Uddannelsesminister Morten Østergaard skrev en opsang, ikke mindst til universiteterne, i en kronik her i bladet torsdag den 6. juni. Jeg kan ikke være uenig i hans og Regeringens erklærede mål om at skabe den bedst uddannede generation nogensinde – det kræver en voldsomt skærpet global konkurrence, som kun bliver endnu hårdere i fremtiden. Men for at sikre det mål må han revidere nogle af hans forudsætninger når han givetvis selv tror på at hans regering har finansieret ’alle tidligere optagsrekorder med længder og i modsætning til VK-regeringen har de konsekvent finansieret meroptaget krone for krone, så ingen behøver at gå på kompromis med kvaliteten´. Jeg kender ikke tallene, men det er givetvis rigtigt at der fra Regeringens side er bevilget penge svarende til stigningen i optaget. Men hvad der ikke er taget højde for, er hvordan universiteterne bruger pengene og hvordan universitetsuddannelserne gradvist er blevet forringet i hvert fald de sidste ti år, en forringelse som det stærkt ekspanderende optag kun bidrager til at gøre værre.
Jeg kan bestemt ikke være uenig i at en stor andel af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, men det giver jo oplagt nogle vældige udfordringer til universitetspædagogikken, hvis halvdelen af en årgang skal igennem en universitetsuddannelse. Jeg har netop passeret mit 40-års jubilæum som universitetsansat, hvor jeg har været privilegeret i flere orlovsperioder at få lov at bruge mit fag - internationale udviklingsstudier - i praktisk implementering af udviklingsopgaver i udviklingslande i Asien og Afrika. Jeg er også en af dem der har brudt den sociale arv og fået en akademisk uddannelse og har med entusiasme været med til at skubbe på og hjælpe mange af mine studerende med at bryde den sociale arv og har derfor helhjertet støttet at få mange flere igennem det akademiske nåleøje. Men Morten Østergaard og hans regering har arvet to væsentlige forhindringer for at dette skal lykkes fra den forrige regering og fra de neo-liberales værktøjskasse, nemlig Universitetsloven fra 2003 og New Public Management. Dette styringsredskab kan måske sikre kvantitet, men det sker på bekostningen af kvaliteten i uddannelserne.
