Under min nylige rejse rundt i Afrika har jeg boet i en af Nairobis (Kenya) største slumkvarterer, Kayole, samt besøgt Kibera, Subsaharas største slumby. Det har været den største oplevelse i mit liv. Jeg havde regnet med at se halvdøde mennesker liggende på fortovet og en masse tiggere. I stedet så jeg liv, folk der gik på arbejde hver dag og tilmed en del grinende mennesker med et smil på læben. Jeg mener, at en af de største misforståelser der råder blandt den vestlige befolknings opfattelse af Afrika er, at Afrika er et fattigt kontinent. Dette er forkert. Afrika er derimod verdens mest politisk "fucked up" kontinent. Selv i de lande hvor der tilsyneladende er demokratier (lad os tage Kenya som et eksempel) er den politiske stabilitet meget skrøbelig, politiske valg træffes stortset på baggrund af etniske tilhørsforhold - men den udbredte økonomiske korruption er nok det aller største problem. Afrika er måske verdens rigeste kontinent, når vi snakker ressoucer. Befolkningstætheden har, i store dele af kontinentet (her snakker jeg fortrinsvist Subsahara) endnu ikke nået kritiske dimensioner. Men dette er ved at ske. Afrikas største problem er politisk.
Nu kommer mit hovedbudskab: Jeg mener, at det er fuldstændig hul i hovedet at give økonomisk bistand til et land som Kenya. Der findes ufatteligt rige mennesker i Kenya. Og faktisk en del. De rige kører rundt i store biler og spiser fastfood. Jeg mener, at der er en alvorlig risiko for, at vores nødhjælp til de fattige i Afrika stopper en samfundsstrukturel udvikling som ellers ville sætte gang i en ændring af ressourcefordelingen i samfundet. Afrika ville kunne være selvforsynende. Men det allermest sindssyge ved hele nødhjælpprogrammet mener jeg repræsenteres af UNiCEF. Der hersker af en eller anden uforklarlig grund en vanvittig glæde, blandt mange nødhjælpsorganisationer, når det lykkedes at sænker raterne for børnedødelighed for børn under fem år. Hvorfor? - spørger jeg mig selv. Ved UNiCEF ikke, at der løber 100.000 gadebørn rundt i Zambias hovedstad Lusaka, hvor halvdelen af dem er smittet med HiV, og at 17% af resten af de unge er smittet med HiV? Hvorfor starter man ikke med at hjælpe dem i stedet for bare at føje flere til listen over sultende? Der er absolut INGEN jobs af få i det meste af Afrika. Hvorfor er det så vigtigt at sikre, at så mange børn som muligt overlever de første 5 år, hvorefter mange må gå sultne i seng resten af deres liv? Det er sandt, at mange fattige børn er kommet i grundskole i løbet af de sidste par årtier. Men hvad med kvaliteten af undervisningen. Jeg har aldrig læst i et nødhjælpsblad, at der sagtens kan være 60 børn i en skoleklasse i Malawi. Hvorfor går vi så meget op I at så mange mennesker som muligt skal stå i den situation, at de er i live men ingen muligheder har ud over at leve under kummerlige forhold.
