Der var engang en mand med idealistiske tanker om utilpassede børn. Han købte det nedlagte lokale mejeri og begyndte i det små med 4 børn. Desværre blev han skilt. Så blev det til en sag for den dengang eksisterende landsbyforening. Vi skrabte kapital sammen til at danne et anpartsselskab, fik med møje og besvær en bankforbindelse, som lånte os (for gode rentepenge) "ombygningskapital", bevilgede os en minimal kassekredit og forlangte personlig kaution fra de 2 største investorer (herunder moi). Vi byggede, murede, malede, fittede, lagde fliser og linoleum, proffer og frivillige (3 entreprisehavere smed 10% af tilbudssummen ind som anparter). En dag stod resultatet der. I 10 år dannede det ramme om børns vilkår, og de var gode! Assens kommune tjente til og med penge på at sælge pladserne ud af huset til naboende kommuner, der ikke havde tilsvarende faciliteter til ADHD børn. En dag opsiger kommunen lejemålet. De står nemlig med en tom (kommunalt ejet) bygning i et andet landsbysamfund. I skolerationaliseringens hellige navn flyttede man nemlig 120 børn rundt til "omkringliggende" skoler. Men, oh gru og skræk. What to do? Man tager 17 ADHD børn og anbringer dem i den store tomme skole, lidet anende at man skal varme die ganze molevitten op, ansættte en pedel, tilføre ekstra pædagogisk indsats (børnene blev sgu' vrede) osv. Omvendt måtte Vestfyns Gymnasium på grund af ombygning/udvidelse (selvsamme Assens Kommune) leje sig ind hos for en længere periode (de løber stadig ud og ind med fysiklokaler, udstoppede ugler og andet interessant løsøre) i vores ostelagerbygning. Men, - det gamle mejeri klarer sig. Vi væbnede os med tålamod og ventepenge (opsigelsesfristen var et år), rev os i håret, bandede og svovlede og (uanset partifarve) fordømte kommunal idioti. Men vi lå ikke på den lade side. Det gør man ikke med et landsbysamfunds vartegn. Vi skiftede bank og kunne dermed reducere vores "faste omkostninger" med 60.000 årligt og slippe ud af kautionsforpligtelserne. Herovre har vi gode relationer til gæstearbejdere, ikke bare på grund af de mange fynske gartnerier. Så vi har stille og roligt kunnet gøre mejeriet til hjemsted for flittige, men fattige østeuropæere, som får logi til en pris, der ligger noget under et kollegieværelses, med masser af plads, fælleskøkkener, fine badeforhold etc. Nogle bor hos os længere, andre kortere. I morgen siger vi farvel til "vores" rumænere efter 3 måneder. I overmorgen siger vi måske goddag til polakker, som med fare for liv og lemmer, arbejder på de fynske og syd-vestlige motorveje i sene nattetimer i vinterhalvåret. Vi har ikke tjent en krone, det har nemlig ikke været formålet, men vi har vist og viser, hvad et lille samfund kan. Jeg skal hilse og sige, at der er flere end os. Men, tænk hvis "vores" kultur kunne brede sig lidt mere.