Jeg har en sommerhusnabo, en ældre dame, der læser mange bøger. Hvis en bog har optaget hende særligt, som f.eks. Birthe Rønn Hornbechs ’Fra krigsbarn til folkevalgt’ gjorde det, beder hun mig om at læse den. Når jeg efter læsningen giver hende den tilbage, får vi en lille snak, og den giver som regel stof til eftertanke. For at skabe gensidighed stak jeg hende en dag en af bøgerne fra min egen reol. Efter at have inspiceret den sagde hun: »Det er jo skønlitteratur! Det plejer jeg ikke at læse«. På mit spørgsmål om hvorfor i alverden dog ikke, svarede hun efter en tænkepause: »Hjernespind«. Så var det sat på plads. I min forbløffelse undlod jeg at bemærke at hun med dette fravalg godt nok gik glip af nogle store oplevelser, og at også saglitteraturen – ikke mindst biografier og erindringer – er kendetegnet ved en god portion hjernespind. Siden har jeg truffet flere andre der også styrer uden om fiktion – måske lige undtagen lufthavnslitteratur af Dan Brown-typen. Deres begrundelse plejer også at være, at de ikke vil bruge tid på litteratur, der handler om noget opdigtet. Som engelskstuderende lærte jeg at læsning af skønlitteratur – med digteren Samuel Taylor Coleridges ord – kræver en willing suspension of disbelief, dvs. at man frivilligt giver afkald på sin naturlige skepsis, en idé der som så mange andre stammer fra Aristoteles. Hvis man er villig til det, åbner der sig en verden befolket af personer som Sherlock Holmes og dr. Watson (uden hvem en gade som Baker Street ikke siger nogen noget), Anna Karenina, Madame Bovary og Gustav Aschenbach (fra ’Døden i Venedig’). I den verden har man det med at glemme sig selv, for there is nothing like a good novel to take you out of yourself. Og dummere bliver man i hvert fald ikke. Nogle forfattere vælger ligefrem at understrege, at det værk man nu går i gang med at læse, er fiktion. I indledningen til Milan Kunderas roman ’Udødeligheden’ fascineres fortælleren af en kvinde, han tilfældigvis ser i et svømmebassin. Han bedømmer hende til at være 60-65 år gammel, men hendes smil og bevægelser tilhører en 20-årig, og hendes »arm steg til vejrs med en bedårende lethed«. Synet af hende får ham til at tænke på navnet Agnes – han har aldrig kendt en kvinde med det navn – og hun bliver heltinden i hans roman. Agnes er udsprunget af en bevægelse, gjort af en 60-årig dame der ved bassinet vinkede til sin svømmelærer. For Kundera blev et flygtigt og tilfældig synsindtryk kimen til en roman. For mig er læsning af skønlitteratur efterhånden blevet så vanedannende, at jeg har brug for et dagligt fix. På en ferierejse i Egypten var jeg under en Nilsejlads fra Aswan til Luxor ved at løbe tør for læsestof, så jeg måtte rationere den roman, jeg var næsten færdig med, i små daglige doser. I Luxor strøg jeg straks ind i promenadens boghandel, men den litteratur, der mødte mig på udstillingshylderne, var af Stephen King, John Grisham og andre spændingsforfattere.

En venlig boghandler, som jeg satte ind i mit akutte behov for kvalitetsfiktion, førte mig straks hen til en reol bagest i butikken og pegede på nederste hylde. Dér stod der bøger på engelsk af en egyptisk forfatter ved navn Naguib Mahfouz, og på den måde stiftede jeg bekendtskab med Cairo-trilogien. Ligesom Thomas Manns ’Buddenbrooks’, Isaac Singers ’Familien Moskat’ og John Galsworthys ’Forsyte-sagaen’ er den en familieroman der strækker sig over flere generationer – fra de britiske styrker besatte Egypten i 1910’erne til Nasser styrtede det gamle regime i 1952. At Mahfouz som den første arabiskskrivende forfatter fik Nobelprisen i Litteratur (i 1988), er ikke svært at forstå, for hans trilogi – der blandt hans over 30 romaner anses for at være mesterværket – er stor litteratur, der overskrider både historiske, geografiske, kulturelle og religiøse grænser. Dertil kommer, som en anmelder skrev, at den er »skamløst underholdende«. En ung indvandrer som jeg kender fra vejen i mit sommerhusområde, fortalte mig, at hun inden hun kom til Danmark, havde set en egyptisk tv-dramatisering af Cairo-trilogien, og at gaderne de aftener serien blev vist, lå øde hen i Irak (ligesom de vist gjorde, da vi i Danmark så ’Matador’ første gang). Hun havde selv været fuldstændig på krogen. Hvad har suspension of disbelief så at gøre med det, der foregår i kirken? Da jeg spurgte en af mine venner, en amerikansk præst fra den reformerte kirke, om det, kunne han godt se en vis lighed. For kristendommens vedkommende foreslog han dog formuleringen ændret til a willing suspension of the idea that man is self-sufficient, dvs. af forestillingen om menneskets selvtilstrækkelighed. Men i begge tilfælde drejer det sig dog om, at man frivilligt suspenderer en rationelt begrundet forestilling. At der ikke er tale om nogen forceret sammenligning fremgår af, at Coleridge i sin formulering bruger ordet faith (tro): That willing suspension of disbelief for the moment, which constitutes poetic faith. Forskellen ligger altså i, at det der foregår i kirken, drejer sig om religiøs tro og ikke begrænser sig til en midlertidig tilstand (for the moment). På mine gamle dage er jeg begyndt at gå i kirke. Det hænger ikke bare sammen med at jeg har passeret støvets år; frelse og efterliv er ikke inde i billedet, så nogen ’for at være på den sikre side-kristendom’ er der ikke tale om. Men fortællingen (ifølge Hollywood the greatest story ever told), prædikenerne, liturgien, korsangen og ikke mindst salmerne griber mig og giver mig en forhåbning om at der er en dybere sammenhæng og en højere mening. Om at »alt er godt«, som Hans Bendix yndede at udtrykke det. Da min søn gik på high school i USA, sagde hans værtsfar, Andy, en travl forretningsmand, at kirken var hans »åndelige tankstation« ( my spiritual filling station), og sådan er der sikkert mange, der har det. Værtsfamilien var i øvrigt mormoner, og da jeg for at orientere mig inden min søn rejste til Guds eget land, læste i Mormons Bog, var min reaktion, at i den trosretning måtte der godt nok være brug for en anselig portion suspension af naturlig skepsis. Mens jeg tidligere opfattede mig som kulturkristen – et temmelig uforpligtende ståsted – og moralkristen, er jeg nu rykket et felt frem til salmebogskristen. Det kan nok ikke betragtes som noget stort eksistentielt spring, men det er nu så langt jeg for øjeblikket er i stand til. For mig er den danske salmebog et skatkammer af enestående tekster, også hvad de nytilkomne angår. Og for mig overgår den salmebogen, man synger efter i Church of England. Ligesom Dan Turèll har jeg en forkærlighed for Ingemann. Når jeg hører hans og Weyses morgensange, slår det benene væk under mig, og selv om de er skrevet for børn, henvender de sig ligesom H.C. Andersens eventyr samtidig til voksne; det drejer sig ikke kun om barnetro. Også salmer som ’Til himlene rækker din miskundhed, Gud’ og ’Der står et slot i vesterled’ finder jeg meget smukke. Så får det være, at Ingemann af det teologiske establishment vistnok ofte betragtes som lidt af en letvægter, som salig og sentimental. Måske led han ikke nok, og måske var han ikke nået ud på tilstrækkeligt dybt vand. Men det er jo heller ikke let bestandig at ligge på dybet, med 70.000 favne vand under sig, for nu at citere Kierkegaard. Hvem ved, hvad der ikke truer i det farvand? Når jeg gerne går i kirke, spiller det en vigtig rolle, at de ansatte i min folkekirke på Frederiksberg gør deres arbejde så godt. Det mærkes, at prædikerne er nøje gennemtænkt, og at organisten og korsangerne er grundigt forberedte og oppe på mærkerne. Vores kordegn læser indgangsbønnen med en diktion, der ville have begejstret Statsradiofoniens første direktør, kammersanger Emil Holm, og udtaler ordet ’Herre’ med et tydeligt og i vore dage næsten aldrig hørt r – et forfriskende alternativ til den udtale man jævnlig hører i tv-sporten (f.eks. i »hærehåndbold« og »hæregymnastik«).