I 1784, på toppen af sin genialitet, lod Immanuel Kant os vide, at »af så kroget træ, som mennesket er gjort, kan intet tømres helt lige«. Hvad det angår, må mestertænkeren mindst af alt have haft sig selv i tankerne. Mere retlinet end Kant var ingen dengang.

Spøgefuglen Heinrich Heine, der tilhørte generationen efter Kant, kunne ikke forestille sig, at det store ur på katedralen i Königsberg afsluttede sit dagsværk mere lidenskabsløst og regelmæssigt end dette urs berømte bysbarn, Immanuel Kant.