I 2020 skal Danmark have mindst et universitet i top 10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education.Danske studerende skal være velkomne til at bruge udenlandske universiteter. Men derfor skal vi ikke desto mindre have en målsætning om danske universiteter i verdensklasse. Stærke faglige og forskningsmæssige miljøer smitter positivt af på hele samfundet. På de øvrige uddannelser, på virksomhederne og på resten af samfundet. Hvis eliten ligger lige om hjørnet, er den ikke så afskrækkende.
Der er al mulig grund til at prioritere vores universiteter højt. At man lige skal vælge THE som baserer deres vurdering på Thomas Reuter, og en metodologi som i øvrigt er udarbejdet af avisen og senere magasinet selv, forstår jeg så ikke helt. Målet med at have velfungerende universiteter, er at de skal bidrage til samfundets velfærd. Dette må være den primære målsætning. konsekvensen af det vil være at universiteterne skal styrke den hjemlige industri, og være med til at sikre en stigende produktion i både mængde og variation af varer og tjenesteydelser. Universiteterne skal derfor integreres langt bedre i erhvervslivet end de er i dag. Gennem at styrke såvel store som små firmaer, og hjælpe disse med at introducere højteknologi i produktionen og skabe højteknologiske produkter, skal universiteternes betydning synliggøres, hvorved også velviljen for at dirigere økonomiske ressourcer til landet universiteter forbedres. De væsentligste opgaver for universiteterne vil derfor være at styrke industrien og den offentlige sektor ved at varetage den forskning der leder til flere højteknologiske produkter, mere højteknologisk baseret produktion, patentering og nationalisering ( i betydningen bundet til Danmark) af nye metoder og løsninger, alt sammen førende til et højere brutto national produkt til deling mellem landets borgere. Universiteterne er også det mest naturlige sted for udviklingen af banebrydende ideer og koncepter, hvorfor dele af universitet bør have en høj grad af autonomi og vetoret med hensyn til brud med konservative principper og regler. Dette kunne i praksis gennemføres ved at universitet havde en tænketank der gik på tværs af skel som fag og konservative opdelinger, og som havde uindskrænket ret til at afprøve nye ideer. Universiteterne burde endvidere kobles til, og styre, en generel oplysningscentral, hvor under alle landets biblioteker var inkorporeret. Oplysningscentralens opgave skulle, udover bibliotekernes nuværende funktion, være at sikre gennem opsøgende arbejde, at al relevant viden nåede ud til de instanser i samfundet som potentielt kunne bruge den. Endvidere skulle oplysningscentralens opgave være at have ekspertisen indenfor anvendt videnskab, og således være den ledende autoritet med hensyn til hvordan forskellige instanser omsatte eksisterende viden til praktiske formål i såvel den offentlige som den private sektor. Gennem denne funktion ville universiteterne blive en dominerende faktor i videns samfundet, som de også burde være det. Deres overordnede funktion ville være dels at skabe ny viden, dels at sikre at ny viden blev udnyttet maksimalt og endelig at modarbejde konservativ og traditionel tankegang, når den står i vejen for velfærd og udvikling. Søren Kierkegaard understregede at der gælder for mennesket at alle vil udvikling men ingen vil forandring. Hvis man vil forvisse sig om at det er sandt, kan man bare spørge sig selv om der i folketinget findes et eneste parti der var parat til at gennemføre så radikale forandringer som her nævnt, selv hvis det var klart bevist at det ville føre til forbedring!!!
