I disse timer og dage sker der noget stort i Tyrkiet. Hundredetusindvis af mennesker demonstrerer i alle de største byer. Samtidig slår regeringen og politiet igen med en sådan hårdhed, at ord som "styre" og "regime" presser sig på. Jeg har personligt de sidste dage været i kontakt mange gange om dagen med venner i Tyrkiet. Som teenager boede jeg som udvekslingsstudent lidt uden for Izmir i det vestlige Tyrkiet og det er i disse områder op langs den Ægiske kyst, at protesterne er størst.
Den vestlige del af Tyrkiet er den bedst uddannede, rigeste og mest vestligt orienterede og det er menneskene her som nu gør oprør mod et stadigt mere korrupt styre. Et styre som ligeledes fører en hård kurs i forhold til menneskerettigheder og ytringsfrihed og som i de seneste år har drejet Tyrkiet i en mere og mere værdi-konservativ retning. Kritikere i Tyrkiet taler om dissideret ”islamisering” og det er konservative, muslimske dyder som fylder de regeringsstyrede TV-kanaler, aviser og radioer. Tonen overfor Vesten og Israel bliver gradvist mere og mere skinger og midt i det hele står den veluddannede, vestligt orienterede, sekulariserede middelklasse som slet ikke kan genkende deres eget land. Det er dem som nu er på gaden.
