Stanley Kubricks fantastiske film 'Rumrejsen år 2001' fra 1968 fik en efterfølger, nemlig '2010'. '2010' gav svaret på forliset i 'Rumrejsen år 2001'. Men hovedbudskabet var, at skulle forlis/undergang undgås, skulle et forkert og farligt spor forlades i tide. Velfærdskommissionen burde have set disse to film, før de i september 2005 udsendte 'Befolkningsudvikling, velstandsdilemma og makroøkonomiske strategier. Sammenfatning af teknisk analyserapport'. Så havde de måske undgået at foretage og publicere så helt igennem hovedløse beregninger, som desværre også er blevet følgen af deres egen anden uendelige (tidsmæssige) færd, dog forkortet til de kommende 1.000 år. Jeg forsøgte at 'advare' Velfærdskommissionen mod 1.000-årige tidståger i Kroniken 'Velfærdskommissionens rumrejse', der blev bragt i Politiken 10. maj. Men tilsyneladende blev det ikke hørt eller forstået, hvad der blev fremført. Velfærdskommissionen forstod i hvert fald ikke i tide at forlade et forkert og farligt spor, som besætningen gjorde i '2010'. Derfor er 'Teknisk analyserapport' udtryk for et totalt forlis. Overdreven tiltro til computerresultater er nemlig endnu en gang årsag til, at Velfærdskommissionen har belemret offentligheden med meningsløse beregningsresultater, der bl.a. denne gang indebærer, at det skulle blive muligt at anvende bruttonationalproduktet flere gange - og kun til sundhedsudgifter! Et mere fatalt fejltrin er svært at forestille sig i økonomverdenen, hvor økonomer ofte har kritiseret nogle politikeres ubekymrethed over finansieringen af deres egne forslag - tit formuleret, som om disse politikere lagde til grund, at bruttonationalproduktet kunne bruges flere gange. Nu har de fået prominent følgeskab af Velfærdskommissionen - og endog i den stærke form med kun én udgiftskategori! Som udenforstående må man undre sig dybt over, hvordan så mange - og givetvis kompetente - økonomer kan fremlægge så meningsløse resultater. Det følgende er også mit forsøg på at spekulere over dette med udgangspunkt i de fremlagte resultater. I 'Teknisk analyserapport' fra september 2005 forsøger Velfærdskommissionen bl.a. at tilbagevise kritikken af deres beregningsresultater i deres første rapport fra 2004, hvor kommissionen kom frem til, at bundskatteprocenten skulle stige med 8,7 procentpoint, såfremt de offentlige finanser skulle være holdbare. Der er flere tegn på, at kommissionen og i hvert fald dens formand har indset, at det skrækscenarium, der blev oprullet i kølvandet på offentliggørelsen af deres første rapport - og som vel at mærke ikke blev stoppet af kommissionen, men vel snarere næret ved præsentationen af den første rapport - ikke holder uden yderligere tilsætning. Det besynderlige er jo, at Velfærdskommissionen udløste skrækscenariet med udgangspunkt i en glædelig forudsigelse: at de kommende generationer ville blive betydeligt ældre end de nuværende. Såfremt levetiden ikke øges, reduceres nemlig de 8,7 procentpoint til 1,9 procentpoint. Derfor er der også en yderst enkel løsning på dette problem: at øge pensionsalderen og øvrige tilbagetrækningsaldre i takt med udviklingen i restlevetiden for dem, der når disse grænser. Jeg er overbevist om, at dette - selv på Velfærdskommissionens egne præmisser i øvrigt - vil løse finansieringsproblemet i hvert fald de næste 30-50 år. Når Velfærdskommissionen er kommet til et andet resultat, skyldes det, at de igen har bevæget sig ud i 1.000-årige tidståger for foreløbig at holde skindet på næsen. Dette står givetvis klart for i hvert fald nogle i Velfærdskommissionen. Derfor må der nye tilsætninger til, for at 'skrækscenariet' kan opretholdes i den endelige rapport, hvor det næppe vil blive forsøgt at indhylle sig i 1.000-årige tidståger. Tilsætningsmidlet er det såkaldte velfærdsdilemma, der dukkede op i den tekniske analyserapport fra september og blev endog meget grundigt markedsført af Velfærdskommissionens formand i de tre landsdækkende morgenaviser i begyndelsen af oktober - i Politiken 9.10. med et analyseindlæg. Velfærdsdilemmaet har i kommissionens udlægning to hovedelementer: et udgiftspres og et indtægtstryk udtrykt således af Velfærdskommissionen i 'Teknisk analyserapport': »Øget velstand skaber et dilemma for velfærdssamfundet. På den ene side betyder højere velstand øgede krav og forventninger til den offentlige velfærdsservice, herunder formentligt især sundhedsydelser. Det skaber et udgiftspres. På den anden side mindsker øget fritid skattebetalingerne og dermed grundlaget for finansieringen af velfærdsordningerne«. »Velstandsdilemmaet - øget behov og krav til service, samt mere fritid - vil forstærke det finansielle pres forårsaget af de demografiske forskydninger«. Jeg vil på ingen måde afvise, at begge de to elementer i det såkaldte velfærdsdilemma kan være relevante. Men jeg vil opponere mod Velfærdskommissionens unuancerede fremlægning af disse to elementer i 'Teknisk analyserapport'. Det er eksempelvis bemærkelsesværdigt, at det ikke analyseres, hvad der tidligere har bidraget til den stærke vækst i de offentlige udgifter og skatter herhjemme, inden historiske tal siden 1960 lægges til grund for fremskrivninger. Når den herefter indtrufne stigning i de offentlige udgifter og skatter skal analyseres, kan der ikke ses bort fra kvindernes, især de gifte kvinders indtog på arbejdsmarkedet. Fra 1960 til1980 steg erhvervsfrekvensen for kvinder således fra næsten 40 procent til godt 75 procent - altså med hele 35 procentpoint. Sammenhængende hermed blev meget ulønnet omsorgsarbejde i relation til især børn og ældre familiemedlemmer, som især dengang blev varetaget af hjemmegående husmødre, overtaget af den offentlige sektor. Og dette er en væsentlig årsag til stigningen i en række offentlige udgifter. Men da kvindernes erhvervsfrekvens nu er på niveau med mændenes, er det naturligvis ikke muligt at gentage stigningen fra 1960-1980. I denne sammenhæng bemærkes, at kvindernes erhvervsfrekvens siden 1980 stort set har været stabil. Da det typiske i tilknytning hertil er blevet, at begge voksne i parhusstande er på arbejdsmarkedet, er arbejdstiden per person naturligvis også påvirket heraf. Fra 1960 til i midten af 1990'erne faldt den årlige arbejdstid per person: for mænd fra 2.135 til 1.537 og for kvinder fra 1.963 til 1.500 timer. Men efter midten af 1990'erne har arbejdstiden ligget stabilt for både mænd og kvinder. Faldet i arbejdstiden fra 1960 til midten af 1990'erne er naturligvis også delvis en følge af de gifte kvinders indtog på arbejdsmarkedet, idet det selvfølgelig har taget tid, før den ændrede familiesituation også er slået igennem på arbejdstiden. Så vi har ikke 'Desperate Housewives' i Danmark, men måske en desperat Velfærdskommission. Velfærdskommissionen diskuterer i 'Teknisk analyserapport' syv af de kritikpunkter, som deres første rapport blev mødt med: 1) erhvervsdeltagelsen for efterkommere fra mindre udviklede lande, 2) satsregulering - skjulte besparelser?, 3) den vækstkorrigerede realrente, 4) vækst - en automatisk løsning af problemet?, 5) faldende arbejdsstyrke, 6) øget uddannelse - flere på arbejdsmarkedet? samt 7) længere levetid og ny teknologi - mindre eller mere behov for sundhedsvæsenet? Det helt væsentlige nye i dette var punkt 7 om længere levetid og ny teknologi. Derfor koncentreres det følgende om dette. Også fordi Velfærdskommissionen her har fremlagt beregningsresultater, der bl.a. hviler på meget tvivlsomme antagelser og endvidere er direkte meningsløse. Velfærdskommissionen erkender i 'Teknisk analyserapport', at længere levetid også er forbundet med bedre helbred ved en given alder, som jeg fremførte i den første rumrejsekronik fra 10. maj. Det er mere bemærkelsesværdigt, at dette ikke allerede skete i kommissionens første rapport, idet der i dag er meget få, der ikke baserer sig på dette, som det udtrykkes i et stort EU-projekt om sundhedsudgifternes udvikling. Hovedresultatet af denne analyse af Westerhout og Pellikaan fra juni 2005 er, at de øgede sundhedsudgifter som følge af den forventede længere levetid i perioden 2002-2050 stort set må forventes opvejet af bedre helbred i alle de medtagne 15 EU-lande, herunder også i Danmark. Alene af denne grund er det overraskende, at Velfærdskommissionen i 'Teknisk analyserapport' anser det som en sandsynlig udvikling, at stigende sundhedsudgifter kan betyde, at bundskatteprocenten skal stige med op til 15,6 procentpoint yderligere. Dette resultat kommer Velfærdskommissionen frem til i et forløb, hvor det lægges til grund, at især ændret sundhedsteknologi (bedre og primært nye behandlingsområder) antages at betyde, at sundhedsudgifterne stiger 0,5 mere om året end bruttonationalproduktet. Og denne stigning fremkommer, selv om Velfærdskommissionen har taget hensyn til effekten af bedre helbred. Da Velfærdskommissionen beregner, at bedre helbred reducerer de 8,7 til 6,5 procentpoint, skal bundskatteprocenten således stige med hele 22,1 procentpoint (6,5 + 15,6). Det er mig helt uforståeligt, at økonomer kan publicere så uholdbare tal. Det er kun muligt, hvis man slet ikke har fornemmelse for tal. Og det må de jo ikke have i Velfærdskommissionen, hvorfor man jo også kan frygte, hvad der bliver fremlagt, når den endelige rapport kommer på onsdag 7. december. For de 22,1 procentpoint er ganske enkelt helt uden økonomisk mening. Dette hænger som allerede anført igen sammen med, at kommissionen har bevæget sig ud i en 1.000-årig fremskrivning og i tilknytning hertil har mistet overblikket - og den økonomiske fornuft - ved helt at se bort fra de mest simple sammenhænge. Velfærdskommissionens antagelser om en mervækst i de aldersfordelte sundhedsudgifter på 0,5 procent per år implicerer således, at bruttonationalproduktet kan forbruges godt 7 gange - og alene til disse udgifter. Godt nok først om 1.000 år. (For de talmæssigt interesserede: Når de nævnte sundhedsudgifter udgør 5 procent af BNP nu, vil de om 1.000 år udgøre 5 x (1.005) opløftet til 1.000=733 procent!). En alternativ mulighed er naturligvis, at kommissionen har gjort en banebrydende opdagelse, der ville gøre dem fortjent til Nobelprisen i Økonomi. Hvis det måtte være tilfældet, kan vi kun begræde, at Gorm den Gamle ikke havde en computer som Velfærdskommissionens, for så kunne vi allerede nu bruge bruttonationalproduktet flere gange. Hvis Velfærdskommissionen var stoppet op efter f.eks. 30 år eller 100 år, ville stigningen på 1/2 procent mere om året i sundhedsudgifterne kun have medført en stigning på henholdsvis knap 1 procentpoint og knap 3 procentpoint i bundskatteprocenten i henhold til mine beregninger, der nærmere er dokumenteret i den artikel, der er anført nedenfor, hvis det altså kan lægges til grund, at disse udgifter stiger med 1/2 procentpoint mere end bruttonationalproduktet hvert eneste år. Det burde naturligvis være en selvfølge, at antagelser, der kan producere en så høj stigning i bundskatteprocenten som 15,6 procentpoint, givet man baserer sig herpå, grundigt dokumenteres. Dette gøres desværre ikke i 'Teknisk analyserapport', der primært baserer sig på en ældre analyse af amerikanske sundhedsudgifter i perioden 1950-1987. Og netop de amerikanske sundhedsudgifter er steget meget stærkt. Fra 1960 til 1987 steg de således fra at udgøre 5 procent til at udgøre over 10 procent af bruttonationalproduktet. Og i 2003 var denne andel yderligere steget til næsten 15 procent. Til sammenligning udgjorde de danske sundhedsudgifter i 2003 9 procent af bruttonationalproduktet. Derfor er der al mulig grund til at være forsigtig med at overføre sådanne undersøgelsesresultater til danske forhold. Dette gælder så meget desto mere, som det ikke er klarlagt endnu, hvordan teknologiudviklingen må antages at påvirke sundhedsudgifternes forløb, jf. Westerhout og Pellikaan. Men det er desværre ikke nok hermed. I tilbagevisningen af den bl.a. af mig fremførte kritik sprænger Velfærdskommissionen desuden deres egen grundlæggende forudsætning om uændret velfærdsservice, som jeg selvfølgelig baserede min kritik på. Hvis dette er tilladeligt, vil det herefter være muligt at forsvare næsten alle mulige talmæssige udsagn. Af alle disse grunde er det naturligvis uhyre svært at tage Velfærdskommissionens konklusion i 'Teknisk analyserapport', at deres »fremskrivning i en samlet vurdering ikke ligger til den pessimistiske side«, alvorligt - funderet som den er på helt uholdbare beregninger. Det er naturligvis med spænding, at jeg ser frem til at læse Velfærdskommissionens endelige rapport. Er den forvirrende færden i fremtidige tidståger omsider standset? Vil der komme konstruktive forslag, der er baseret på fakta om dansk økonomi inden for en horisont på 30-50 år? De centrale udfordringer for dansk økonomi inden for rammerne af Velfærdskommissionens kommissorium er efter min opfattelse: - Nye årgange skal nå et stadigt højere uddannelsesniveau, så forskning og forskningsbaseret produktion får stadig større vægt i dansk økonomi. Lever uddannelse og forskning op hertil? - Opkvalificering af arbejdskraften som en af de måder, hvorpå afgangen fra arbejdsmarkedet via førtidspension og efterløn skal reduceres. Hvilke ændringer skal vi i øvrigt gennemføre, så befolkningen i al almindelighed også får lyst til og mulighed for at være/blive længere på arbejdsmarkedet? - Bedre integration af indvandrere og især efterkommere. Især er det vigtigt, at vi lykkes med efterkommerne. Men det bliver næppe lettere med de negative strømninger, som efterkommere nu også mødes med. Det letteste problem at løse er det, der indtil nu har domineret debatten i forbindelse med Velfærdskommissionens arbejde: at øge tilbagetrækningsaldrene. Hvis unge og kommende generationer får længere levetider på 6-8 år eller mere, skal de generelle tilbagetrækningsaldre, herunder først og fremmest pensionsalderen, øges i takt med levetiden for dem, der når denne alder. Dette, er jeg overbevist om, vil befolkningen hurtigt tilslutte sig, når de hertil knyttede problemstillinger fremlægges på en afbalanceret måde. Det ville jo være helt absurd, hvis velfærdssamfundets finansiering blev undermineret af, at vi reserverede en betydelig del af de fremtidige velfærdsmuligheder, for ikke at sige alle, til en længere pensionisttilværelse. Men der er brug for omtanke. De, der nærmer sig pensionsalderen, har naturligvis kalkuleret med den gældende pensionsalder. Derfor er det meget vigtigt at tilkendegive, at øget pensionsalder kun kommer til at gælde for personer under f.eks. 50 år. Givet, at det er vigtigt, at folk i så god tid som muligt får at vide, hvad de kan regne med, følger heraf også, at det ville være bedst, hvis en beslutning om at regulere tilbagetrækningsaldrene med levetiden træffes rimeligt hurtigt. Med en beslutning herom i 2006 er det i givet fald fra år 2021, at pensionsalderen m.m. gradvist begynder at stige, såfremt der vælges en skæringsgrænse på 50 år. Det kan dansk økonomi heldigvis godt holde til.