Der er to uomgængelige forudsætninger for at bedrive et nationalt uddannelsessystem. For det første at man har, det er på en måde klart, et praktisk pædagogisk liv, der er didaktisk og administrativt forordnet. Altså at man har oprettet børnehaver, skoler, seminarier og universiteter, hvor der er ansat folk, og hvor der foregår ting og sager. Den anden forudsætning er, at der er et åndeligt liv i samfundet, som med udgangspunkt i en eller flere intellektuelle traditioner, som er nationalt og regionalt strukturerede, prøver at finde ud af, hvad der er værdifuldt og nyttigt. Det behøver ikke at være noget, der kun foregår på universiteter og højskoler, selvom disse steder naturligvis er meget vigtige i den sammenhæng. Det vil også være drøftelser, som, hvis de er virksomme og effektive, etablerer sig på alle niveauer af det praktiske og pædagogiske liv; også når pædagoger, lærere og skoleledere drøfter faglige og institutionelle spørgsmål. Åndeligheden vil på en måde være en usynlig æter, som al pædagogik bader i, den vil løbe inden i lærernes sprog og give børn og voksne mulighed for at finde ud af, hvem de er, og hvad de kan blive til. Det var de to forudsætninger for at have et nationalt uddannelsessystem. Den første er praktisk, og den anden er åndelig.
Alle store pædagogiske initiativer i historien har været stimuleret af vekselvirkningen mellem disse to niveauer. Nogen gange har det slået gnister, andre gange har man samarbejdet, og indimellem har vekselvirkningen affødt praktiske tiltag og institutioner, hvis ånd stadig svæver lige midt i solskinnet, herunder fx Humboldt-universitetet i Berlin (Humboldt og Kant), reformpædagogikken (Freud, Rousseau og John Dewey), børnehaverne (Fröbel, Montessori) og højskolerne (Grundtvig). Og hver gang en gnist er slået og en institution er oprettet, så har det åndelige liv flydt over det hele i årtier eller ligefrem i århundreder.
