For nogle uger siden fandt en lykkelig kulturpolitisk begivenhed sted. Efter flere års tovtrækkerier, der i efteråret kulminerede og var tæt på at blive til storpolitik med både statsministerens og flere folketingspolitikeres ufrivillige indblanding, tog kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen en fornuftig beslutning: En samisk tromme, der har været i Nationalmuseets eje, men udlånt til De Samiske Samlinger i nordnorske Karasjok, skulle overdrages permanent til Norge.
Trommen bærer på sin helt egen makabre og dybt ulykkelige historie – en historie, der aldrig må gå i glemmebogen. Den begynder i Kongens København, hvor en ung Christian IV i 1588 havde arvet tronen og dermed magten over et ufattelig langt rige, der strakte sig fra det nordlige Tyskland helt op til de fjerne kyster i det allernordligste Norge. Man kan forbavses over, hvordan det rent praktisk var muligt at holde sammen på så langstrakt en nation dengang, og hvordan det har kunnet lade sig gøre at opretholde en kommunikation mellem hovedstaden og de fjerne bygder og fiskerlejer mod nord.
