For godt to år siden, i februar 2022, udgav jeg en ny kriminalroman, min syvende. Til forskel fra de seks forrige krimier er ’Hævneren’ primært en digital udgivelse, en lyd- og e-bog. Den er udkommet på Mofibo, som sammen med BookBeat, Nextory, Saxo, Chapter og Bookmate udgør de mest udbredte private litteraturstreamningtjenester i Danmark. Mofibo, der er en del af den svenske bogstreaming-gigant Storytel, har de eksklusive rettigheder til min nye digitale bog, der dermed kun kan høres eller læses af tjenestens betalende abonnenter på mobiltelefon eller en ’reader’, dvs. en e-bogslæser.
Naturligvis var jeg på udgivelsesdagen ganske spændt. Jeg plaprede løs på egen hjemmeside, på Facebook og diverse andre steder, mens jeg hurtigt vænnede mig til indlæseren, den populære Dan Schlossers dybe, rå og lidt underspillede røst.