Dyremose-udvalget offentliggør idag sine tanker om mediestøtten.
Egentlig var tanken, at udvalget skulle se på den samlede danske statslige kanalisering af 5-6 milliarder kroner til medierne. Men udvalget skal ikke forvente en revolution. De første lidt over 4 milliarder tilfalder DR og TV 2-regionerne, og dem røres der ikke ved. Den næste milliard er dagbladenes nulmoms, uden hvilken en lang række dagblade vil være i livstruende vanskeligheder. Man kan måske lave lidt regnskabs- og skattemæssigt trylleri, men det er svært, fordi nulmomsen på grund af sin alder er undtaget fra EU-statsstøttereglerne, og nye støttesystemer vil være stort set umulige at indføre. Så udvalgsrapporten kommer primært til at handle om under en tiendedel af den samlede mediestøtte, nemlig den direkte støtte til bladene i form af distributionsstøtte, udviklingsstøtte og supplementsstøtte. Den politiske opgave var tydelig. De ’nye’ medier skulle have del i støtten, den skal være ’platformsneutral’, som det hedder. Med andre ord: Det er lidt sent gået op for lovgiverne, at internettet er kommet for at blive, så et par selvstændige internetmedier (læs altinget.dk og avisen.dk) får del i kagen, som ikke længere skal skæres i forhold til oplagsstørrelse, men i forhold til ’redaktionelle udgifter’. Hvordan afsløres i denne uge. Lur mig, om ikke den helt aktuelle mediepolitiske debat efter på fredag kommer til at handle om aviserne. Om hvorfor de to store dagbladskoncerner kommer til at få lidt mere, mens nogle mellemstore dagbladshuse som f.eks. Sjællandske Medier måske får mindre, og nogle helt små som Samsøposten og Arbejderen er i fare for at miste støtten. Mediepolitik er ikke noget centralt element i dansk politik. Den interesserer medierne langt mere, end den interesserer befolkningen eller politikerne. Men medier er næst efter søvn vores største fritidsbeskæftigelse. Vi ser tv mere end tre timer om dagen, vi hører radio, surfer på nettet og læser aviser og ugeblade i timevis. Uden medier ville demokratiet gispe efter luft. Man kan nære et beskedent håb om, at mediepolitik får mere opmærksomhed – og at den kommende regering for alvor sætter den på dagsordenen. For ti år siden var det borgerlige mediepolitiske slagnummer en privatisering af TV 2 og en liberalisering af radiomarkedet. Det regnskab er nemt at gøre op: TV 2 er stadig statsejet, og liberaliseringen af radiomarkedet er Danmarks største mediepolitiske vittighed.
