Hvad har Angela Merkel til fælles med Emmanuel Macron og Theresa May, ud over at deres efternavne starter med M, og at de leder Europas største nationer?
De er alle barnløse. Og det er de langtfra ene om. Adskillige af Europas politiske ledere er barnløse. Dette gælder Hollands Marc Rutte, Italiens Paolo Gentiloni, Schweiz’ Simonetta Sommaruga, Sveriges Stefan Löfven, Luxembourgs Xavier Bettel, Skotlands Nicola Sturgeon og formanden for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker.
Kunne det skyldes, at de tilfældigvis alle er ufrivilligt barnløse?
Måske, men næppe.
De er snarere billeder på en kultur, der har mistet håbet, troen på sig selv og derfor også lysten til at reproducere sig selv.
Samtidig er de præget af globalisme, hvor man ikke er bundet til hverken familie, nation eller kultur.
En ny EU-finansieret forskningsrapport med titlen ’No Kids, No Problem!’ afslører, »hvordan personlige og kulturelle faktorer former holdningerne til frivillig barnløshed i Europa. Europæere er i stigende grad mindre tilbøjelige til at se barnløshed som et problem «.
At Angela Merkels barnløshed er symptomatisk og afspejler tilstanden i hendes eget land, viser de alarmerende lave fødselstal ifølge statistikkerne.
En tredjedel af alle tyske kvinder har ikke selv født bare et enkelt barn, mens tallet er helt oppe på 40 procent, når det gælder kvinder, der har taget en universitetsuddannelse.
Tysklands forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har sagt, at medmindre fødselsraten stiger, kan landet lige så godt »lukke og slukke«.
Det virker nærmest latterligt, hvis en politiker i dag står frem og vil forsvare og kæmpe for det gode gamle
Europa
Iben Thranholm
En nylig undersøgelse, som er foretaget af Institut National d’Études Demographiques, viser, at en fjerdedel af de europæiske kvinder, der er født i 1970’erne, sandsynligvis vil forblive barnløse.
I Theresa Mays England var hver 9. kvinde født i 1940 barnløs i en alder af 45 år.
Tallet for dem, der er født i 1967, er en femtedel.
Fødselsraten skal op på 2,1 barn per kvinde, hvis en nation skal reproducere sig selv, og det tal er der stort set ingen nationer i Europa, der når.
Kommer fødselsraten ikke længere op, vil Europa over de næste 40 år ifølge en FN-rapport skrumpe ind med 100 millioner mennesker og alene Tyskland med 20 millioner.
Europa mangler arvinger. Kan det derfor tænkes, at der er en sammenhæng mellem de mange europæiske lederes barnløshed og deres syn på masseindvandring?
Repræsenterer de en kultur, der for længst er holdt op med at interessere sig for den næste generation og i stedet dyrker visionen ’jeg-vælger-mig-selv’-livsstilen, hvor det at give livet og traditioner videre er uinteressant i forhold til dyrkelsen af individets nærmest uindskrænkede frihed og rettigheder?
Lad mig slå fast, at man er ikke et dårligere menneske, fordi man enten ikke kan få eller ikke vil have børn.
Men hvis for mange i et samfund frivilligt vælger barnløshed, har det konkrete konsekvenser for kulturens og civilisations overlevelse.
Når Angela Merkel har ladet 1,5 millioner immigranter strømme ind i Europa, er det ikke kun, fordi Tyskland føler sig forpligtet til at hjælpe mennesker i nød og på flugt fra krig og er plaget af skyldfølelse oven på to verdenskrige.
Det handler også om økonomi, for der er brug for ny arbejdskraft til at holde velfærdsmaskinen i gang, hvis ikke tyskerne selv kan producere nye borgere nok til at tage fat.
Men det handler også om en dybereliggende eksistentiel krise, som hverken politikere eller befolkninger endnu har erkendt og derfor heller ikke taler om.
Den engelske journalist Douglas Murray udgav for kort tid siden bogen ’The Strange Death of Europe’ (Europas besynderlige død).
Han hævder, at Europa er i færd med at begå selvmord, eller at dets ledere har besluttet sig for at gøre det.
For Murray handler det ikke kun om lave fødselstal, men om, at vi er i gang med at slå vores egen kultur ihjel, fordi vi gennem indvandringen fylder vores kontinent med folkeslag, der har helt andre traditioner, religion og kultur end os selv.
Faren for ødelæggelse af vores egen kultur kommer ikke nødvendigvis kun udefra, hvis man skal følge Murrays tankegang, men også indefra.
Europa graver sin egen grav
Vore politiske ledere, der ikke selv har prioriteret familieforøgelse, virker heller ikke, som om de synes, det er noget stort problem, hvis den europæiske kultur skulle gå tabt.
Sveriges tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt har på nærmest masochistisk vis omtalt traditionel svensk kultur som »barbarisk«, hvorimod den fremmede kultur, der kommer udefra, opfattes som berigende. Det virker nærmest latterligt, hvis en politiker i dag står frem og vil forsvare og kæmpe for det gode gamle Europa.
Jeg er enig med Murray i, at Europa begår selvmord og har mistet lysten til at kæmpe for sin kultur og reproducere sig selv.
Men hvad jeg ikke er enig med ham i, er hans påstand på om, der ikke er nogen direkte årsag til masseindvandringen som sådan. Murray får det at lyde, som om indvandrerne lige pludselig var her, uden at man egentlig kan forklare, hvordan det skete. Murray vil ikke spekulere i det, siger han.
Det vil jeg til gengæld gerne.
Efter min opfattelse kom masseindvandringen, fordi vores egen kultur er syg.
Dødssyg.
Barnløsheden er blot et symptom på en langt alvorligere sygdom, som har bredt sig i store dele af den vestlige verden.
I et af sine hovedværker med titlen ’Sygdommen til døden’ beskriver Søren Kierkegaard, hvordan et menneske, der undlader at forholde sig til den åndelige dimension af selvet, vil blive fortvivlet, miste håbet og miste sig selv.
Hvad Kierkegaard taler om, er den åndelige død, som er langt værre end den fysiske død.
Hvor mange gange har historien ikke vist, at modige mænds og kvinders heroiske død kan betyde genoprejsning for en hel nation.
Det er den åndelige død, der lægger kulturerne øde og får mennesker til at sygne hen og miste livsgejsten.
Når europæerne ønsker at begå selvmord, er det, fordi man har afvist livets kultur, som Europa oprindeligt bygger på, nemlig kristendommen.
Der findes næppe noget skrift i vor kulturkreds, der er fyldt med så mange løfter om liv som Bibelen.
En bog, de fleste europæere er holdt op med at læse og leve efter for i stedet blindt at kaste sig over selvhjælpslitteraturen.
Skriv kommentar