Med en verden i opbrud på så mange forskellige fronter , må det på mange måder være lidt af en udfordring at skulle forsvare en afgrænset ideologisk retning. Men ikke desto mindre er det præcis hvad politikere vedbliver at gøre. Politik synes på mange måder at være blevet en fastlåst stillingskrig, der ikke har voldsomt meget med udviklingen i verden som sådan at gøre.
Personligt synes jeg det er svært at se hvilken retning, i form af rød eller blå, der fører til en farbar vej mod større velfærd og bedre tider. Det gælder både når det drejer sig om konkrete realpolitiske spørgsmål, og når det drejer sig om overordne perspektiver på national, global eller interplanetarisk plan. Hvem har glæde af at flere mennesker bliver fattigere? Ingen vil jeg mene er svaret. Hvis velfærden reduceres , uden at nogen direkte profiterer på det, er det ikke til gavn for nogen overhovedet. Det gælder lokalt, det gælder nationalt og det gælder globalt. Det burde derfor være et af de realpolitiske problemer som såvel liberale som socialister burde kunne arbejde sammen om at løse.
