Da dansk politi sent fredag aften 13. juli anholdt en 58-årig tyrkisk-kurdisk mand i Rødbyhavn ved indrejse til Danmark skete det på tyrkisk anmodning, tilsyneladende fra den tyrkiske efterretningstjeneste, der om nogen har været Erdogans forlængede arm i forfølgelsen af såvel tyrkiske som kurdiske demokrater i og udenfor Tyrkiet.
Anholdelsen af den påståede PKK-leder rejser spørgsmålet om det yderst betænkelige i, at dansk politi samarbejder og anholder på foranledning af Erdogans Tyrkiet. Men sagen afføder også en forundring over hvordan den danske rigsadvokat overhovedet kan overveje en udvisning af en kurdisk aktivist til Erdogans Tyrkiet, som er berygtet for udbredt tortur - især af kurdere.
Anholdelsen af den tyrkisk-kurdiske mand er ikke første gang, at spørgsmålet om overholdelse af forbuddet mod udvisning til tortur og - for at omgå forbuddet mod tortur - brugen af såkaldte diplomatiske garantier er blevet aktuelt.
Før terrorpakkerne udleverede Danmark ikke udlændinge til retsforfølgning i udlandet (med visse undtagelser for Skandinavien). Dette princip blev dog forkastet efter terrorangrebet 11. september 2001, da man i EU vedtog den europæiske arrestordre, og Danmark i samme forbindelse åbnede op for udlevering til lande udenfor Europa.
Sidste år stadfæstede Østre Landsret i august en kendelse fra Byretten i Nykøbing Falster fra måneden før om, at udlevering af det kurdiske torturoffer Musa Dogan til Tyrkiet mod en diplomatisk garanti - fra Erdogans Tyrkiet - om at han ikke vil blive udsat for tortur, var ulovlig.
Oprindelig havde Rigsadvokaten besluttet at imødekomme et tyrkisk krav om udlevering af Musa Dogan til Tyrkiet, hvor han tidligere har været udsat for tortur. Rigsadvokaten vurderede, at Dogan ikke vil blive ’udsat for forfølgelse’ af ’alvorlig karakter’ og fremhævede ’endvidere garanterer de tyrkiske myndigheder, at Musa Dogan ikke vil blive underlagt tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling’.
Med denne ’diplomatiske garanti’ mente Rigsadvokaten, at betingelserne for en udlevering var opfyldt. Det er grotesk, at Rigsadvokaten fandt, at en udvisning til netop Tyrkiet overhovedet kan komme på tale - især efter at de mest basale menneskerettigheder systematisk er blevet trådt under fode i Tyrkiet siden kupforsøget i juli 2016.
Udviklingen siden har vist, hvad FNs konvention mod tortur kalder »et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne« - især overfor kurderne. Tyrkiet-eksperter mener ikke, at ophævelsen af undtagelsestilstanden for få dage siden afgørende vil ændre på forholdene.
Men problemstillingen om torturforbud, udvisning og diplomatiske garantier mod tortur drejer sig ikke kun om ikke-danskere eller om Tyrkiet og forfølgensen af kurdere.
Udleveringen til Indien af den danske statsborger Niels Holck, der var sigtet for terroristisk våbennedkastning, blev først af Retten i Hillerød i 2010 og senere af Østre Landsret i 2011 dømt ulovlig.
Selvom flere politikere startende med Pia Kjærsgaard (DF) og tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K) har gjort sig til talsmænd for at Danmark skal effektuere udvisninger trods fare for tortur ved at have tillid til og bruge diplomatiske garantier har de danske domstole i praksis indtil nu underkendt diplomatiske garantier og ulovliggjort udlevering af personer til lande, hvor der er risiko for tortur.
Udvisning og brug af diplomatiske udvisninger er tæt forbundne med spørgsmålet om tortur. En lang række internationale og regionale konventioner - fra Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i 1948 via den Europæiske Menneskeretskonvention i 1950 til FNs konvention mod tortur i 1984 - fastslår, at der gælder et absolut forbud mod tortur. Danmark har ratificeret disse konventioner.
At forbuddet er absolut betyder, at ingen særlige omstændigheder af nogen art kan påberåbes som retfærdiggørelse af tortur, det være sig krig, trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand, som det hedder i FNs konvention mod tortur. Med tanke på det internationale politiske klima siden terrorangrebet i 2001 er det vigtigt at understrege, at terror eller mistanke om terror heller ikke kan retfærdiggøre tortur.
Det betyder, at brugen af tortur ikke er en balancegang mellem tortur på den ene side og andre hensyn på den anden side - det være sig statens sikkerhed eller andre personers liv eller menneskerettigheder. Tortur af en terrormistænkt kan derfor aldrig retfærdiggøres, fordi man tror, at de informationer man får ved hjælp af tortur, kan redde mange menneskeliv fra et muligt terrorangreb.
Der gælder endvidere et forbud mod udvisning til tortur, idet ingen må udvises, tilbageleveres eller udleveres til en stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur, som det hedder i FNs konvention mod tortur.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog i 1996, at forbuddet mod udsendelse til tortur i udvisningssager er absolut og ikke kan fraviges. Karakteren af de kriminelle handlinger har ikke betydning for om der skal ske en udvisning. Ingen må udvises til tortur.
I 2008 bekræftede domstolen endnu en gang, at forbuddet mod udvisning er absolut, og der kan ikke foretages en konkret afvejning mellem risikoen for, at den udviste bliver udsat for tortur i modtagerlandet, og at den pågældende er en trussel mod statens sikkerhed i udsendelseslandet. En trussel mod statens sikkerhed, vil aldrig kunne retfærdiggøre en udvisning til tortur.
FNs konvention mod tortur er mest klar på, at der ikke må ske udvisning såfremt der er vægtige grunde for at antage, at den pågældende vil blive udsat for tortur. Ifølge den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vil det afgørende tidspunkt for bedømmelse af ’vægtige grunde’ være tidspunktet for udvisning. Hvis udvisningen ikke har fundet sted er det tidspunktet, hvor sagen behandles, der er afgørende.
Bedømmelsen af om der er tale om ’vægtige grunde’ er tostrenget. For det første skal der ske en vurdering af den generelle menneskerettighedssituation i modtagerlandet, herunder skal det undersøges om tortur praktiseres systematisk. Rapporter fra f.eks. Amnesty International, Human Rights Watch eller State Department i USA kan inddrages i denne vurdering.
Dernæst skal der foretages en konkret vurdering i forhold til den person, der skal udvises. Udsendelseslandet bør undersøge om den pågældende konkret risikerer at blive udsat for tortur. Det kan f.eks. være, fordi vedkommende er medlem af en etnisk eller national minoritet eller en politisk gruppe, som bliver systematisk forfulgt.
Diplomatiske garantier udspringer af ønsket om at omgå forbuddet mod udvisning til tortur. Når der ikke kan ske udvisning, fordi der er vægtige grunde til at antage, at en person vil blive udsat for tortur efter udvisningen, har det affødt et ønske om at omgå forbuddet mod udvisning gennem en aftale mellem udsendelseslandet og modtagerlandet om, at en person alligevel kan udvises fordi modtagerlandet lover og forsikrer, at han ikke vil blive udsat for tortur.
Men en aftale kan være mange ting. Fra en international konvention eller en traktat mellem to lande, der formelt er anerkendt, til løsere aftaler, diplomatiske garantier eller diplomatiske forsikringer, som ikke nødvendigbis er skriftlige eller offentliggjorte, men - som det gælder i tilfældet med diplomatiske garantier om at tortur ikke vil finde sted - ligefrem kan underminere og udhule f.eks. FNs konvention mod tortur.
Bilaterale aftaler mellem stater indgås ofte mere uformelt, netop fordi aftalen ikke skal skabe juridiske forpligtigelser, hvilket gør aftalen mere fleksibel, sådan at den let kan ændres mellem parterne og samtidig være fortrolig.
En diplomatisk garanti kan erfaringsmæssigt både være en skriftlig eller en mundtlig aftale, og der er ikke en bestemt form for, hvordan den skal udformes eller hvilket indhold den skal have. En diplomatisk garanti indeholder typisk en garanti fra det land, som skal modtage den udviste person, om at den pågældende ikke vil blive udsat for tortur.
Trods den ikke-formaliserede status i mellemstatslige relationer er brugen af diplomatiske garantier ikke et nyt fænomen, som er opstået i forbindelse med udvisningssager i den erklærede kamp mod terror siden 11. september 2001.
I mange år er der gjort brug af diplomatiske garantier i sager, hvor en person har skullet udvises til retsforfølgning fra et land, som ikke tillader dødsstraf, til et land, hvor dødsstraf er en lovlig sanktion. Fra modtagerlandet har man typisk fået en diplomatisk garanti for, at en person ved udlevering ikke risikerer dødsstraf eller hvis dødsstraf idømmes, vil en sådan dom ikke blive eksekveret.
Men tortur og dødsstraf kan ikke sidestilles i dette tilfælde. Da dødsstraf er en lovlig sanktion i modtagerlandet og dermed foregår åbenlyst eller i hvert fald offentligt, i modsætning til tortur, vil overholdelsen af diplomatiske garantier i sager om dødsstraf nemt kunne monitoreres eller kontrolleres.
Siden 11. september 2001 er diplomatiske garantier blevet anvendt i sager, hvor et land ønsker at udvise en person (ofte en terormistænkt) til et andet land, hvor der er risiko for, at den pågældende vil blive udsat for tortur.
Det kan ikke entydigt fastlås om diplomatiske garantier entydigt set er retligt bindende. FNs Særlige Rapportør for Tortur, Manfred Nowak er af den opfattelse, at diplomatiske garantier ikke er juridisk bindende.
Brugen af en diplomatisk garanti i udvisningssager, hvor der er risiko for tortur, er i sig selv et paradoks. Diplomatiske garantier vil jo netop først komme på tale, når der er tale om udvisning af en person til et land, hvor det er dokumenteret, at tortur udøves systematisk. Behovet for en diplomatisk garanti signalerer, at afsendelseslandet erkender, at der en risiko for, at den udviste udsættes for tortur, men det signalerer også, at modtagerlandet i realiteten vedgår, at der praktiseres tortur - bare ikke i dette konkrete tilfælde.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række sager om mulig brud på det absolutte forbud mod udvisning til tortur også taget stilling til anvendelsen af diplomatiske garantier. Domstolen har stillet sig kritisk overfor værdien af diplomatiske garantier og deres mulighed for at beskytte den udviste mod tortur, hvis garantierne ikke indeholder nogen henvisning til, hvorledes der kan ske opfølgning og monitorering af deres overholdelse
I de fleste af de sager, hvor diplomatiske garantier har været anvendt, er domstolen kommet frem til, at udstedelsen og udveksling af dem ikke er nogen garanti mod tortur.
Domstolen understreger endvidere, at udstedelsen af en diplomatisk garanti ikke fritager det land, som modtager garantien, fra at foretage en konkret vurdering af om garantien i praksis vil beskytte den udviste mod tortur.
FNs Torturkomité og FNs Menneskerettighedskomité kom i to sager rejst mod Sverige, efter udvisning af to terrormistænkte til Egypten frem til, at Sverige havde forbrudt sig mod FN-konventioner ved, at de diplomatiske garantier, der var blevet afgivet af Egypten, ikke var tilstrækkelige til at garantere de udviste terrormistænkte mod at blive udsat for tortur. De diplomatiske garantier indeholdt ikke bestemmelser om, hvorledes garantierne skulle gennemføres, og hvordan man skulle sikre deres overholdelse.
FNs daværende Særlige Rapportør for tortur Manfred Nowak udtalte sig meget klart og kategorisk imod dansk brug af diplomatiske garantier i udvisningssager, hvor der er risiko for tortur, under sit besøg i Danmark i 2008. Med udgangspunkt i tuneser-sagen om udvisning af to ikke-dømte tunesere fra Danmark til Tunesien, som var mistænkt for at planlægge et attentat på Muhammed-tegneren Knud Westergaard, frarådede Nowak Danmark at gøre brug af diplomatiske garantier, som han så som et forsøg på at omgå det absolutte forbud mod tortur.
Nowak henviste til, at erfaringer fra andre lande viste, at diplomatiske garantier hverken er juridisk bindende eller en reel garanti mod tortur, og han understregede, at Danmark ved brug af diplomatiske garantier ville sende et forkert signal til omverdenen.
Endvidere har ledende internationale menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International i de seneste femten år udtalt sig imod brugen af diplomatiske garantier.
Tortur foregår i det skjulte og kan ofte ikke spores eller dokumenteres og den person, der udsættes for tortur er bange for at fortælle om torturen af frygt for repressalier, hvis der overhovedet er adgang til private eller fortrolige samtaler med den pågældende. Derfor vil det ofte være umuligt at dokumentere om de diplomatiske garantier rent faktisk overholdes.
Danmark har tidligere spillet en central rolle i kampen mod tortur på verdensplan. I mange år var Danmark kendt som et foregangsland, som andre lande så op til i overholdelsen af menneskerettighederne.
Regeringen har siden 2015 arbejdet målrettet på, at Danmark skal blive medlem af FNs Menneskerettighedsråd. Kamp mod tortur er en af fire erklærede mærkesager. Hvis man mener kandidaturet alvorligt, er det nødvendigt, at regering og Folketing fortsat understreger sin uforbeholdne støtte til det absolutte forbud mod tortur og principielt afviser brugen af diplomatiske garantier i udvisningssager.
Hvis Danmark skal genvinde anseelsen fra andre lande i verden, er det nødvendigt, at Danmark fortsat understreger sin uforbeholdne støtte til det absolutte forbud mod tortur og forbuddet mod udlevering til tortur.
Fra dansk side bør man i forbindelse med kandidaturet til FNs Menneskerettighedsråd eksplicit og principielt afvise brugen af diplomatiske garantier i udvisningssager. Og i praksis bør Danmark afvise muligheden for at indgå eller bruge enhver form for diplomatiske garantier, sådan at man fra dansk side fortsat kan bidrage til at sikre respekten for det absolutte forbud mod tortur.
Danmark skal stå fast på FNs konvention mod tortur. Vi skal hverken udfordre eller udhule torturforbuddet ved at udvise personer til lande, hvor der er fare for at de udsættes for tortur. Vi skal afvise brug af diplomatiske garantier.
Dermed vil Danmark bringe sig på linie med den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en lang række FN eksperter og ekspertorganer samt internationale menneskerettigheds-organisationer, der har fastslået, at diplomatiske garantier ikke er en garanti mod tortur. Kun derved kan Danmark gøre sig fortjent til en plads i FNs Menneskerettighedsråd.
fortsæt med at læse
