Den danske grundlov afløste kongeloven af 1665 og markerede dermed overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki samt en mere demokratisk styreform. Baggrunden for loven var de revolutionære, demokratiske og nationalpolitiske strømninger, der prægede det meste af Europa i første del af 1800-tallet, og ønsket om forandringer.

Blandt meget andet indeholdt loven nogle ekstremt progressive og fremsynede paragraffer, der var helt uhørte i samtiden, f.eks. borgerlige frihedsrettigheder såsom ytrings-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed samt forbud mod vilkårlig fængsling (par. 85, 87, 91, 92, 93).