Poesi i politikken
Forhold er en underlig størrelse. Vi står hele tiden altid i et forhold til alle. Hvordan forholder det sig, kunne man spørge? Jeg kender hende ikke. Vi er bare bekendte. Vi er venner. Vi er sammen. Og så er man ikke sammen mere. Så forholder man sig ikke længere til hinanden. Og så alligevel. Passiviteten er vel også et valg. Et fravalg af relation. Jeg er fremmed for dig nu. Det er, hvad de siger. Men det fremmede, er det ukendte. Jeg er ikke ukendt for dig. De mangler ord. Bekendt, ven, kæreste. Kasser, der dækker over vores valg eller andres fravalg af os. Men de er for kantede. Jeg protesterer, når du smider mig ned i en firkant. Jeg forsøger at kigge op over kanten. Jeg sliber hjørnerne til. Jeg er en snestorm. Et snefnug, der smelter på tungen. Rimfrost på ruden. Vinden, der hyler i mellem husene. Sne kommer ikke i firkanter. Jeg masser dig ind i en trekant, men du flyder ud. Som en fireårigs farveladetegning, som en alt for blå himmel, der kun hører til i et abstrakt maleri. Mennesker er ikke begreber, er ikke værdier, er ikke et moralkodeks eller en funktion af f(x) . Vi er alt derimellem. Alt derudover.
