Demokratiske gennembrud og forhåbninger om en ny og bedre verden har det med at gå hånd i hånd. Folkemasserne i Østberlin, Prag og Budapest i 1989, i Kyiv i 2004 og i Kairo og Tunis i 2011 er blot nogle af de millioner af mennesker, der i glædesrus har set diktatorer miste magten og sat deres lid til, at demokratiet ville vise sig at være et højhastighedstog til sikkerhed, solidaritet og velstand.

I mange nye demokratier har borgerne imidlertid ret hurtigt måttet konstatere, at livet ikke er en dans på roser, blot fordi man har politisk medbestemmelse. De nye demokratiske magthavere har ofte ikke kunnet – eller villet – gøre op med ulighed, korruption og diskrimination.