Det er symptomatisk for dansk europapolitik, at vor eneste mærkesag på dette EU-topmøde var statsministerens melding om, at Danmark ville nedlægge veto mod budgettet, hvis ikke vi fik en årlig rabat på 1 milliard kroner. Vi står i den alvorligste økonomiske og politiske krise i Europas moderne historie, men der er ingen danske bud på, hvorledes vi styrker det europæiske samarbejde og sikrer det en stærkere folkelig forankring. Jens Rohde forsøgte i sidste weekend, men blev hældt ned af brættet. Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti er der en sjældent set enighed om, at det er godt gået af statsministeren at true med veto. Når partierne ikke evner at formulere en europapolitik, kan de altid blive enige om, at Danmark ikke skal betale så meget til det fælles – det er EU-populisme af værste skuffe. Jeg synes, det er skammeligt: Mon ikke de fleste kender fornemmelsen af at krumme tæer, når der pruttes om prisen i tøjbutikken. En del kunder vil gerne have rabat eller lidt ekstra med oven i hatten. Det bliver hurtigt meget pinligt, ikke mindst fordi det ofte er småbeløb eller et par ekstra sokker, der handles om. Pinligheden i tøjbutikken er dog for intet at regne i forhold til regeringens krav om at betale mindre til det europæiske samarbejde for på den måde at sikre finansieringen af den kontroversielle skattereform. Det er endnu et ikke særlig kønt eksempel på, at regeringen prioriterer indenrigspolitikken over europapolitikken. Skiftende danske regeringer har gennem årene forfægtet det smukke og rigtige princip, at alle rabatordninger skal afskaffes. Det vil skabe et mere gennemskueligt system med de samme regler for alle, i stedet for en finansiering opbygget omkring svingende håndtasker, høkermentalitet og lappeløsninger. Vi skal i Danmark passe på, at vi ikke kun har særstandpunkter. I forvejen skejer vi ud med vore EU-forbehold og en usolidarisk regel om, at udlændinge ikke må købe sommerhuse hos os. Og nu vil vi ikke betale til fællesskabet. Vi undskylder os med, at der er andre lande, som gør det samme. Det er meget muligt, men det gør jo nødvendigvis ikke vores beslutning rigtig. I stedet bør vi spørge os selv, om det er til gavn for Danmark med et svagt europæisk samarbejde? Er det til gavn for Danmark, at medlemsstaterne, inklusive Danmark, blæser på de fælles regler? Svaret er entydigt nej! For et lille land gælder det om, at vi får et så tæt samarbejde som muligt med stærke europæiske institutioner – ellers bliver det de store lande, der sætter dagsordenen. Det kan heller ikke lade sig gøre at måle værdien af Danmarks EU-medlemskab ved blot at se på, hvor meget vi betaler ind til og får tilbage fra den fælles kasse. Den indirekte betydning af medlemskabet økonomisk, politisk, kulturelt og menneskeligt overstiger langt vore indbetalinger: 500.000 danske job skyldes samhandelen med de andre lande i det indre marked – og medlemskabet har markant forbedret situationen i Danmark, når det gælder miljø, forbrugerbeskyttelse og forholdene for arbejdstagerne ude på virksomhederne. Her kan vi lære noget af f.eks. Luxembourg, som konsekvent og altid kæmper for mere europæisk integration og overholdelse af de fælles regler. Det lille fyrstendømme indså tidligt, at vejen til indflydelse går gennem konstruktivt og loyalt samarbejde. Hvis et land med godt en halv million indbyggere kan opnå indflydelse og ikke føler sig klemt inden for rammerne af EU, burde Danmark også kunne føle sig godt tilpas uden forbehold, undtagelser og rabatter. Så i mere end en forstand er der god grund til at rette blikket mod hjertet af Europa. Er det til gavn for Danmark, at medlemsstaterne, inklusive Danmark, blæser på de fælles regler? Svaret er entydigt nej!