Det er mere eller mindre blevet en selvfølge, at religion/tro ikke skal være en del af det offentlige rum. Tilmed kan man konkludere, at religiøse argumenter er blevet nedvurderet til ikke at være legitime. Man aner en hvis ambivalens overfor særligt en gruppe af religiøse, nemlig muslimer, måske derfor denne kunstige skelnen mellem det private og det offentlige. Dette er et udtryk for en åbenlys uudtalt frygt for Islams totalitet, altså frygten for en ikke-skelnen mellem religion og politik. Måske derfor denne ”reduktion” af Gud til det private. Det er bare ikke løsningen på de gode udfordringer Islam giver til vores dovne demokrati. Som Angela Merkel udtalte, så er problemet ikke for meget Islam, men for lidt Kristendom.
Religionsfriheden omfatter tilsyneladende ikke det offentlige rum med det argument, at Gud bør være en privat sag(hvilket ikke er et argument). Jeg har aldrig fundet ud af, hvad der i denne sammenhæng menes med privat. Hvordan privatiserer man Gud? Betyder det, at man skal/kan tage sine Gudsklæder af, når man indtræder i den offentlige samtale?(Beklager mine trickspørgsmål) Vi skal tilsyneladende alle i stedet påtage os neutrale klæder således, at vi kan mødes på lige fod.
