Som præst ved man godt, at der ofte findes en vis uoverensstemmelse mellem de ord, man siger, og de mennesker, der hører dem. Man repræsenterer en meddelelse, der kan fremstå en kende uhåndterlig, da dens gyldighed jo ikke kan bevises, men kun gribes gennem tro.
Derfor må præsten blot blive ved med at insistere på, at det også er muligt at tro i en tid, hvor mange afviser tanken, men hvor lige så mange vel at mærke kredser om kristendommen. Det sker i film, i bøger, i aviskommentarer og i DR-dramaserier, og mange andre end præsterne sætter i dag ord på det religiøse.