VK-REGERINGEN har knyttet sig så tæt til Dansk Folkeparti, at vi i realiteten har haft en flertalskoalitionsregering siden 2001; og vel at mærke en flertalsregering, der samvittighedsløst har udnyttet sit snævre flertal til at gennemtrumfe ændringer på områder, der tidligere var friholdt fra ideologisk symbolpolitik. Uden blusel har VKO-regeringen bøllet fem finanslove på plads; bragt Danmark på kant med menneskerettighederne i rets- og udlændingepolitikken; vendt op og ned på det kommunale landkort; og ændret århundreders udenrigspolitisk tænkning med invasionen i Irak. Nogle af disse fejltagelser vil forhåbentlig kunne udbedres efter et nyt regeringsskifte, men samlet set tegner der sig et billede af en VKO-regering, der misbruger sin magt til at gennemtvinge lovændringer, som det store mindretal væmmes ved. Men hvorfor er dette udemokratisk, spurgte den danske demokratitænker Hal Koch i sin tid - og svarede selv: »Af den simple grund, at sagerne her afgøres ved slagsmål. Ganske vist er det stemmesedler, man slås med, men det ændrer ikke ved sagen. (...) Det er mere fredeligt og ublodigt end de fleste andre former for krigsførelse. Men demokrati er det ligefuldt ikke. Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse«. ALLIANCEN MED Dansk Folkeparti har desværre medført, at regeringen har opgivet idealet om det samarbejdende folkestyre. På kort sigt vil det formentlig give bonus. Oppositionen tvinges nemlig til at vælge taktik: enten at søge skinger konfrontation eller stå ydmyget tilbage uden resultater. Skønt Socialdemokraterne lige nu vakler mellem disse to marginalpositioner, bør oppositionen holde fast i idealet om, at de mest gangbare og bæredygtige samfundsreformer skabes gennem kompromiser. Selv om det umiddelbart kan virke ydmygende, når Venstre og de konservative lukker sig inde med Dansk Folkeparti, bør oppositionen fortsat søge bred parlamentarisk indflydelse. I det lange løb vil samtalen vinde over flertalsdiktaturet. Og forhåbentlig vil det dermed stå stadig klarere for stadig flere vælgere, at der findes et reelt politisk alternativ til VKO-regeringen - ikke blot i forhold til substansen, men også i den demokratiske attitude. Hvis ellers oppositionen holder hovedet koldt, vil Venstre og de konservative således komme til at mærke, at vælgerne straffer magtarrogance - før eller siden.