Ida Auken har allerede meldt sig på banen.
Måske vil hun benytte sig af chancen for at repræsentere Socialdemokratiet i både Folketinget og byrådet i sin hjemkommune, Frederiksberg. Det bliver der efter alt at dømme rig mulighed for, når Socialdemokratiet på sin kongres i denne weekend tager et opgør med sin modstand mod de såkaldte dobbeltmandater.
Det kan lyde som et ædelt demokratisk princip, at folketingsmedlemmer mærker konsekvenserne af de landspolitiske beslutninger ude i de lokale byråd. Og i en tid med splittelse mellem land og by, Christiansborg og kommunerne, kunne det lyde som et forsøg på national demokratisk samling.
Men det er ikke demokratiske idealer, som får Mette Frederiksen til at gøre sig til den formand, der gør op med årtiers modstand mod dobbeltmandater. Socialdemokratiet har skoset Venstre for en lignende praksis med den begrundelse, at det altså er et fuldtidsjob at sidde i Folketinget. Med dobbeltmandater skaber man desuden et A- og et B-hold, hvor folketingspolitikere er stjerner, mens de lokale politikere er vandbærere, har argumentationen lydt.
Så når Mette Frederiksen på partiets kongres i Aalborg ventes at få vedtaget dobbeltmandater, handler det primært om en disciplin, som Socialdemokratiet mestrer bedre end de fleste: at bevare magten.
Mette Frederiksen holder sin kongrestale med afsæt i en historisk lav vælgertilslutning, og hele partiet frygter med rette vælgernes dom ved næste års kommunalvalg. Vil borgmesterkæderne én for én falde af halsen på socialdemokraterne?
Risikoen er overhængende, hvilket de landspolitiske stjerner som måske en Ida Auken gerne skulle gøre noget effektivt ved. Akkurat som det var tilfældet, da Mette Frederiksen med udpegningen af Pernille Rosenkrantz-Theil til overborgmesterkandidat ganske usmageligt blandede en regeringsrokade sammen med kommunalkampen i København.
At Socialdemokratiet har en enestående evne til at kæmpe for og bevare magten, er ikke nyt. Men midlerne er efterhånden blevet så udspekulerede og krampagtige, at de bliver gennemskuet af vælgerne.
Det ville tjene Socialdemokratiet til ære, hvis partiet også fremover evnede at udvikle nyt lokalpolitisk talent i stedet for at lade de landspolitiske stjerner dominere scenen.
cj
fortsæt med at læse
