busskuret. Jævnlig kommer jeg ud for, at velmenende folk advarer mig om, at jeg er ved at ramme læskuret. Jeg er ganske klar over, at den måde, jeg bevæger mig rundt på, nogle gange må tage sig mærkelig og ulogisk ud. Men som regel er der altså en mening med galskaben. På mange måder er det en fordel at bo i en lille by. Formentlig er jeg den eneste blinde i byen, og derfor bliver der lagt mærke til mig. Og heldigvis er de fleste folk hjælpsomme og vil også gerne snakke. På den måde får jeg mange hyggelige bekendtskaber og sjove historier med på vejen. Heldigvis er der ganske roligt uden trafikstøj i 'min' lille by, så jeg kan høre, når bussen kommer og også, når døren i bussen åbner sig. En enkelt gang har jeg dog præsteret at orientere mig så forkert, at jeg gik ind ad bagdøren og viste mit buskort til en chauffør, som altså slet ikke var der. For mange af chaufførerne er jeg ved at være et kendt ansigt. Ofte er kommentaren: »Gå bare ind, dit buskort har jeg da set så tit!«. Ved Klampenborg Station skal jeg af bussen. På de drejninger, bussen foretager, kan jeg mærke, hvor vi er, så jeg er helt klar over, hvornår jeg skal af. Af og til kan jeg høre et par af de andre buspassagerer drøfte, hvem der i dag kan følge mig til toget. Jeg morer mig lidt, men tager meget gerne imod en albue fra en anden rejsende, hvis den bliver mig tilbudt. En af grundene til, at jeg med glæde siger ja tak til følgeskab, er den, at jeg går en længere rute, hvis jeg selv skal finde over vejen. Der er nemlig hverken lyssignal eller fodgængerovergang, så jeg bliver nødt til at gå en omvej over en bro. Det tager mig så lang tid, at jeg har svært ved at nå toget. De dage, hvor jeg ikke har følgeskab fra bus til tog, bruger jeg en del energi på at finde perronkanten. Hvis toget holder ved perronen, kan jeg gå efter lyden af motoren, men hvis toget endnu ikke er ankommet, går jeg meget forsigtigt og svinger mere med stokken end vanligt. Det gib, det giver i maven, når stokken forsvinder ned over perronkanten, er nemlig ikke særlig behageligt, og mærkeligt nok bliver jeg lige forskrækket hver gang. Når jeg har fundet kanten, følger jeg den med store sving af stokken. På nogle perroner er der lagt metalmarkeringer ned, som blinde skulle kunne mærke med den hvide stok. Desværre er jeg utryg ved disse markeringer, for de er svære at føle med stokken. Der er det gode ved at sætte sig i et tog ved endestationen, at man ikke så nemt risikerer at sætte sig på en sagesløs person, der i forvejen sidder i toget. Det har jeg endnu aldrig gjort, men det kan være svært at finde plads i et overfyldt tog. Heldigvis kører de nye S-tog endnu ikke fast til Klampenborg. Disse nye tog er sådan indrettet, at det for en blind ikke er nemt at komme ind eller ud af kupeen. Den knap, man skal trykke på, er næsten umulig at mærke, men den skulle have en nydelig blå farve. Når jeg kører med tog, følger jeg altid med i hovedet, så jeg hele tiden ved, hvor jeg er. Skulle jeg være faldet hen i tanker, kommer jeg dog af på Nørreport Station alligevel. Hvis man er opmærksom på det, kan man høre, at man kører inde i en tunnel. Her står jeg altså af og kommer med eller uden andres hjælp til trappen. Der er noget, der tyder på, at metoden med at følge perronkanten med stokken hverken er god for mit eget eller andres nervesystem. I hvert fald har jeg ofte været ude for, at en anden rejsende har gjort mig opmærksom på, at jeg altså går helt ude langs kanten, og det er da også sket, at en mand ret brutalt har trukket mig ind til siden med besked om, at der måtte jeg ikke gå. I sådan et tilfælde bliver jeg faktisk lidt sur over at blive afbrudt i min vandring uden et tilbud om hjælp. Jeg kan sagtens forstå, at det ikke er rart at kigge på en balancerende person - og så endda en, der ikke ligner en linedanser - ved perronkanten, og jeg tager med stor glæde imod hjælp fra de venlige mennesker, der tilbyder at følge mig til trappen. Oven for trapperne vender jeg, passerer billetkontoret og går mod lydfyret. Den lille korte tur volder ingen problemer, selv om der ofte både står og ligger cykler langs ruten. Ved lydfyret venter jeg, til en hurtig lydfrekvens angiver, at jeg kan gå. Hvis der ikke er alt for megen trafikstøj, lykkes det for mig at komme lige over Nørrevold ved at gå efter lydfyret på den anden side af vejen. Så gælder det 'bare' om at komme nogenlunde lige ind på Fiolstræde. Indimellem griber jeg mig selv i at sætte farten op og følge efter et par klaprende hæle, idet jeg naivt håber, at indehaveren af skoene går lige - og i øvrigt er på vej samme sted hen som jeg. På turen kommer jeg ofte ud for forskellige kommentarer. Sædvanligvis er det almindelige, venlige advarsler om parkerede eller kørende biler, vejarbejde og lignende. Af og til får oplevelserne i mine øjne en lidt komisk karakter. Engang standsede jeg brat op, da jeg hørte en mandsstemme råbe: »Hallo, hallo!«. Jeg blev stående helt stille med billedet af en dyb udgravning lige foran mig for mit indre blik. Igen hørte jeg advarslen: »Hallo!«. Gad vide, hvornår han kommer og redder mig ud af det her, tænkte jeg og blev stående. Så blev en hånd forsigtigt lagt på min skulder, og en venlig stemme sagde: »Gå roligt videre. Det er bare en fyr, der har svært ved at komme igennem i sin mobiltelefon«. En anden gang ramte min stok en metalgenstand, og en mand råbte til mig: »Hov, kan du lade min skovl være! Vi er lige i gang med en udgravning her, men du er forbi nu«. Alle mulige typer af mennesker tilbyder deres hjælp. På vej til arbejde har jeg 'gået tur' med en elskelig dame på 89 år, en ung svensk tjener på vej til jobbet i Tivoli, en ældre italiensk tjener, der jævnlig har afbrudt sit arbejde for at følge mig over en vanskelig passage, og mange, mange flere. Alle disse menneskers venlighed opvejer til fulde de få sure eller forjagede mennesker, jeg af og til møder. Jeg bliver da ked af det, når jeg kommer ud for en dum eller nedværdigende bemærkning, men jeg er tryg ved at færdes som blind, hvor der er andre mennesker, fordi mine oplevelser overvejende er positive. Ved Krystalgade er der en bred brostensbelægning, så her drejer jeg af og finder det højre fortov. Fliserækken følger jeg så helt, til den bliver til en nogenlunde flad asfaltbelægning, nemlig Købmagergade. Når jeg med ørerne har beregnet, at jeg står omtrent midt i strømmen af gående mennesker, drejer jeg mig til højre og fortsætter. Nu har jeg ikke brosten, fliser eller andet at gå efter, så ørerne bliver slået så langt ud som muligt. Hvis vejret er til regnhætte eller pandebånd, kommer disse lydforstyrrende effekter som regel af her. Nogle gange har jeg gået turen i pjask øsende regnvejr. I et helt forgæves forsøg på at holde mig nogenlunde tør har jeg beholdt regnhætten på og er så stoppet et par gange undervejs, har stukket hovedet ud af hætten og forsøgt at lytte. Derefter på med hætten igen for at gentage proceduren kort efter. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at komikken i dette billede helt tydeligt ses for mit indre blik. De mærkelige situationer, jeg ofte kommer ud for, kan vist sagtens sætte Gøg og Gokke ud af spillet. I regnvejr forsvinder folk på mystisk vis fra gaden, pjaskeriet forstyrrer lydbilledet, og måske bliver jeg også selv mindre opmærksom af lutter irritation over ustandselig at træde i store vandpytter. I hvert fald er jeg overbevist om, at ingen kan blive så våd som en blind i regnvejr. Nå, men tilbage til Købmagergade. Som sagt bliver ørerne brugt flittigt her. Indimellem kan jeg høre ekkoet af børn, der råber inde i Rundetårns spiral. Nogle gange bliver jeg ud fra folks kommentarer opmærksom på, hvor jeg er. En dag hørte jeg en far, der åbenbart stod på det lille trin neden for Rundetårn sammen med sin søn: »Kom, Lars, vi hopper nu. Så kan vi sige, at vi er sprunget ud fra Rundetårn«. På den måde kan jeg tit more mig lidt, samtidig med at jeg får nogle nyttige oplysninger til den indre navigator. Når jeg nærmer mig Købmagergades Posthus, er der meget ofte en lyd af fløjtende fugle. Lyden kommer fra en helseklinik, der på den måde får tiltrukket forbipasserendes opmærksomhed. Ved posthuset er der i godt vejr opsat en frugtbod. Ofte kan jeg høre folk forhøre sig om priser på æbler og vindruer, og det sker også, at frugtsælgeren råber god morgen til mig. Så er jeg klar over, at jeg efter godt en times tur er ved at nå i mål. Jeg slår ørerne en ekstra gang ud og lytter efter tværgående trafik eller fri luft, hvor husrækken bliver afbrudt af Valkendorfsgade. For mig er det ikke nemt at høre, så jeg sætter også næsen i gang. På hjørnet, hvor jeg skal dreje af, ligger forretningen Frellsen Chokolade, og indimellem kan jeg lugte chokolade og lakrids. Så er der bare tilbage at finde fortovet og følge det tæt ind til husrækken. Når min stok rammer metaldørene i forretningen Vi Ses kan jeg endelig ånde lettet op. Her er jeg helt på hjemmebane og kan virkelig slappe af, selv om det faktisk først er nu, jeg skal på arbejde. For god ordens skyld skal det lige nævnes, at gavebutikken Vi Ses er en specialforretning, hvor der sælges håndtrukne børster af naturmaterialer, spændende gaveartikler samt sjovt og godt legetøj. Forretningens daglige drift klares af en gruppe af blinde og svagtseende, der står for både indkøb og ekspedition. Forretningen hører under den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde, hvor børster og kurve produceres. Engang blev jeg spurgt, hvordan i alverden jeg kunne finde nøglehullet i en dør. Efter denne lange beskrivelse af turen til min arbejdsplads er det måske forståeligt, hvorfor mit svar var: »Det er ikke svært at finde nøglehullet. Det virkelige problem er faktisk at finde døren!«.