Det var ikke kun Donald Trump, der blev indsat som præsident i januar. Dagen inden spektaklet i Washington, D.C., blev den tidligere sikkerhedsvagt og politiske nykommer Adama Barrow indsat som præsident for det lille afrikanske land Gambia fra sit eksil i Dakar.
Hvor Trumps tale var polariserende og skældte ud på hans forgængere, erklærede Barrow sig præsident for alle. Det til trods for at Barrow stod over for ekspræsident Yaha Jammeh og hæren, der ikke ville give slip på magten. To dage efter Barrows indsættelse og dagen efter Trumps, lettede Jammehs fly dog lykkeligvis mod hans eksiltilværelse i Ækvatorialguinea, en anden afrikansk miniputstat ledt af en megaloman langtidsdiktator.
Konflikt er slut: Gambias ekspræsident har forladt landetTrumps ’America first’-præsidentskab og EU’s overlevelseskamp varsler en tid, hvor vestlige lande vil være mindre optaget af at fremme menneskerettigheder og demokrati både inden for og uden for deres grænser. Men demokratiske fremskridt finder stadig sted nogle steder.
I Vestafrika har både Nigeria, Elfenbenskysten, Burkina Faso og Liberia oplevet stærke demokratiske fremskridt i 2015 og 2016. Faktisk blev de fire vestafrikanske lande sammen med Myanmar (Burma) og Sri Lanka fremhævet som årets højdespringere i Freedom Houses forrige rapport om demokratiets tilstand i verden. Den regionale udvikling lagde grund til afsættelsen af en grum enehersker i Gambia i sidste uge.
Afrikas mindste land, Gambia, har omkring 2 millioner indbyggere fordelt på en lang stribe land, op til 50 km høj og 480 km bred, der er fuldstændigt omsluttet af Senegal og Atlanterhavet mod vest. På trods af sin ringe størrelse søgte over 15.000 mennesker fra Gambia asyl i EU i 2016. Alene i de første uger af 2017 inden Jammehs fald flygtede 45.000 gambiere ifølge UNHCR til Senegal.
Yahya Jammeh har været Gambias præsident siden et kup i 1994, men tabte på overraskende vis valget i december trods grov manipulation. Årsagen til den store flygtningestrøm siden årsskiftet var, at konflikten tilspidsedes i opløbet til afslutningen på Jammehs regeringsperiode og indsættelsen af den nyvalgte præsident Adama Barrow torsdag 19. januar.
Andre vestafrikanske lande med Senegal, Nigeria og Liberia i spidsen havde svoret at bruge magt til at afsætte Jammeh, hvis han ikke selv gik af. Mange gambiere frygtede derfor krig mod de internationale styrker eller – i fravær af en international intervention – en hævnaktion af massakrer mod befolkningen fra Jammeh og hans sikkerhedsstyrkers side.
Jeg oplevede selv den anspændte stemning i landet, da jeg i januar blev tilbageholdt af to gambiske soldater med maskingeværer, som også konfiskerede min telefon for at gennemgå de billeder, jeg havde taget af parlamentsbygningen i hovedstaden Banjul. Ligesom mange tusinde gambiere tog jeg derefter selv den strabadserende flugt til Senegal i en gammel overfyldt Toyota af frygt for konfliktudbrud.
Despot træder tilbage efter valg i tidligere turistparadisYahya Jammeh tog magten ved et gnidningsfrit kup i 1994. Siden har han koncentreret mere og mere magt om sin person. I 2011 sagde han til BBC, at han ville styre landet i en milliard år, inshallah.
Som så mange andre diktatorer slog han journalister, regimemodstandere og studenterdemonstranter ihjel. Hvis de var heldige, slap de med tortur i det berygtede National Intelligence Agency i Tanji blot et par hundrede meter fra de smukke hvide atlanterhavsstrande, som britiske, tyske, hollandske og skandinaviske turister har yndet at besøge siden 1960’erne.
Hans regime udviklede sig i de senere år også til et de mere farverige: Han erklærede sig i 2007 i stand til kurere hiv og aids, astma og forhøjet blodtryk ved hjælp af en urtesalve, han havde opdaget. I 2009 førte hans tantes død til en bogstavelig heksejagt, hvor tusind gambiere blev anklaget for trolddom og tvunget til at drikke en hallucinationsinducerende drik, der slog to ihjel. Han svor ligeledes at halshugge enhver homoseksuel i Gambia.
Hvorfor tabte han valget nu? Jammeh skabte først en unødvendig økonomisk krise ved at gøre import af varer fra nabolandet Senegal langt dyrere og ved hård undertrykkelse af oppositionen mobiliserede han derefter en bred alliance imod sig.
Et par måneder senere holdt han en besynderligt konspiratorisk tale om den etniske gruppe mandinkaernes rolle i Gambia. Han råbte bl.a., at de aldrig ville få del i magten i Gambia, og at han ville udrydde dem, hvis de trodsede ham. Da mandinkaer udgør over 40 procent af befolkningen, gjorde han sig her dybt upopulær blandt store dele af vælgerkorpset samt med FN’s særlige rapportør for folkemord!
Som ved tidligere valg brugte Jammeh statsressourcer til at føre kampagne, og Jammehs paramilitære garde fængslede, torturerede og myrdede en række højtstående medlemmer af det største oppositionsparti UDP. Som i andre afrikanske diktaturer i de senere år blev hele landets adgang til internettet endvidere lukket ned fra aftenen inden valgdagen.
På trods af denne ulige spillebane havde befolkningen fået nok af Jammeh. Han vandt i sin hjemregion, men i resten af landet hed vinderen Adama Barrow på valgdagen 1. december.
Overraskende nok ringede Yahya Jammeh selv samme valgaften for rullende kameraer til Barrow og ønskede ham til lykke med sejren. Befolkningen i hovedstaden Banjul og Gambias største by, Serekunda, fejrede i en ekstatisk rus udsigten til et nyt politisk styre. Gennemsnitsalderen i Gambia er under 20 år, og over halvdelen af befolkningen har levet hele deres liv under Jammehs styre.
Taberpræsidenten klæber sig fortsat til magten i GambiaUgen efter skiftede Yahya Jammeh dog mening. Han påkaldte sig fejl i administrationen af valget og nægtede at træde af. Men det viste sig svært at få trolden tilbage i æsken. Store organisationer som de gambiske advokater, lærere, journalister og andre havde åbent taget stilling imod Jammehs 22-årige styre. Politiske fanger var blevet frigivet. Indtil torsdag 19. januar, hvor Jammehs præsidentperiode udløb, oplevede Jammeh derfor en konstant svækkelse i form af øget eksternt diplomatisk pres og et konstant dryp af afhoppere fra sin regering, retsvæsenet, bureaukratiet og militæret.
Den vigtigste faktor, der forhindrede Jammeh i at fortsætte, som om intet var hændt og genkonsolidere magten omkring sig, har været den regionale organisation Ecowas.
Ecowas står for The Economic Community of West African States. Det plejede at være en relativt søvnig gruppering af 15 vestafrikanske stater, som gik ind for at øge regionens økonomiske integration. I 1990’erne udviklede man et forsvarssamarbejde og bidrog til at standse borgerkrigene i Liberia, Sierra Leone og Guinea-Bissau.
I de senere år har Ecowas, hvis hovedkvarter ligger i den nigerianske hovedstad, Abuja, dog udviklet sig til en formidabel prodemokratisk spiller i vestafrikansk politik. Bl.a. arrangerede Ecowas i 2016 stort anlagte og krævende valgobservationer i Benin, Ghana, Niger og Kap Verde med op til 130 observatører, ligesom EU, OSCE og OAS afholder dem.
Under Gambias krise har Ecowas og en ny generation af regionale ledere som præsident Muhamadu Buhari fra Nigeria, Ellen Johnson Sirleaf fra Liberia og Macky Sall fra Senegal fastholdt et vedvarende pres på Yahya Jammeh. Disse ledere er alle kommet til magten efter en tid som oppositionsledere og tror på værdien af demokratiske valg.
Et par dage inden præsidentindsættelsen torsdag 19. januar i år meddelte Ecowas således, at man ville gribe ind militært for at indsætte Adama Barrow som præsident i Gambia, hvis Yahya Jammeh ikke gik af, når hans præsidentperiode ophørte.
Presset fik Jammehs regimekoalition til at bryde endeligt sammen: Fra tirsdag til onsdag aftrådte og flygtede vicepræsidenten samt ni andre ministre, inklusive udenrigs- og finansministeren. Ved udløbet af den første frist, som Ecowas havde sat for Jammehs afgang, hvis en intervention skulle undgås, erklærede hærens leder, at de fremmede tropper kun ville blive mødt med overgivelse og hænderne i vejret. Det var under alle omstændigheder uklart, hvad Gambias dårligt trænede og udstyrede hær, ville kunne gøre af modstand.
Dog nægtede Jammeh stadig at gå af. 7.000 senegalesiske soldater gik ind i landet kort tid efter Adama Barrows eksilindsættelse i Dakar og en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd torsdag aften. De mødte ingen modstand, og sent natten til lørdag kom en aftale i stand mellem Jammeh, Barrow og Ecowas medieret af Mauritaniens og Guineas præsidenter.
Berygtet leder vil alligevel ikke acceptere valgnederlagI modsætning til manges forventninger lader aftalen Jammeh beholde sin formue, undgå retsforfølgelse og komme og gå til Gambia, som han vil. Det er enddog muligt, at Jammeh vil kunne stille op til det næste præsidentvalg om fire år. Således forlod Jammeh endelig Gambia lørdag 21. januar i et fly lastet med de fleste af hans besiddelser og antageligt en masse kufferter med dollarsedler.
Meget vil dog komme an på implementeringen af aftalen, og historisk har den slags pagter mellem nye og afgående ledere været svære at overholde, når først den afgående leder har givet slip på magten. Den nye regering har allerede udtrykt skepsis over for aftalen. Men i Ækvatorialguinea behøver Jammeh ikke bekymre sig om at blive stillet til ansvar for sine menneskerettighedskrænkelser.
Ecowas’ rolle i den gambiske transition har været historisk. Aldrig før har en rent afrikansk og multilateral koalition håndhævet resultaterne af et valg. Det er et nyt Vestafrika, vi ser, hvor frie og retfærdige valg og overholdte forfatninger virkelig betyder noget.
Ecowas’ kampagneog militære intervention i Gambia sætter en vigtig præcedens. Ecowas har med succes tvunget en præsident til at gå af, efter at han tabte et valg, ved en kombination af diplomatiske og militære midler og har nu en drejebog for en sådan aktion i fremtiden. Efter Jammehs fald er der i Vestafrika og blandt Ecowas’ 15 medlemmer nu kun Togo tilbage som et gammeldags diktatur. Det vil også gøre det lettere for Ecowas at gennemføre fremtidige demokratistøttende missioner.
Vigtigst af alt er de potentielle demonstrations- og diffusionseffekter. Jammehs fald i Gambia vil påvirke andre lederes og regimers fremtidige kalkuler, når de overvejer at manipulere eller udskyde valg, bryde med deres forfatninger eller stille op til valg for tredje, fjerde eller femte gang. Og regionens landes politiske systemer vil tjene som inspiration for oppositioner, presse og civilsamfund i resten af Afrika.
Det sker allerede. I den afrikanske presse og på de sociale medier har interessen for det mikroskopiske Gambia været overvældende og bred, fra de vestafrikanske nabolande til lande som Den Demokratiske Republik Congo (DRC), Gabon, Burundi, Zimbabwe og Cameroun.
Her har upopulære ledere for nylig udskudt valg på ubestemt tid (DRC), manipuleret med stemmeoptællingen (Gabon), ændret forfatningen for at kunne stille op til en tredje præsidentperiode (Burundi) eller blot nægtet at forlade magten efter årtier (Zimbabwe og Cameroun). Disse afrikanske landes befolkninger spejder længselsfuldt efter Ecowas’ muskuløse forsvar for demokratiets ret i Gambia.
Ecowas’ arbejde blev selvfølgelig gjort lettere af, at Gambia er et lille, forholdsvist ubetydeligt og diplomatisk isoleret land. Hæren var ingen forhindring, Gambia havde ingen udenlandske allierede, og Jammeh havde aktivt generet andre vestafrikanske lande.
Nu kan gambiaerne igen trække vejretMen gjort er gjort, og symbolet står tilbage.
Vestafrika står stadig over for masser af opgaver: At nedkæmpe oprørsgrupper som Boko Haram, fortsætte den økonomiske udvikling og lade den komme de fattigste til gode, øge uddannelsesniveauet, bekæmpe korruption og opbygge kompetente bureaukratier er bare nogle af dem.
Uden for Ghana og Senegal er regionens demokratier heller ikke dybt rodfæstede og konsoliderede, og flere kunne let falde for en valgt antidemokratisk populist eller en præsident, der gradvist nedbryder landets institutioner. De vestafrikanske demokratiers respekt for politiske rettigheder og mediernes uafhængighed trænger også til reformer.
Men regionen er et lyspunkt i en mørk tid for demokratiet på verdensplan. I fraværet af amerikansk og europæisk pres for og støtte til demokratisering i den kommende tid vil regionale organisationer i f.eks. Vestafrika og Latinamerika forhåbentlig kunne overtage noget af rollen som demokratiets cheerleader.
Hvor det ikke er tilfældet – som i Mellemøsten, den postsovjetiske sfære, Øst- og Sydøstasien samt resten af Afrika – vil demokratiske oppositionskræfter og civilsamfund derimod stå alene i deres kamp mod dominerende partier, kleptokratiske netværk, opportunistiske populister, enevældige præsidenter, korrupte oligarker, brutale oprørsgrupper, fanatiske islamister og kupliderlige generaler.
Nogle steder vil rigere, bedre uddannede og via internettet bedre forbundne befolkninger stadig kunne tilkæmpe sig fremskridt uden ekstern støtte. De fleste steder står vi over for en demokratisk recession, i takt med at vestlige landes og institutioners prioriteter forskubbes i retningen af snævert realpolitisk transaktionalisme.
I Gambia er udsigterne for de næste par år heldigvis lyse. I hvert fald hvis den den sidste måneds uroligheder ikke har skræmt turisterne væk.
fortsæt med at læse
