Hvis regeringen var som min computer, havde jeg for længst knaldet ctrl+alt+delete i bund og under den efterfølgende genstart gennemført et ”system recovery” med afsæt i et gendannelsespunkt pr. 15. september 2011. Altså tilbage til den lettere euforiske valgaften, hvor mange af os jublede over udsigten til en ny centrum-venstre regering, ganske vist ikke en ægte rød en af slagsen – den mest erfarne ex-minister og forhandler havde jo således et klart blåligt skær – men alligevel. Forandringen syntes på vej.
Det var før marathonforhandlingerne i det sorte(!) tårn. Før betalingsringen, millionærskatten, den Tobin-inspirerede skat, styrkelsen og billiggørelsen af den offentlige transport, mia. beløb til psykatrisektoren og meget andet blev opgivet og af befolkningsflertallet karakteriseret som løftebrud. Det var også før der på såvel rødt som blåt hold blev udstedt jagttegn til klapjagt på kontanthjælps,- dagpenge- og førtidspensionsmodtagere samt fleksjobbere, og før den skabsliberale juniorskatteminister proklamerede en skattereform, der vil fastholde de svageste i samfundet i socialt excluderende økonomisk lavvande, så den stemmetunge middelklasse – læs: de, der arbejder, altså sådan rigtig arbejder – kan få en begrænset dosis skattelettelser. Det sidste er der principielt intet galt i, men det havde da været langt bedre i tråd med den rød/lilla regerings valgkamp – og tillige langt mere indbringende og socialt retfærdigt – at tilvejebringe finansieringen ved at rulle de massive skattelettelser, som VK(O)-regeringen havde givet til de bedst stillede, tilbage, så der også blev plads til at lette hverdagen for personer på overførselsindkomst. Eller at gribe hårdt og kontant om nælderne og give slip på berøringsangsten i forhold til boligskatten. Eller at holde fast i millionærskatten.
