Når lægefaglige taler om "overmedicinering" og "overdiagnosticering", men ikke kan føre videnskabeligt bevis for påstandene, er det uredeligt. Konsekvensen af uredeligheden er, at vores beslutningsgrundlag risikerer at savne saglighed og i yderste konsekvens ikke fører til den bedste behandling af eksempelvis ADHD.
I mandags holdt Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg en høring på Christiansborg om brugen af medicin til børn med psykiatriske lidelser, herunder ADHD. Høringen lagde op til at belyse tre temaer; 1) udviklingen på det børnepsykiatriske område, 2) gavnlige og skadelige virkninger ved medicinering af børn med psykiske lidelser og 3) alternative behandlingsløsninger. Tre allestedsnærværende temaer vi aldrig kan vide nok om. Problemet var desværre at temaerne ikke blev belyst nuanceret, sagligt og med den ordentlighed som den slags alvorligheder kræver. I stedet bar oplæggene præg af at ville tvinge en bestemt dagsorden og holdning igennem.
