Alle Palmer er døde og staar uden Krone med den kullede Stok ragende op i Luften som en stor afgnavet Knokkel. Bregnetræerne hænger forkullede og sorte, er blevet til et raadent Dynd i Toppen, Mimoser og Akazier er for Aar tilbage regnet ukendelige, alle stedsegrønne Træer er gaaet ud helt ned i Roden og peger omkring i Luften som Skeletter med blege afbarkede Grene. (…) Alle Blomster og Buske er dræbt af den kolde Regn
I dag er billeder af naturen, der bukker under for klimaforandringer, tragisk hverdagskost. Klimaets fremtid er så tilstedeværende, at man kan glemme, det ikke altid har været sådan – ja, at bare det, at klimaet kunne ændre sig, var næsten utænkeligt. Selv om forestillingen om tidligere perioder med radikalt koldere vejr kan spores langt tilbage i tiden, blev istiderne f.eks. først anerkendt i anden halvdel midten af 1800-tallet. Indtil da blev klimaet anset for langt mere stabilt, end det faktisk er – og menneskelig påvirkning selvfølgelig helt usandsynlig.
