Så fik jeg set det. Og jeg ved sgu snart ikke hvordan jeg skal forholde mig til det sagte. (link her: Antorini hos Clement). Det er lidt tragi-komisk. Men det skal da ikke forhindre mig, en lettere autistisk ADHD-udfordret lærerstuderende i at konkludere lidt på sagerne alligevel.
Jeg mindes stadig mit sidste møde med AntoRonni, hvor hun sad med bankende halskranspulsåre og var ved at lette fra stolen i raseri fordi jeg spurgte hvordan hun ville sørge for at mine medstuderende på andre læreruddannelser fik den undervisning de havde krav på - fordi jeg indrømmer jeg er en snobbet kælling der forventer veluddannede kollegaer. Men jeg skal PRØVE ikke at lade hendes intetsigende (og lettere hysteriske) svar farve min "anal"yse af aftenens krigsstemning hos Clement.
