Indiens-eksperten Mrutyanjai Mishra advarer i Politiken mod ”unuancerede og grove generaliseringer” i forbindelse med voldtægten af den danske kvinde i Indien. Samtidig erklærer han imidlertid, at indiske voldtægtsforbrydere er fra en ”helt bestemt samfundsgruppe… uden uddannelse og job”, og at de er marginaliserede og ”fra små landsbyer”. Dette er om noget en generalisering, der mildt sagt virker uoplyst. Førende internationale menneskerettighedsorganisationer, FN-eksperter og EU-resolutioner har gentagne gange peget på det alvorlige og vidtrækkende problem, at mænd fra såkaldt ”højere” kaster i Indiens stærkt kasteopdelte samfund begår voldtægt mod kasteløse, også kaldet dalitter.
At selv en Indien-ekspert med en baggrund i menneskerettigheder overser dette faktum må skyldes, at kastesystemet i Sydasien er et af verdens mest oversete undertrykkelses-systemer – også kaldet et ”skjult apartheid”. Da verden med rette var i oprør over massevoldtægten mod den unge indiske kvinde, Nirbhaya, nævnte ingen, at en 16-årig dalitpige kun to måneder forinden var blevet voldtaget af otte mænd fra højere kaster. De filmede tilmed voldtægten på deres mobiltelefoner og lod optagelsen gå landsbyen rundt. Da pigens far så filmen, begik han efterfølgende selvmord. Dette er desværre ikke en usædvanlig sag i Indien, hvor dalitkvinder som et led i kasteundertrykkelsen hyppigt udsættes for brutale seksuelle overgreb, ikke af ”tabermændene”, som Mishra kalder dem, men af mænd med en højere status i kastesystemet. Til trods for det klare videobevis på voldtægten skulle der massedemonstrationer blandt dalitterne til, før politiet tog pigens sag op.




























