Når meteorologen i vejrudsigten siger at der om fem dage bliver tørvejr, så pakker vi alligevel en paraply. Når en økonom udtaler sig om økonomien om to år så laver vi politik omkring det. Kan vi blive enige om at når man går i gang med at reducere komplicerede fænomener til nogle enkle elementer, at vi så tager en risiko for, at fjerne væsentlige detaljer? Når vi taler om komplekse systemer kender vi alle, fra populærkulturen, til kaosteori og sommerfugleeffekten: En meget lille ændring kan have endog meget stor betydning for det samlede system. At være bevidst blind for risikoen for reducere for meget for at nå en ønsket konklusion er meget beskrivende beskrevet som "grisk reduktionisme" (Daniel Dennet). Sandsynligheden for at det er naivt, at bygge politik på forudsigelser stiger formodentlig eksponentielt i forhold til mængden af detaljer vi reducerer væk. Derudover har vi også den yderligere udfordring, at idet vi udfører en økonomisk model og udtaler den, så vil den påvirke systemet og modtagelsen af den økonomiske model bør i sig selv indgå i den økonomiske model. Det bider sig selv i halen. Det uinteresserede menneske der bare er en forlængelse af vores fags selvfølgelige kolde integritet findes ikke. Det gælder også dette skriveri. Jeg skriver med min baggrund, historie, køn, uddannelse og alt det som er mig. Det ændrer dog ikke på det grundlæggende forhold at det også gælder økonomer og det er dem vi taler om nu. Når økonomer og tænketanke laver økonomiske modeller så er det altså med udgangspunkt i en interesseret tilgang til verden. Heldigvis for det. Men det er altså også et værdiladet resultat, der grundet valget af hvad man reducerer væk i systemet, efterlader et meget stort luftigt rum til at udtrykke de interesser. Økonomiske modeller vil tage risikoen ved en reduktionistisk indgangsvinkel til indtægt og bruge den til at udtrykke interesser. Det gælder uanset hvor i det politiske spektrum interesserne ligger. Der er ikke noget odiøst i at politiske begrundelsessystemer har en fremherskende plads for økonomisk rationalitet. Det er trods alt noget af det et fælleskab bygger omkring: Den menneskelige adfærd i relation til at skabe værdier. Imidlertid har værdibegrebet i økonomien snævret sig ind til at være det abstrakte udtryk for værdi: Penge. Det er givetvis besnærende at kunne reducere alt der har værdi til et enkelt let omsætteligt begreb. Vi skal også bare her være opmærksom på at det er reduktionisme, og det vi reducerer væk er selve værdioplevelsen. Penge jo kun interessante for så vidt at de faciliterer værdioplevelser af forskellig art. Penge er altså afledt i forhold til selve værdien. Når vi lægger en reduktionistisk vinkel på økonomi, sætter penge og og økonomiske modeller i centrum i begrundelsessystemet for vores politik, så har vi reduceret nogle meget væsentlige ting væk, af hensyn til at vi kan få nogle håndtag til at gribe og påvirke virkeligheden med. Det er sympatisk og forståeligt at vi som mennesker gør dette, men magten er ikke mere velbegrundet herigennem end det er igennem religiøse begrundelsessystemer som vi har set tidligere i historien og til dels andre steder i verden. Det skaber et handlingsgrundlag og vi har brug for at kunne handle. Det væsentlige spørgsmål er blot at hvis vi i vores begrundelsessystemer har reduceret faktorer væk og det skaber ufrihed for nogle af dem vi danner fælleskab med, er det så ikke på tide at vi går begrundelsessystemet igennem og vurderer om vores reduktionisme er grisk eller rimelig?