Menneskerettighederne er genstand for politisk debat som sjældent set før.
På Institut for Menneskerettigheder mener vi, at vores lovmæssige mandat gør, at vi må og bør indgå i diskussionen.
Der er for meget på spil til at lade være. Menneskerettighederne er skabt af mennesker og vedtaget af politikere, der selv har pålagt staterne pligten til at sikre en effektiv individbeskyttelse.
Vi skal turde diskutere dem. Og det gør instituttet, samtidig med at vi konstant arbejder for et stærkt beskyttelsessystem, som sikrer menneskers rettigheder i Danmark, i Europa og i verden.
Til november i år sætter Danmark sig i Europarådets formandsstol.
Og selvom vi på instituttet på intet tidspunkt har talt om at slække på de fundamentale menneskerettigheder, kan vi forstå, at det har overrasket, at vi ikke nærmest automatisk har kritiseret regeringens planer om at bruge formandskabet til at diskutere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Vi mener, diskussionen er vigtig. Både fordi domstolen helt lavpraktisk har svært ved at overkomme den mængde af menneskeretlige sager, som den skal tage sig af, og især fordi domstolen som menneskeretligt kontrolsystem har størst gennemslagskraft, hvis den har folkelig og politisk opbakning.
Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, har advaret mod at undergrave tilliden til Europas institutioner ud fra nationalistiske og populistiske hensyn. Og som Institut for Menneskerettigheders tidligere direktør, Morten Kjærum, skrev i en Kronik i Politiken 1. marts, så har kritikken af menneskerettighederne undertiden karakter af en skadelig hetz.
Der har også i Danmark været krasse politiske udmeldinger: Danmark skulle træde ud af konventioner, gå til kanten af internationale aftaler, løbe en procesrisiko og så videre. På Institut for Menneskerettigheder har vi sagt klart og tydeligt fra over for en række vidtgående politiske initiativer. Det gælder for eksempel treårsreglen om familiesammenføring, stramninger af reglerne om personer på tålt ophold og begrænsninger af ytringsfriheden for religiøse prædikanter. Og meget andet.
Vi står vagt om de demokratiske institutioner, vi beskytter principperne om uafhængige domstole, vi ønsker et retfærdigt retssystem, og vi holder fast i, at menneskerettighederne gælder for alle – uanset hvem de er, eller hvor de kommer fra.
Det er instituttets lovbestemte opgave at fremme menneskerettighederne, og den opgave gør vi vores yderste for at leve op til. Vi ønsker et stærkt menneskerettighedssystem, hvor der er opbakning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Der har også i Danmark været krasse politiske udmeldinger
Desværre er netop denne opbakning dalende, og derfor må vi reagere.
Det er ikke enhver diskussion om menneskerettighederne, der kan affejes på forhånd. Europarådet har faktisk selv de sidste 10-15 år diskuteret, hvordan Menneskerettighedsdomstolen kan fremtidssikres.
Det var Menneskerettighedsdomstolens daværende præsident, Luzius Wildhaber, der i 2003 foreslog en reform af domstolen, så den kunne fokusere på færre og mere alvorlige sager. I 2009 foreslog Wildhabers efterfølger, franskmanden Jean-Paul Costa, at der skulle afholdes en politisk konference for at skabe fornyet opbakning til domstolen, sikre dens legitimitet og præcisere mandatet. Og i 2010 blev Europarådets 47 regeringer enige om at iværksætte en proces, der skulle sikre en løbende udvikling af domstolen. Siden har der været afholdt flere regeringskonferencer for at sikre Domstolens langsigtede rolle.
Så når den danske regering sætter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol øverst på dagsordenen for Danmarks formandskab for Europarådet, ligger det i forlængelse af en debat, der allerede foregår.
Derfor synes vi, at det er oplagt, at vi som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution engagerer os i debatten for at styrke domstolens legitimitet, opbakning og gennemslagskraft.Og for fortsat at sikre et bæredygtigt, europæisk menneskerettighedssystem.
Men risikerer vi ikke, at menneskerettighederne løbes over ende? Bliver det ikke en glidebane mod et ringere beskyttelsessystem, og kan kritikken ikke ende med at blive en selvopfyldende profeti?Det er naturligvis en risiko, og opgaven ligger netop i at undgå en sådan udvikling.
Hvis vi ser på et kort over Europa, er det heldigvis et mindretal af lande, der bevæger sig væk fra de helt grundlæggende, fælleseuropæiske værdier om respekt for demokrati og menneskerettigheder.
Problemet er, at de tilsyneladende bliver flere, at de formulerer modstand mod stadig mere grundlæggende værdier, og at der er tale om store og betydningsfulde lande som f.eks. Rusland, Tyrkiet, Polen og Ungarn. Det vil være meget uheldigt – og have skræmmende perspektiver – hvis Rusland, Tyrkiet, Polen og Ungarn vælger at fjerne sig fra de grundlæggende værdier, som det europæiske menneskerettighedssystem er bygget på.
Men vi skal naturligvis aldrig ændre menneskerettighederne så grundlæggende, at disse lande for eksempel får carte blanche til at gøre, hvad de gør i dag. Vores opgave er at holde fast på rettighederne over for et populistisk og nationalistisk modtryk. Ingen tvivl om det.
Fra visse sider lyde