Dokumentarfilmen Mercy Mercy viser de tragiske følger af barnet Mashos adoption fra Etiopien til Danmark. Forargelsen bølger nu i de danske medier og på Facebook. Følelserne får frit løb i jagten på syndebukke. Adoptivforældrene er udsat for den hårdeste kritik og må søge politibeskyttelse. Danadopt bliver kritiseret for manglen på etik i måden de ”overtaler” forældrene i Etiopien til at bortadoptere deres to børn. Anders Morgenthaler angriber instruktøren for ikke at gribe ind, mens overgrebene finder sted, og den kommunale støtteperson angribes for mangel på professionalisme. I interesseorganisationen Adoption & Samfunds Facebook-gruppe bølger debatten også. Raseri og beskyldninger rækker i alle retninger, og der bliver stillet krav om handling her og nu. Midt i denne storm indkalder social- og integrationsminister Karen Hækkerup til krisemøde og stopper samarbejdet med børnehjemmene i Etiopien.
Men handling uden refleksion kan føre til forhastede, kortsigtede lappeløsninger. De mange problemer som fremstilles i filmen er hverken nye eller unikke. De er symptomer på et dybt problematisk adoptionssystem, som ikke er gearet til at forebygge/forhindre ulykkelige historier som Mashos. Adoption & Samfund bruger krisen til at advokere for bedre rådgivning og støtte til adoptivfamilier (PAS) samt etablering af et videncenter. Jeg er ikke modstander af bedre tilbud til adoptivfamilier i Danmark, men disse tiltag kan kun lindre en lille del af en meget større uretfærdighed. Hvorfor er der så få som stiller spørgsmålstegn ved den sociale ulighed, som udgør baggrunden for at Masho og hendes bror, Roba, bliver bortadopteret? Hvorfor får Mashos forældre i Ethiopien ikke tilbudt andre alternativer end bortadoption? For eksempel økonomisk bidrag til at komme igennem en kritisk situation i deres liv og bedre adgang til HIV-medicin. Kunne børnehjemmet og Danadopt have rådgivet familien bedre? Det er høje tid vi stiller spørgsmål ved adoptionssystemets medvirken til at skabe et udbud af adoptivbørn til bortadoption. Når børnehjemmenes og de formidlende organisationers økonomi primært er baseret på formidling af adoptioner hvilket økonomisk incitament har de så til at rådgive familier om alternativerne til adoption? Kan man stole på, at autokratiske regeringer, som den etiopiske, har interesse i at overvåge en industri, som tjener mange penge til landet og samtidig sparer staten for en masse udgifter til velfærdsydelser?
