Året har budt på en sand flodstorm af politiske tiltag. Først var der kontanthjælpsreformen, fulgt af SU-reformen og som rosinen i pølseenden, har vi nu en plan for bedre kollektiv trafik med elektrificeringen af jernbanenettet. Helle Thorning-Schmidt vågnede op efter valget og måtte indse, at hun ikke kunne holde de løfter S-SF havde stillet vælgerne i udsigt under valgkampen. De Radikale var simpelthen blevet for betydningsfulde og da Helle, Villy og Margrethe kom ud fra Crowne Plaza, var det tydeligt at se, hvem der bestemte. SF?s medlemmer forsøgte med Annette Vilhelmsen, at vise hvilken vej partiet skulle gå, men siden hun blev valgt, er det så som så med hvor meget kant der har været til de parlamentariske samarbejdspartnere. Tværtimod har SF sat sig for at være det erhvervsvenlige parti og Ole Sohn er blevet ?firmaets mand?. ?Løftebrud? er der blevet råbt gang på gang, så man helt bliver i tvivl om medierne har været klar over det parlamentariske princip? Man skal nu engang kunne tælle til 90 mandater og der måtte S-SF se i øjnene, at de ikke kunne gentage tricket fra VK regeringen og skifte Dansk Folkeparti ud med Enhedslisten. Under Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode, skulle der kun gives køb på værdipolitikken til gengæld for de nødvendige mandater til at rykke på fordelingspolitikken. Et par statsløse her og der og folk på flugt fra de dansk-støttede krige i Irak og Pakistan kunne vel godt ofres til fordel for en udhuling af velfærdsstaten. Så længe den velbjærgede middelklasse kunne få en ny fladskærm og et samtalekøkken, skulle den nye økonomi kun have en økonomisk politik ud fra devisen ?gør gode tider bedre?. Som så ofte før skal hænderne vaskes og de der kom i klemme med de mange, fine lån, da krisen uundværligt satte ind, fik beskeden at de havde jo et personligt ansvar. Helles regering har ikke den luksus, at være kommet til i opgangstider, tværtimod skal hun rydde op efter den tidligere regering og se sig bundet af en dagpengereform født under den tidligere regering. Dog fik S-SF et plaster på såret med lidt gammeldags keynesiansk politik for at sætte hjulene i gang og de Radikale førte ellers an i den økonomiske politik efter en lille eskapade omkring trængselsringen. Lars Løkke Rasmussen står på sidelinjen som en fræk skoledreng og driller med at virkningen af kickstarten ikke var omfattende nok - det er vist længe siden Venstre var Danmarks liberale parti. Den plads er vist overtaget af Liberal Alliance, der nærmest ikke har anden politik end lavere skat. Her kan vi passende vende tilbage til min pointe, for hvorfor har S-SF uden kny taget, hvad der i populærpressen kaldes for ?blå? politik, til sig med lavere overførsler på den ene side og lavere person- og selskabsskat på den anden side? Nok skal de lefle for de Radikale, men behøver de ligefrem at gøre det uden modstand? Kan det være fordi de tror vælgerne glemmer det inden næste valg? Kan det være fordi de faktisk tror på deres politik, hvor socialdemokratisme netop skal ses som en udgave af socialisme, hvor velfærdsstaten skal være holdbar? Er regeringen fuld af teknokrater, EU-bureakrater og cand.polit?er, der alene tænker i rendyrket økonomi, gode mål-indikatorer og med en usvigelig tiltro til den østrigske skole? Sandheden er måske et miks af flere faktorer, hvis vi skal undgå monokausalitet, og Mette Frederiksen gør i hvert fald sit bedste for at forsvare regeringens politik ud fra solidariske principper og et budskab om at det skal hjælpe det fællesskab velfærdsstaten udgør. Men fra alle sider skydes der løs på regeringen med beskyldninger om løftebrud og en politik der går ud over de svage i samfundet fx. de hjemløse. Det bedste angreb Venstre, Konservative og Liberal Alliance sjovt nok kan komme på, er at reformerne ikke er vidtgående nok. Hvad er så effekten af denne reformbølge? Vælgerne flygter til Enhedslisten, hvor Johanne har sin one-liner om de 8.000 kr. som en ung forsørger mister når kontanthjælpsreformen er gennemført, mens den skræmmekampagne, der forsøgte at så tvivl om Helles evne til at holde styr på økonomien under det seneste Folketingsvalg må siges at være blevet gjort til skamme. Venstre kaldte sig et arbejderparti, mens S-SF dog endnu ikke har taget skridtet fuldt ud og kaldt sig et erhvervsparti. Kendsgerningen er at S-SF har bevæget sig kraftigt mod midten af dansk politik. Det er i hvert fald tydeligt når det gælder fordelingspolitikken, fordi uden befolkningen har bemærket det, så er værdipolitikken stort set rullet tilbage til forholdene præ-Fogh. På sidelinjen står Dansk Folkeparti og forsøger at få en debat i gang omkring 60.000 lavtlønnede østeuropæere (der faktisk tager de jobs, danskere ikke gider og som det sikkert ikke kan betale sig for dem at tage) og de Konservative med grænsehandel-problematikken. Venstre er gået i oppositionsdvale. Resultatet er at S-SF dermed sammen med Radikale på nuværende tidspunkt udgør midten af dansk politik, mens oppositionen fremstår som en splittet fløj med hver deres gimmick. Liberal Alliance har lav skat, Dansk Folkeparti står for højredrejet værdipolitik klar til næste gang befolkningen finder det interessant og Konservative? Ja, de forsøger stadig at finde deres gimmick. Venstres kan kort sagt beskrives som drengen, der står og peger fingre og partout skal finde et eller andet at drille med. Som et plaster på såret får SF så bedre forhold for den kollektive trafik. Nu fik SF jo aldrig 40% billigere tog- og buskort efter valget, men til gengæld får Danmark et elektrificeret jernbanenet i 2025. Helle Thorning-Schmidt, der har været markant fraværende under præsentationerne af kontanthjælps- og SU-reform, kunne endelig fremlægge en vindersag og mediernes kritiske overskrifter er væk som sol for duggen. Korte pointer om politik her og nu har åbenbart større betydning end mere grundlæggende diskussioner. Hvilken vej skal landet bevæge sig, hvad med de hjemløses vilkår og ikke at forglemme basal retssikkerhed. Forslag til ny offentlighedslov, der for tiden er til behandling i Folketinget, forbliver ubemærket af medier så vel som borgere. Politik i Danmark kan og bør føres på en bedre facon, både af medierne, politikerne og især af det suveræne folk hvorfra magtens legitimitet bør udspringe. Det er folkets fremtidige velfærd og velstand det hele omhandler, og som borgere bør alle tage et ansvar så politik igen kan blive et anstændigt erhverv som er i overensstemmelse med folkets vilje og ikke et resultat af mediernes luner, populisme og politikere med en plan. Midten af dansk politik kan og bør være et resultat af mere end spin.