Den første tid efter besøget ser jeg deres ansigter for mig hver nat, inden jeg går i seng. Udtryksløse ansigter. Tilfredse ansigter. Irriterede ansigter. Triste ansigter. Håbløse ansigter. Forventningsfulde ansigter. Bekymrede ansigter. Glade ansigter. Skjulte ansigter. Ansigter, der alle sammen tilhører afghanske kvinder. Enkelte meget velkendte. Andre, som jeg havde glemt, at jeg havde mødt, men som af endnu uransagelige årsager har efterladt spor i mit sind.
Der var kvinden i lufthavnen. Mørkerød læbestift, tørklæde, som hang løst hen over hovedet, og med enkelte synlige sorte hårlokker, ansigtsudtrykket, der bar præg af samtidig ligegyldighed og irritation, idet hun bad mig om at løfte armene, så hun kunne tjekke mig for besiddelse af ulovlige genstande.
