Vi lever i en tid, hvor det er nemt at få bekræftelse fra alt og alle. Vi kan skabe den identitet som vi selv ønsker, uden at være bundet til faste skitser. Det er en shoppingkultur, vi tager fra alle hylder og støber vores ideelle liv sammen ud fra det. Friheden har aldrig været større. Men med den frihed, følger der også et større krav om påpasselighed og omtanke med. Det kan være fristende at tromle afsted i sin egen verden, dybt optaget af de narcissistiske tankers evigt cirkulerende adfærd. Vi bliver behaget af omverdenen og konstant bekræftet i vores egen genialitet, hvilket giveret usundt syn på vores egne rettigheder. Janteloven gælder bare en smule mere for de andre.
Det hele handler om os selv, og de andre bliver til midler i vores personlige livsprojekt. Når vi taler med hinanden, venter vi kun på at det bliver vores tur til at få ordet, så vi kan få ytret og bekræftet vores ego. Det de andre siger har ingen værdi, vedmindre det er til gavn for os selv. Den gensidige forståelse forsvinder, og det samme gør lysten til at ville andre mennesker det bedste. Vi er for optaget af vores egen identitetsdannelse, og nedprioriterer det meningsfulde i blot at være tilstede som menneske. Det er ikke livsnødvendigt at gøre opmærksom på sig selv hele tiden. Eller at skulle stå forrest i talerækken.
