Man skulle ikke tro, det kunne ske i et land som Danmark. At Rigshospitalet fyrer en tjenestemand uden forudgående tjenstlig advarsel, som var medstifter af Cochrane-samarbejdet for 25 år siden og har skabt Det Nordiske Cochrane Center ud af ingenting og gjort det til et forskningscenter i verdensklasse. Vicedirektør på Rigshospitalet Per Jørgensens officielle begrundelse for at fyre mig er, at han har mistet tilliden til, at jeg fortsat vil kunne lede centret. Dette er ikke en saglig begrundelse og modsiges af mine resultater. Fyringen var brutal. Den foregik reelt 29. oktober under min første tjenstlige samtale nogensinde. Jeg blev suspenderet og behandlet, som om jeg havde begået alvorlig kriminalitet.
Jeg måtte ikke engang gå tilbage til mit kontor, og mit personale fik forbud mod at kontakte mig, hvilket især mine fem ph.d.-studerende ikke kan forstå meningen med. De har skrevet til Rigshospitalet og ministeren og påpeget, at de ikke kan undvære mig som vejleder.



























