Det er torsdag 25. oktober 2012. Her følger kulminationen på en opvækst og et liv med svigt, ustabilitet og angst.
Jeg vågner ved 12-tiden. Jeg har ligget søvnløs hele natten. Endelig er det gået op for mig, hvad jeg fejler; jeg er klar til at indrømme det over for mig selv og andre. Efter flere års bange anelser og mange søvnløse nætter er det gået op for mig, hvorfor jeg ikke er i stand til at fastholde relationer og gennemføre mine studier.
Jeg lider af angst – social angst. Jeg boner ud på de fleste symptomer: frygten for andres bedømmelse, frygten for pludselig at skulle tisse, frygten for, at andre bemærker mine symptomer; trykken for brystet, rødmen, mindre panikanfald.
Jeg er et år tidligere begyndt på min fjerde uddannelse, økonomi på Københavns Universitet. Allerede i opstarten er jeg ikke i stand til at gennemføre undervisningen og skal presse mig selv til det yderste for at få afleveret mine opgaver – jeg isolerer mig socialt.
Over sommeren begynder jeg at gå med tanker om at droppe ud. Angsten begynder at kæle for alternativer. Forsøger at bilde mig ind, at økonomi bare ikke var det rigtige.
Som den har gjort tre gange tidligere. Jeg forstår det ikke. Jeg er vild med økonomi. Jeg er vild med de muligheder, uddannelsen giver. Jeg ser allerede frem til at kombinere det med min politiske interesse.
Da det nye semester begynder i september, har jeg givet op. Jeg er ikke i stand til at møde op og følge undervisningen. Jeg bliver passiv. Handlingslammet. Jeg ved godt, at hvad jeg foretager mig, er ’forkert’. Men min rationalitet taber. En fluevægters kamp mod sværvægteren angst.
Jeg er klar over, at der er noget galt. Hvad jeg i mange år har frygtet, viser sig at være korrekt.
Som de fleste andre isolerer jeg mig med mine bekymringer. Jeg er ikke klar til at fortælle om det, før jeg med sikkerhed kender min diagnose.
Jeg ramte bunden
Jeg bor sammen med min kæreste gennem fire år. Min eneste kontakt med omverdenen foruden min egen lille familie. Hun ved godt, at der er noget galt. Hun kender mig, hun kender mønstrene.
Men som enhver anden, der frygter tabuerne og stigmatiseringen ved psykiske problemer, er jeg eminent til at forklare enhver situation. Mine overtalelsesevner er min overlevelsesstrategi. Hun har ingen chance. Min kæreste er inde på pædagogseminariet, hvor hun læser.
Hun er ved at skulle skrive sin bachelor. Hun er presset og har behov for støtte. Jeg ved, at jeg bør vaske tøj og købe ind, men jeg kan ikke overskue at gå de få meter ned i vaskekælderen eller hen til supermarkedet. Jeg sender en sms: »Kan du ikke købe ind på vejen hjem, skat«.
Klokken bliver 16, og min kæreste kommer hjem. Hun er ked af det og vred over, at der hverken er købt ind eller vasket tøj. Jeg forholder mig ikke til det. Forbliver kold, indifferent. Jeg skal fortælle hende, at jeg lider af socialangst. Det kræver alle mine kræfter.
Inden jeg når at fortælle hende det, sker det, jeg har frygtet de sidste mange måneder: »Malthe, jeg kan ikke mere. Vi må slutte«. Vi skændes. Jeg bliver vred og ked.
Jeg forholder mig rationelt. Giver hende plads. Siger til hende, at jeg flytter hjem til min mor. Giver hende ro til at tænke over tingene. Jeg får lige indskudt, at jeg lider af socialangst. Det er derfor, den er gal med mig. Hun virker ligeglad – hun har ikke overskuddet til at forholde sig. Jeg tager hjem til min mor.
Tre uger senere tager jeg hjem til vores lejlighed. Min kæreste skal give mig det endelige svar. Jeg kender svaret, men håbets naivitet eksisterer. Hun slår op. Jeg bliver vred og ked. Vi skændes. Jeg fortæller hende, at jeg ikke har i sinde at flytte hjem til min mor – det har været et helvede.
Jeg er for gammel til at bo hjemme, og isolationen gør mig deprimeret. Jeg har ikke økonomiske resurser til at flytte, så jeg bliver i vores lejlighed. Jeg tvinger hende hjem til sin far. Jeg får min vilje. Hun pakker en taske og går.
Jeg er alene i lejligheden. Jeg kan ikke være i mig selv. Jeg har mistet mit livs kærlighed. Jeg har erkendt min angst. Jeg er desperat. Jeg rammes af et angstanfald. Hvad skal jeg gøre? Jeg beslutter mig for at drikke mig stiv. Jeg drukner mine sorger, ensomhed og angst i en brandert. Spiller computer, går på internettet, lytter til musik. Falder i søvn sent på natten.
Vågner ud på eftermiddagen. Tømmermænd fra helvede. Jeg bestiller pizza og æder Treo, men som pizzaen er spist og alkoholen forbrændt, begynder der at opstå en uvirkelig følelse i min krop.
Det er mere end hjertesorger. Jeg kan ikke være i mig selv. Jeg er desperat. Rastløs. Jeg kan ikke ty til flasken. Tømmermændene er for kraftige, og jeg vil ikke ende som min alkoholikerfar.
Jeg oplever mit livs kraftigste angstanfald, da det går op for mig, hvor alene jeg er. Jeg har desperat og uden held forsøgt at kontakte min eks. Jeg har ingen venner. Jeg har intet at falde tilbage på. Min sociale isolation har efterladt mig i denne situation. Jeg bliver så desperat, at jeg står mellem to valg: at give op – gå på druk, følge i min fars spor – eller ringe til min mor og indrømme, at jeg har ramt bunden. Jeg har brug for hjælp.
Jeg tænker på min mor, min lillebror og min eks. De skal ikke lide smerten ved, at jeg giver op. Jeg tænker på min far og min søster. De er fastholdt i underklassen. Det skal aldrig blive mig. Jeg ringer til min mor, der henter mig. Jeg bryder sammen i bilen. Jeg kan ikke mere. Fortæller, at jeg har brug for hjælp og støtte. Vi kører hjem. Det bliver mit vendepunkt. Næste uge er jeg til min første psykologkonsultation.
Ustabil opvækst
Livet skrider fremad. Jeg får job på en skole, hvor jeg arbejder med handikappede børn. Efter den 7. psykologkonsultation siger min psykolog: »Malthe, du behøver ikke komme her længere«. Jeg er klar til at møde min angst og verden.
Jeg søger ind på lærerstudiet. Jeg er glad, når jeg arbejder med mennesker, og læreruddannelse giver mig mulighed for dette med et anstrøg af boglige udfordringer. Jeg kommer ind, og her fem år senere sidder jeg og skriver denne Kronik. Jeg er endnu ikke færdig med læreruddannelsen. Udfordringerne med angst løses ikke i et splitsekund. Jeg er dog ikke droppet ud, og jeg er blevet folketingskandidat.
Min sociale angst er ikke blot en virus, der har ramt mig. Det er ikke en pludseligt opstået sygdom. Det er følgevirkningerne af en opvækst med ustabilitet, svigt og en alkoholiseret far. En opvækst som skabt til at fremme ængstelighed i det barnlige sind.
Jeg er født i 1986. På dagen, hvor Hovedbanegården brændte, og tre uger efter drabet på Olof Palme. Min mor havde termin på hans dødsdag. Min mor fjollede altid med, at jeg blev tre uger forsinket, fordi jeg skulle nå at reinkarneres som Olof Palme.
Min mor og min far var allerede gået fra hinanden, da jeg blev født. Min mor var altså alene med en nyfødt og min 23 måneder ældre storesøster.
Jeg vokser op hos min mor sammen med min storesøster. I en mindre lejlighed på ydre Østerbro. Min mor gør sit bedste. Hun er ung, under uddannelse, og der er ikke meget hjælp at hente hos min far.
Min far bor i nærheden. Han lejer et enkelt værelse, og vi besøger ham hver anden weekend. Min far har ikke noget arbejde. Han har tidligere tjent penge som maler, men han er en falleret kunstnerhippie. Pæn mand, charmerende, grænsende til det excentriske. Han er underklasse. Hans mor begik selvmord, da han var lille, han er røget ind og ud af børnehjem; opvokset i 50’ernes dybe københavnerfattigdom.
Min far er også alkoholiker, og han er fuld, når min søster og jeg besøger ham. Jeg husker ikke meget. Men husker få episoder, som da min søster og jeg skal følge min far hjem fra værtshuset, fordi han er for fuld. Han synger opera hele vejen fra Østerbrogade og op ad Jagtvej. Flere folk råber ad ham: »Gå dog hjem. Sov den ud. Du har børn med«. Jeg skal som 5-årig passe på min far.
Jeg husker, hvordan min far slet ikke forstår, at han er den voksne, og vi er børnene. Min søster og jeg sidder i hans seng. Han hænger ud ad vinduet fra 3. sal med begge ben ud, kun hængende fast i højre arm. Han slipper og lader, som om han falder ud, for at gribe fat i sidste øjeblik. Min søster og jeg græder af desperation, min far griner bare af det. Vi er skrækslagne.
Som 7-årig kan jeg ikke mere. Jeg siger til min mor, jeg ikke vil se min far længere. Som 7-årig tager jeg en beslutning, ingen 7-årig nogensinde skal tage.
Derefter ser jeg kun min far en gang. Som 13-årig, hvor han møder op til en aftale med min mor, søster og mig. Han er fuld – ham vil jeg aldrig se igen.
De første mange år græd jeg mig i søvn. Dengang vidste jeg ikke hvorfor, i dag ved jeg, at det skyldes, at jeg savnede min far. En far, jeg skammede mig over.
Skyldfølelse og skam på samme tid
Vi flyttede til Islands Brygge, da jeg var 7, og jeg begyndte på Islands Brygge Skole som 8-årig. Når jeg mødte mine nye venner, var jeg skamfuld over min far og over, at jeg ikke havde kontakt med ham. Jeg opfandt løgne: Han var fodboldspiller, han var italiener, alt for at undgå skammen, alt for at undgå, at mine nye venner ikke kunne lide mig, fordi min far var alkoholiker og ikke en del af mit liv.
Jeg følte nu skyld over at have afvist min far og skam over, hvem min far var.
Det påvirkede min barndom. På min første skole var jeg et problembarn. Allerede dengang gjorde jeg mit bedste for at undgå at blive til grin: Vi skulle læse ord højt fra tavlen. Jeg kunne ikke læse, så jeg undgik at blive valgt først, og i stedet huskede jeg ordene, når de andre læste dem højt. Jeg var så dygtig til det, at min lærer troede, at jeg kunne læse – det kunne jeg ikke.
Da jeg skiftede skole og mødte en lærer, der forstod mig, lærte jeg at læse på to måneder. Og jeg gik fra at være et dumt problembarn til at være en begavet ballademager.
Tiden gik, og jeg havde en fornuftig opvækst. Savnet af en far var der stadig, og der var stadig momenter af omsorgssvigt.
Som 14-årig flyttede jeg til en villa i Bagsværd – nu var vejen fra underklassen over arbejderklassen til middelklassen fuldendt. Jeg blev student fra Gladsaxe Gymnasium i 2005. Jeg var en kikset og genert teenageknægt, men der var ingen tegn på, at jeg var ved at udvikle en angstlidelse.
Efter et sabbatår begyndte jeg på fødevarevidenskab på KVL. Jeg stoppede relativt hurtigt. Jeg var for umoden. Året efter besluttede jeg mig for at læse historie på Syddansk Universitet, så jeg flyttede til Odense i september 2007. Her kan jeg tydeligt se, hvordan min generthed er blevet en angstlidelse. Jeg flyttede ind på 4. Maj Kollegiet som barnebarn af en frihedskæmper. Men blev aldrig en del af kollegiet. Tre gange var jeg ude i fælleskøkkenet. Da jeg flyttede ind, til et køkkenmøde, og da jeg flyttede ud.
Jeg brød mig ikke om det sociale. Jeg ville helst være på mit kollegieværelse. Jeg undgik fællestoiletterne og badet til meget sent om aftenen. Jeg lærte faste spisemønstre, så jeg undgik køkkenet og de andre beboere. Tabte 20 kg. Tog hjem på weekend fra torsdag til mandag. Jeg var social på mit studie, men jeg kunne ikke være det på kollegiet.
Det var første gang, min angst kontrollerede og isolerede mig. I en helt ny by holdt det ikke længe. Efter vinterferien kom jeg ikke tilbage på studiet, og jeg flyttede hjem igen.
Seks måneder senere mødte jeg min kommende kæreste. I vores forhold fik angsten perfekte vækstbetingelser. Jeg mistede kontakten med mine gymnasievenner, og jeg blev langsomt mere og mere syg og invalideret af min angst, hvilket kulminerede i efteråret 2012.
Jeg lever stadig med min angst, og den fremprovokerer stadig stresslignende tilstande, hvis jeg blot et øjeblik lader den kontrollere mig. Men jeg har efterhånden lært at kontrollere den.
Lært, hvornår min sociale angst siger fra, og hvornår min fornuft siger fra. Det er dog en livslang lidelse. En lidelse, der er stærkt invaliderende.
Jeg er velsignet. Jeg rakte ud efter hjælp. Jeg var selv indstillet på, at mit liv skulle ændres. Jeg mødte en psykolog, der forstod mig. Og når jeg har været ved at falde igennem, var min mor der. Heldig, at min angstlidelse er forholdsvis mild. I dag har jeg det så godt, at jeg er stolt over min baggrund. Jeg skammer mig ikke længere over at være et halvbrændt barn. Det er ikke alle, der har det samme held. Mange er langt mere invalideret.
For mange er tilværelsen langt sværere, og de skal bruge mere støtte og hjælp for at fungere. Og det er netop mit ærinde: at fortælle min historie og stille op til Folketinget. For at bryde tabuerne om psykisk sygdom og lidelse, for at fjerne stigmatiseringen om, at folk er skøre eller utilregnelige.
Jeg kunne godt have undladt at fortælle min historie. Jeg har et lykkeligt liv i dag. Jeg har fået styr på mit sind.
Men der findes mange mennesker i Danmark, der har behov for, at nogen stiller sig op og tager kampen. En kamp, der kun kan vindes, hvis der også sker politiske ændringer: behandlingsgaranti for psykisk sygdom, skattebetalt psykologhjælp og en forståelse for, at mange sociale problemer har rod i psykiske problemer. ’Tag dig sammen’ er verdens dummeste politik.
Jeg har et ben i underklassen. Jeg har oplevet, hvordan omsorgssvigt og psykiske problemer går i arv. Jeg kan se på min farmor, min far, min søster og nu min niece, hvordan vi stadig svigter og efterlader mennesker. Når der er fire generationer i lige linje, der ikke formår at bryde den sociale arv, gør vi det ikke godt nok.
En ny socialpolitik kræver aftabuisering af psykiske sygdomme og lidelser. Det kræver, at nogen tør stille sig op og kæmpe – med denne Kronik tager jeg kampen op.
fortsæt med at læse
