Menneskerettighederne er genstand for politisk debat som sjældent set før.
På Institut for Menneskerettigheder mener vi, at vores lovmæssige mandat gør, at vi må og bør indgå i diskussionen.
Der er for meget på spil til at lade være. Menneskerettighederne er skabt af mennesker og vedtaget af politikere, der selv har pålagt staterne pligten til at sikre en effektiv individbeskyttelse.
Vi skal turde diskutere dem. Og det gør instituttet, samtidig med at vi konstant arbejder for et stærkt beskyttelsessystem, som sikrer menneskers rettigheder i Danmark, i Europa og i verden.
Til november i år sætter Danmark sig i Europarådets formandsstol.
Og selvom vi på instituttet på intet tidspunkt har talt om at slække på de fundamentale menneskerettigheder, kan vi forstå, at det har overrasket, at vi ikke nærmest automatisk har kritiseret regeringens planer om at bruge formandskabet til at diskutere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Lektor i folkeret: Der er brug for en reform af menneskerettighederneVi mener, diskussionen er vigtig. Både fordi domstolen helt lavpraktisk har svært ved at overkomme den mængde af menneskeretlige sager, som den skal tage sig af, og især fordi domstolen som menneskeretligt kontrolsystem har størst gennemslagskraft, hvis den har folkelig og politisk opbakning.
Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, har advaret mod at undergrave tilliden til Europas institutioner ud fra nationalistiske og populistiske hensyn. Og som Institut for Menneskerettigheders tidligere direktør, Morten Kjærum, skrev i en Kronik i Politiken 1. marts, så har kritikken af menneskerettighederne undertiden karakter af en skadelig hetz.
Der har også i Danmark været krasse politiske udmeldinger: Danmark skulle træde ud af konventioner, gå til kanten af internationale aftaler, løbe en procesrisiko og så videre. På Institut for Menneskerettigheder har vi sagt klart og tydeligt fra over for en række vidtgående politiske initiativer. Det gælder for eksempel treårsreglen om familiesammenføring, stramninger af reglerne om personer på tålt ophold og begrænsninger af ytringsfriheden for religiøse prædikanter. Og meget andet.
Vi står vagt om de demokratiske institutioner, vi beskytter principperne om uafhængige domstole, vi ønsker et retfærdigt retssystem, og vi holder fast i, at menneskerettighederne gælder for alle – uanset hvem de er, eller hvor de kommer fra.
Det er instituttets lovbestemte opgave at fremme menneskerettighederne, og den opgave gør vi vores yderste for at leve op til. Vi ønsker et stærkt menneskerettighedssystem, hvor der er opbakning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Desværre er netop denne opbakning dalende, og derfor må vi reagere.
Det er ikke enhver diskussion om menneskerettighederne, der kan affejes på forhånd. Europarådet har faktisk selv de sidste 10-15 år diskuteret, hvordan Menneskerettighedsdomstolen kan fremtidssikres.
Det var Menneskerettighedsdomstolens daværende præsident, Luzius Wildhaber, der i 2003 foreslog en reform af domstolen, så den kunne fokusere på færre og mere alvorlige sager. I 2009 foreslog Wildhabers efterfølger, franskmanden Jean-Paul Costa, at der skulle afholdes en politisk konference for at skabe fornyet opbakning til domstolen, sikre dens legitimitet og præcisere mandatet. Og i 2010 blev Europarådets 47 regeringer enige om at iværksætte en proces, der skulle sikre en løbende udvikling af domstolen. Siden har der været afholdt flere regeringskonferencer for at sikre Domstolens langsigtede rolle.
Så når den danske regering sætter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol øverst på dagsordenen for Danmarks formandskab for Europarådet, ligger det i forlængelse af en debat, der allerede foregår.
Derfor synes vi, at det er oplagt, at vi som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution engagerer os i debatten for at styrke domstolens legitimitet, opbakning og gennemslagskraft.Og for fortsat at sikre et bæredygtigt, europæisk menneskerettighedssystem.
Men risikerer vi ikke, at menneskerettighederne løbes over ende? Bliver det ikke en glidebane mod et ringere beskyttelsessystem, og kan kritikken ikke ende med at blive en selvopfyldende profeti?Det er naturligvis en risiko, og opgaven ligger netop i at undgå en sådan udvikling.
Ny task force skal udfordre konventionerHvis vi ser på et kort over Europa, er det heldigvis et mindretal af lande, der bevæger sig væk fra de helt grundlæggende, fælleseuropæiske værdier om respekt for demokrati og menneskerettigheder.
Problemet er, at de tilsyneladende bliver flere, at de formulerer modstand mod stadig mere grundlæggende værdier, og at der er tale om store og betydningsfulde lande som f.eks. Rusland, Tyrkiet, Polen og Ungarn. Det vil være meget uheldigt – og have skræmmende perspektiver – hvis Rusland, Tyrkiet, Polen og Ungarn vælger at fjerne sig fra de grundlæggende værdier, som det europæiske menneskerettighedssystem er bygget på.
Men vi skal naturligvis aldrig ændre menneskerettighederne så grundlæggende, at disse lande for eksempel får carte blanche til at gøre, hvad de gør i dag. Vores opgave er at holde fast på rettighederne over for et populistisk og nationalistisk modtryk. Ingen tvivl om det.
Fra visse sider lyder der også en anden kritik af domstolen, nemlig at den blander sig i for meget. Det grundlæggende dilemma er, at menneskerettighederne på den ene side har til formål at begrænse politikernes magt, hvorfor menneskeretten nærmest per definition skal kunne modstå kritik.
På den anden side behøver de politisk opbakning. De europæiske menneskerettigheder er skabt ved politisk samarbejde i Europa på baggrund af Anden Verdenskrigs uhyrligheder og overgreb mod individer og minoriteter. Og de kan i princippet både ændres og fjernes på længere sigt ved politisk beslutning.
Menneskerettighedsdomstolen har spillet en særdeles vigtig rolle i udviklingen af Europa, og beskyttelsen af de fleste af borgernes rettigheder står i historisk perspektiv stærkere end nogensinde før. Menneskerettighedsdomstolen er en enestående garant for borgernes grundlæggende rettigheder, ligesom domstolen har sikret en løbende udvikling af nye rettigheder.
Det gælder for eksempel rettigheder for homoseksuelle, transseksuelle, romaer og personer med handikap. Men det gælder også grundlæggende rettigheder såsom ytringsfriheden, privatlivsbeskyttelsen og retten til retfærdig rettergang. Det synes af og til at blive glemt i debatten.
Den politiske realitet er imidlertid, at det ikke kun skaber glæde. Det skaber også modstand. Det er vores vurdering, at modstanden nu debatteres flere steder i Europa, og at det vil være uansvarligt ikke at tage den alvorligt.
Hvis man ser ud over det europæiske landskab, så er det ikke helt let at danne sig et overblik over, hvor alvorlig kritikken er. Men nyere forskning i diskussionerne i 15 forskellige lande – dog ikke Danmark – viser, at også lande, som grundlæggende er menneskerettighederne venligt stemt, er kritiske.
Det er for eksempel Storbritannien, Schweiz og Frankrig, hvor der har været en udbredt og langvarig kritik af domstolen, hvorimod kritikken i de fleste andre lande er begrænset i omfang og tidsmæssig udstrækning og almindeligvis knyttet til enkeltsager.
Men kritikken er der.
I lande som Østrig, Tyskland, Norge og Sverige er det et udbredt synspunkt, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention burde have mindre betydning, fordi landene anser sig som velfungerende demokratier og retsstater.
S: Europæiske dommere agerer politiskVi skal naturligvis være på vagt over for ødelæggende reformer, men vi vurderer, at der ikke er grund til at frygte ødelæggende forandringer, fordi alle ændringer kræver enighed blandt Europarådets 47 medlemslande.
Når man ser på de seneste års diskussioner i Europarådet, så viser erfaringerne tværtimod, at det er svært at opnå enighed om ændringer.
De mest kritiske lande såsom Rusland og Ungarn har udtrykt ligegyldighed over for diskussionerne.
En række lande, herunder Tyskland, Polen, Østrig, Belgien og Tjekkiet, har kun villet acceptere forandringer, der indebærer en styrkelse af Menneskerettighedskonventionen. Frankrig, Italien, Tyrkiet, Norge, Sverige og Schweiz har i nogen grad støttet en reformdagsorden.
Og de fleste lande er enige om, at der kan arbejdes hen imod en ændret arbejdsdeling mellem domstolene og landene, så der overlades et større spillerum til de enkelte lande på nogle områder. Den udvikling vil vi følge tæt.
Hvis vi kigger ikrystalkuglen, hvilket jo altid er behæftet med en vis usikkerhed, så bør en strategi for domstolens fremtid være at styrke rammerne for domstolen, så den bliver i bedre stand til at fokusere på sin kerneopgave – at beskytte menneskerettighederne i Europa. Domstolens raison d’être må altid være at kunne reagere hurtigt på væsentlige menneskerettighedskrænkelser og beskytte den enkelte borger.
I den såkaldte Brighton-erklæring fra 2012 gav Europarådets 47 lande udtryk for, at domstolen skal kunne koncentrere sig om alvorlige og udbredte krænkelser, om problemer af systemisk og strukturel karakter og om vigtige spørgsmål om fortolkningen og anvendelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Så Europarådets 47 lande er sådan set allerede enige om, at domstolen fremover bør spille en anden rolle end i dag, men hvordan kommer vi derhen?
For det første skal domstolen luge bedre ud i de sager, den modtager. Tilbage i 2004 blev der vedtaget en række ændringer, som havde til formål at styrke dens evne til at behandle sagerne hurtigt. Én af ændringerne gik ud på at fokusere domstolens arbejde, så den kan afvise sager, hvor borgeren ikke har været udsat for en væsentlig ulempe.
Desværre er dette såkaldte væsentlighedskriterium ikke blevet brugt i nævneværdig grad. Det kan man skubbe på for kommer til at ske.
For det andet vedtog Europarådets 47 regeringer i 2012 Brighton-erklæringen, der udstrykte et ønske om, at domstolen fremover overlader et større spillerum til de enkelte lande, der i praksis har ansvaret for menneskerettighedsbeskyttelse-
Rationalet var, at nationale domstole og parlamenter bedre kan foretage de ofte vanskelige afvejninger, der er forbundet med at finde en passende beskyttelse af menneskerettighederne i den nationale kontekst, samtidig med at man bekræftede domstolens rolle som efterfølgende ’kontrollør’ af rettighedernes overholdelse.
Regeringerne vedtog derfor en ændring af Menneskerettighedskonventionen, så det tydeligere fremgår, at domstolen skal overlade større spillerum til de 47 landes myndigheder (den såkaldte tillægsprotokol 15). Den ændring er dog ikke trådt i kraft endnu, så det er op til landene at komme i gang med den proces.
For det tredjehardomstolen fortsat en enorm sagspukkel, der forhindrer den i at reagere hurtigt på alvorlige overgreb i Europa. Ved udgangen af 2015 havde den cirka 65.000 sager. Godt og vel 30.000 af sagerne var vanskelige og kræver en grundig behandling.
Institut for Menneskerettigheder: Lovforslag er i strid med konventionDomstolen afsiger kun dom i op til 3-4.000 sager årligt. Så der ligger mange års arbejde og venter. Ved udgangen af 2016 var der ca. 79.750 verserende sager, hvilket svarer til en stigning på 23 procent alene i 2016. Det er derfor nødvendigt at diskutere, hvordan domstolen kan blive sat i stand til at fokusere sine ressourcer på de væsentligste sager.
For det fjerde kan man mene, at Menneskerettighedskonventionen skal ændres på konkrete punkter, hvor rettighedsbeskyttelsen er gået for langt. Det mener vi ikke.
Vi vil advare mod international proces, hvor visse af de europæiske landes ønsker om forringelser af menneskerettighederne sættes til forhandling.
Det vil lægge op til en ufrugtbar politisk forhandling om konkrete rettigheder.
Det er ikke nogen let opgave at debattere, hvordan fremtidens menneskeretlige system skal se ud. Danmark har en stærk interesse i at være en del af et fredeligt Europa, og Menneskerettighedsdomstolen er uhyre vigtig for beskyttelsen af borgernes rettigheder i Europa.
Instituttet arbejder ikke for at indskrænke bestemte typer af menneskerettigheder, men vi vil gerne bidrage konstruktivt til diskussionen om, hvordan man bedst udmønter de reforminitiativer, som Europarådet allerede er i fuld gang med at drøfte med henblik på at styrke domstolens autoritet og gennemslagskraft.
Det er afgørende, at der er autoritet bag domstolen. Der skal herske respekt om den – ikke kun blandt Europarådets regeringer, parlamenter og domstole, men også i civilsamfundet og blandt borgerne.
Derfor skal vi diskutere menneskerettighedernes fremtid.
fortsæt med at læse
