Efter utallige samtaler med en repræsentant for psykiatrien må jeg konstatere, at vedkommende måske ufrivilligt repræsenterer et menneskesyn der ikke i positiv forstand ser op på mennesket men i negativ forstand ser ned på mennesket!
Hvordan skal denne konstatering forstås? Jeg må gentage, at psykiatriens menneskesyn råt for usødet ikke er menneskeligt opløftende men menneskeligt omklamrende! Et omklamrende menneskesyn, som psykiatrien ironisk nok byder psykiatribrugeren selv at arbejde sig ud af uden et fra psykiatriens understøttende menneskesyn. Mange psykiatribrugere er fanget i denne skruetvinge.




























