Min afdeling arbejder i et telt for tiden. Hæve-sænke-bordene og de ergonomiske skrivebordsstole er blevet udskiftet med en bærbar computer i skødet, siddende på en desinficeret plastikskammel.
Den private garderobe er foldet sammen i en bunke oppe på kontoret i venten på, at vi efter vagtens afslutning kan afklæde os de hvide uniformer og de blå engangsforklæder. Jeg må indrømme, at jeg til en start var både nervøs og utilpas i situationen. Jeg er læge – ja – men nu er jeg langt fra hverdagen, som jeg kender den.
