Det kan lade sig gøre i Schweiz. Og i Belgien, Finland, Sverige og Canada. For blot at nævne en håndfuld sammenlignelige lande, der tillader debat på flere officielle sprog i deres parlament. Men ikke i Danmark. Med en sjælden tonedøvhed over for Rigsfællesskabets nordlige regioner forbød Folketingets Præsidium denne uge spørgsmål og debat efter Aki-Matilda Høegh-Dams tale på grønlandsk torsdag.
Det var efter præsidiets opfattelse »ikke forsvarligt at give plads for meningsudvekslinger, hvor hovedparten af medlemmerne og offentligheden ikke forstår, hvad der bliver sagt«, som Folketingets formand Søren Gade udtrykte det.
Og nej, det er det naturligvis ikke. En demokratisk debat kræver, at folk forstår det, der siges. Men i et rigsfællesskab med tre anerkendte sprog, herunder grønlandsk, bør det være muligt for alle medlemmer af Folketinget at tale på det sprog, som de ønsker. Det er fint, at Folketinget har givet de nordatlantiske medlemmer mulighed for en bevilling på 69.000 kr. om måneden til oversættelser, men det er ikke nok. Der må også sikres tolkebistand, så medlemmerne kan tale det af de anerkendte sprog, de vælger, uden at der bliver lukket ned for den efterfølgende debat.
Vil det koste penge? Ja, selv om det for indeværende formentlig ikke er alle folketingsmøder, hvor simultantolkning vil være aktuelt. Men det er en nødvendig omkostning for et demokratisk rigsfællesskab.
At nægte folketingsdebat efter en tale på grønlandsk sender et utrolig dårligt signal til de nordatlantiske dele af Rigsfællesskabet om, at de faktisk ikke er helt ligeværdige. Det er dumt, det er arrogant, og det er kortsigtet, ikke mindst i en tid, hvor der med god ret er mere og mere fokus på selvbestemmelse og selvstændighed i Grønland.
Leder Søren Gade efter inspiration, kunne han med fordel tage et smut til det grønlandske parlament, Inatsisartut. Der har der længe været simultantolkning mellem dansk og grønlandsk.
mr
fortsæt med at læse
