Starten på nummer to anfald var i gang. Jeg var endnu en gang ved at miste kontakten til mine muskler, og verdenen udenfor drejede rundt. Selv om jeg helst ville have været fri, besluttede mine forældre, at det var på tide at få mig på hospitalet. De var bange.
Mine hænder og kæber var begyndt at ryste ukontrollabelt. Min temperatur faldt til 34,4 grader. Jeg fik kramper i musklerne i mine arme og ben. Og jeg evnede ikke at tale med andet end enstavelsesord: »Mor … fryser … hjælp …«.