For 100 år siden døde den jødiske forfatter Franz Kafka på en lige så ukonventionel, rørende og oprørsk måde, som han havde levet og skrevet. Det skete ved middagstid på en enestue på det lille sanatorium Kierling i landlige omgivelser ikke langt fra Wien, her var han indlagt for både lunge- og strubekræft i en alder af 40 år og efter 7 år med lungetuberkulose nu opgivet af lægerne. Omkring ham var lige til det sidste hans medicinstuderende unge ven Klopstock og hans 26-årige kæreste Dora, født i et ortodoks jødisk familie i den polske by Bedzin.
Med hende havde han forinden haft sin lykkeligste tid i et femmåneders samliv i små lejede lejligheder i Berliner-forstaden Steglitz, og der endelig – sluppet fri af sit undertiden kvælende kontorarbejde i det store forsikringsselskab, ’Arbejder-Ulykkes-Forsikringsanstalten’ i Prag – realiseret sin drøm om at leve som fritskabende forfatter.
