Covid-19-krisen har blotlagt den dybe tabuisering af døden i de vestlige samfund. Menneskets stærke instinktive frygt for døden er biologisk og evolutionært meningsfuld, idet den styrker selvopholdelsesdriften og øger chancen for artens videreførelse.

Men i en højtudviklet civilisation, hvor menneskeartens videreførelse og dominans for længst er sikret, og hvor vi selvrefleksivt er i stand til at definere os som tænkende, etisk formående væsner, er denne frygt hverken evolutionært meningsfuld eller eksistentielt og filosofisk gavnlig.