0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

250 år gammel filosof: Ja, Hegel er pissesvær at komme ind i. Men hans pointer har aldrig været vigtigere

I dag fylder Hegel 250 år. Han er en svær filosof at komme ind på livet af – men en, som man skylder sig selv at prøve kræfter med.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Foto: Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I dag fylder en af de mest berygtede og berømte filosoffer 250 år. Berømt for at ville tænke alt med fornuften og som fornuftigt. Berygtet for at være den sværeste borg at indtage i hele den vestlige tankes historie. G.W.F. Hegel (1770-1831).

Hvis vor tid har gjort ’spekulativt’ til et skældsord, så er det, fordi vor tid er ganske uhegeliansk og mageligt anlagt. Hegel gør selv en dyd ud af at være spekulativ, hvilket ikke er det samme som at være abstrakt. Abstrakt er, når noget fjerner sig fra det reelle.

Som når moralen fordrer en bedre verden end den, som er. Spekulativt er, når det konkrete forstås. Og forståelse på baggrund af spekulation er netop en møjsommelig aktivitet, Hegel kalder det selv at gøre sig begrebets anstrengelse.

Nu er det imidlertid ikke alt, der er svært, som også er dybt. En sudoku kan være ganske vanskelig uden at rumme noget betænkelsesværdigt, og omvendt kan poesien vise os, at store tanker kan pakkes ned i enkle sætninger. Undertiden må man lægge Hegel fra sig, fordi det bliver for komprimeret eller uindtrængeligt.

Men med Hegel har man altid et indtryk af at gå glip af noget vigtigt. Mange af os må vende tilbage adskillige gange i livet, hver gang med nyt mod – en frisk gejst – for at trænge ind.

Hvis man skulle skitsere, hvad Hegels filosofi går ud på, så er det at vise, at der er systematik i verden, og at verden derfor kan begribes i et system.

Den forestilling går sådan set helt tilbage til de antikke grækere, der kaldte et sådant princip for logos. At der er logos i verden, er grunden til, at den er en orden og ikke et kaos, og netop fordi verden er en orden, så kan den også forstås af tanken.

Set fra i dag kunne vi anakronistisk spørge, om man så ikke må være troende for at se, hvad Hegel mener at se – og om Hegels filosofi så ikke snarere burde kaldes en religion?

Hertil er svaret, at jo, man må tro, men ikke mere, end at man må tro på, at en sang kan synges, for at begynde at synge den. Og at begive sig ind i filosofi er at gå ind på den præmis, at der kan siges noget systematisk om verden, fordi verden har systematik. Det er det første.

Det andet er, at denne systematik også er i bevægelse, i udvikling. Og det tredje er det nok mest kendte fra Hegel, at denne udvikling foregår i modsætningspar: i en position, en negation og en ophævelse, der er en højere position, hvor den tidligere position og negationen ikke længere er modsætninger.

Man kan tænke det at blive voksen som at bevæge sig fra en position, barndommen (far og mor har altid ret) igennem en negation, puberteten (far og mor har aldrig ret) til en ophævelse i en ny position, voksendommen, (det er ikke sådan, at far og mor enten altid har ret eller aldrig har ret, de har altid både ret og ikke ret, derfra hvor de taler). Denne udvikling kalder Hegel dialektik.

Det fjerde er så, at den dialektiske udvikling gennemløber verden på to planer. Som hændelse og igen, når den forstås.

Eller med Hegels termer: umiddelbart og middelbart. Mit liv som det hænder, og det, der sker, når jeg forstår mit liv.

Historien som den hænder, og historien som den forstås af menneskeheden. Det hedder med Hegels ord i sig og for sig. I og for sig. Og det er meget typisk for Hegel at nå frem igennem dagligsproget, der gemmer på indsigter, som man end ikke vidste, at man artikulerede, når man bruger sproget. Det bliver man så meget klogere på, når man trænger ind i Hegels tankeslot.

Det femte, man må forstå, er, at subjektet for denne forståelse kan ses fra forskellige vinkler.

Det er mig, der forstår mig på mit liv, samtidig med at det er en del af mit liv at forstå mig på mit liv. Derfor er det på en måde også livet, der forstår sig på sig selv. Ligesom vi forstår os på historien og også selv er en del af historien, og at det på denne måde er historien, der forstår sig på sig selv igennem os.

Derfor, siger Hegel, kan vi tale om et endnu større eller mere grundlæggende subjekt, ånden, der kommer væk fra sig selv og tilbage til sig selv ved at forstå sig på sig selv. Det er en tanke om at se alting fra altets synsvinkel, må man følge Hegel i, hvis man vil med ham.

Det er mig, der forstår mig på mit liv, samtidig med at det er en del af mit liv at forstå mig på mit liv

Meget mere kan siges, og Hegels filosofi havde ikke fået sin status og store indflydelsesradius, hvis den lod sig referere så kort.

Hvad er der så at hente ved at begive sig ind i denne tyske mastodont af en borg? Der er for det første det at hente, at verden bliver set og forstået på en for de fleste helt ny og anderledes måde. Verden bevarer sine forskelle, men de kommer til at hænge sammen.

Ting forandrer sig, men man kan nu se, at de forandrer sig med en grund. Ting forsvinder, men man kan nu se, at de også bevares.

Når man ser verden med Hegel, så begynder verden at hænge sammen. For Hegel er der ingen paradokser, der er nok modsætninger, der ikke har udfoldet hele deres potentiale endnu, og der er noget, der ligner paradokser, fordi det endnu ikke er forstået, men begge dele er et spørgsmål om tid. Fornuften har også en historie, og det tager tid, før den er udfoldet.

Hvad der også kommer til at hænge sammen, er, at mange af de forskellige tankefigurer, man møder rundtomkring i forskellige discipliner, viser sig at have deres udspring hos Hegel.

Det være sig hele det 20. århundredes hermeneutik. Det være sig Freuds begreb om, at fortiden står åben for forandring, fordi det hændte senere forstås, hvad Freud kalder Nachträglichkeit.

Det være sig hele fænomenologien. Eller tilgange til videnskabshistorie, der forstår sig på at skrive tankens udvikling og ikke bare måleredskabernes og observationernes. Eller, lad os bare tage et eksempel: det meste af den moderne pædagogik.

Om det, som Søren Kierkegaard kaldte ’Hjælpekunst’, og som vi i dag vil kalde pædagogik, lyder det hos Kierkegaard: »For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer«.

Det at tænke forståelsesformernes udvikling og ikke bare forståelsen som et apparat, der er tændt eller slukket, der virker eller ikke virker, bryder igennem med Hegel i ’Åndens fænomenologi’ fra 1807. Her beskrives netop, hvordan en bevidsthed danner ideer og udvikler sig.

Uden denne måde at tænke på var den moderne pædagogik ikke blevet til noget. Det kan nok være – må man med Hegel indrømme – at den havde udviklet sig alligevel, men det var Hegel, der kom til at stå fadder til så mange moderne ideer, der tog form i alle mulige videnskaber, imens Hegels grundpræmisser om verdens systematik og forståelighed blev genstand for stor satire op igennem det 19. århundrede hos skikkelser som Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche og Freud.

Det, der gør Hegel så tiltrængt i dag, er netop denne systematik og det fornuftsbegreb, han præsenterer.

Mange vil jo nok sige, at der er alt for meget systematik i vores liv, se bare på, hvordan kalenderen bugner, eller hvordan New Public Management har krævet ofringer af professionel dømmekraft og erfaring.

Pointen er, at det nok er en brug af forstanden, men at der er mere til fornuften end at tælle, ordne og udregne det billigste tilbud. Detektorforstand og forbrugerprogrammernes afsløring af snyderi er ikke fornuftens kulmination, men snarere en rudimentær fornuft med udviklingspotentialer.

Nok har vi indladt os med en masse systematik, men denne systematik er af abstrakt karakter. Kalenderens timer er lige lange, det er de levede timer ikke, altså etablerer vi samordninger og koordineringer med noget for livet fremmed. Alle de data, som vi lader gennemtrænge vores liv og lader livet styret af, gør os fremmed for livet.

Som modbevægelse har vi så de seneste 40-50 år set en total opprioritering af det subjektive, det oplevede, der lægger sig ud over alt det objektive. Ethvert subjekt har ret til at få sin subjektive oplevelse og særlighed anerkendt som sandhed.

Dette skete længe før fake news, men banede jo nok vejen for fake news. Selv kønnet er i denne ophøjelse af det subjektive en oplevelse, som ingen må definere udefra. Man modsætter sig kategorier, fordi de er almene, og baserer sig på fortællinger, der hævdes at være særlige for enhver eller ethvert folkeslag eller gruppering.

Vi lever i en tid, hvor det subjektive morads lever side om side med en abstrakt ordning og styring, der baserer sig på naturvidenskabens målinger og computernes algoritmer, der gennemtrænger livet, hvad Hegel kaldte leblose Schema, livløse skemaer. Og i denne underlige sameksistens er det, at vi om noget mangler Hegel. Vi savner ham uden at vide det.

Vi savner en systematik, som er livets, og som kan favne det hele. Der er nok sekteriske systemer som astrologien, men vi mangler fornuftige systemer, der, fordi de forstår sig på livet, kan ordne og begrunde det på livets præmisser.

At leve med Hegel i vor tid vil da være at gøre som Hegel: at tage fat på den samtid, som ens forgængere har overladt en.

Jeg tror, at Hegel ville begynde med kulturrelativisterne og de identitetspolitiske bevægelser og spørge, hvordan de i deres værnen om det forskelligartede, det særlige, det subjektivt anderledes kan være så sikre på, at de ikke kan vide om andres subjektive oplevelser, om andres identitetsfølelser, om andres kulturelt bundne perceptioner?

Er det ikke, som på Hegels tid, nu tid til at mistænke selve mistanken, sådan som Hegel viste en vej frem? For når man kan indtænke de andre identiteter, man må drage omsorg for, så ved man tilsyneladende allerede noget om både de undertrykte, undertrykkerne og forholdet imellem dem. Man foregiver en ikke-viden for at kunne beskytte ’det andet’.

Man foregiver ikke at have adgang til det andets særlighed og subjektivitet, alt imens man forudsætter meget viden, for eksempel at det er værd at beskytte. Heri ligger allerede kimen til en systematik, den må bare erkendes og vedstås for at realisere sig.

At leve med Hegel i vor tid vil da være at gøre som Hegel: at tage fat på den samtid, som ens forgængere har overladt en

Over for den, der tænker systematisk og indtænker andetheden og dens fænomenologi i sit system, vil der rejse sig en modstand, fordi det er mere krævende at begribe systematikken, end det er at henvise til kaos, ureducerbare særligheder eller regioner, der for forståelsen er uindtrængelige.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke sådanne bevægelser forveksler den menneskelige erkendelses begrænsninger med deres egne begrænsninger.

Eller om egen dovenskab retfærdiggøres med et postulat om tankens blindgyder, værens uigennemtrængelighed og perspektivers uoversættelighed, uden at man har gidet bevæge sig ud til grænsen. Er det så svært at forstå? – fristes man til med Hegel at spørge.

Hvis man vil leve, må man tro på en systematik, ligesom man må tro på, at man kan cykle for at gøre det.

Her fik Hegel dog hjælp af at leve i en tid, der godt nok var ved at være slut, men som siden antikken havde forudsat en grundorden i verden.

Hvis nogen ville driste sig til at mobilisere en vilje til systematik i dag, og det er jo det, jeg plæderer for, så må det arbejde gøres i en verden, der for en dels vedkommende ikke tror på nogen orden eller, for en anden dels vedkommende, mener, at systemet allerede er indfriet som fysik, kemi eller excelark.

En tredje modstand, man vil møde, er ugideligheden. At have tabt ånden er også at have tabt modet. Den danske brug af ordet Geist vidner om dette, når det bruges til at betegne f.eks. et holds mod. Man vil møde et tabt mod, en tabt Geist, en ugidelighed, som man må inspirere.

Den lærer, der i dag af sine elever fordrer anstrengelser, vil ikke på kort sigt få gode evalueringer, selv om han måske vil blive værdsat senere i livet. Særligt ikke i en tid, hvor alt tænkt skal være tygget og illustreret i billeder eller på film. Vi kan derfor ikke forvente, at der bliver taget godt imod Hegel, selv om han aldrig har været mere tiltrængt.

Vor tid fordrer, at man formulerer sig forståeligt. Alt skal være umiddelbart genkendeligt, ellers sælger det ikke. Lytterne og seerne slår om på en anden kanal, og læserne bladrer videre.

I journalisternes, elevernes, tilhørernes, læsernes og seernes fordring om at formulere sig i forståeligt sprog ligger imidlertid en skjult fordring til din tanke: Du må ikke formulere tanker, jeg ikke kan forstå.

Det handler dybest set ikke om at tale et forståeligt sprog, det handler om ikke at tænke en tanke, der kræver anstrengelse. Hegels univers er ikke umiddelbart genkendeligt, selv om hans filosofi handler om det helt konkrete.

Så kære læser, gør dine anstrengelser med Hegel, prøv at forstå, men forvent endnu ikke at kunne dele dine indsigter bredt ud. »Åndens tab kan måles på den letkøbthed, hvormed den stiller sig tilfreds«.

Hegel skulle mobilisere ånd i en verden med ånd. Vores arbejde pågår derimod i en verden, der har tabt ånden og derfor placerer den i afdeling for forhistorisk religion eller forstår ånd som mystik. Det kræver ånd at værdsætte ånd, og derfor er det så vigtigt at få nøglen til Hegels borg, for så vil ånden vise sig retrospektivt, selv om den lige nu kan være svær at få øje på.

Hegels kærlighedserklæring til tanken går ud på, at vi netop kan forstå, med tanken begribe verden, og at det altid er bedre at forstå hvorfor end bare at se på eller lade hænde. Syndefaldet, såvel som den gnist i ethvert barn, der starter refleksiviteten, er noget godt.

Men herfra ligger en opgave, at forstå sig på verden. Og denne opgave er vel at mærke noget, der ligger i vores væsen, i vores natur.

Uden at have gjort os begrebets anstrengelser er vi ikke gjorte – det vil sige dannede – mennesker. Man kan nok skrive af fra sidemanden eller betale folk for at skrive stilen, men forståelsesbevægelsen kan man ikke udlicitere til nogen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts