Som en helt særlig nytårshilsen har Jan Rose Skaksen og Jannik Schack Lindemann i både Politiken og Jyllandsposten argumenteret for ideen om en fjernelse af SU`en for uddannelser, der ikke giver ”brød på bordet”. Spørgsmålet, der rejses, er: Hvorfor skal folk læse italiensk eller filosofi, når vi primært har brug for dygtige folk i eksporterhvervene? Spørgsmålet kan virke både uskyldigt og økonomisk ansvarligt, men imidlertid må vi tænke os godt om, inden vi begiver os ud på denne tynde is. Det er klart, at sammenfundet ikke vil gå under alene grundet en mindre reduktion i antallet af årlige kandidater i eksempelvis religionssociologi, men selve måden at tænke om uddannelse er derimod dybt problematisk.
Tyskland formåede i 30`erne at vækste sig ud af den økonomiske krise med uhørt produktivitet, effektivitet og (ja) afskaffelse af "unødvendige" perspektiver (som Dansk Erhverv også foreslår nu). Det endte i en situation, hvor både fanatiske og almindelige mennesker deltog i industriel og effektiv udryddelse af andre folkeslag. Hvordan kunne det gå til? Det spørgsmål blev (ganske uproduktivt) diskuteret længe efter - og vi lovede hinanden, at vi for en hver pris skulle forhindre en gentagelse. Det bedste svar kom fra filosoffen Hannah Arendt, der fulgte retssagerne efter krigen. Hun indså, at de ledende personer i naziregimet ikke var gale eller onde. Tværtimod var der tale om embedsfolk, der gjorde deres pligt - og gjorde det kompetent, ”brødgivende” og effektivt. Arendt redegjorde senere hen for, at det var selve tænkningen, der manglede. At handle er en ting, at tænke over handlingen er noget andet. Skal et samfund, og menneskeheden som sådan, skærmes mod inertiens potentielle ondskab, må der tænkes uproduktive tanker: Hvorfor gør vi det, vi gør? Er det en god ide? Hvad har man tidligere gjort? Hvad gør andre kulturer? Hvad er det gode? Findes noget sådant? Hvem er vi? Hvem er jeg? Hvem er de andre?
