I over 2.000 år har mennesker i vores vestlige kulturkreds – og såmænd også i den kinesiske – skrevet historie. Altså ikke eventyr og myter, men fortællinger om mindeværdige begivenheder udført af virkelige mennesker og med overjordiske og underjordiske magter skubbet i baggrunden. Lige så længe har der været delte meninger om formålet med historie: Er det nok, at historien er underholdende og velskrevet? Eller er det vigtigste tværtimod, at vi skal lære af historien? Og hvis vi skal lære af historien, hvad er det så, vi skal lære?
De bedste historiske emner er selvfølgelig dem, der har det hele: dramatisk råstof til en god fortælling, muligheder for identifikation og samtidig et budskab til eftertiden. Svenskekrigene – de to sammenhængende krige mellem Danmark og Sverige 1657-1658 og 1658-1660 – lever afgjort op til disse kriterier.
